O-LØB BLANDT GAMLE KELTERE og WALISISKE FÅR

Sidst i maj rejste vi til England for at besøge Lisa, der har tilbragt det seneste års tid i England som udvekslingsstudent ved Blackpool, der ligger ud til Det irske Hav i Midt-England. Under forberedelserne til besøget lykkedes det at planlægge deltagelse i et 3-dages o-løb i rejseprogrammet.

Det vidste sig at være et rigtigt godt og meget uhøjtideligt 3-dages løb kaldet SinS, hvilket betyder Springtime in Scropshire, opkaldt efter det county, som vi befandt os i - lige på grænsen til Wales.

BURY DITCHES….

Første etape gik i et område kaldet Bury Ditches, opkaldt efter en gammel keltisk bebyggelse – sikkert engang en dyster borg med omkringliggende volde, men efter navnet at dømme, også et område hvor disse vilde krigere er stedt til hvile efter at have lidt heltedøden på slagmarken.

Voldstedet lå faktisk midt på kortet på toppen af en høj, og fremstod i dag som et åbent område med en masse cirkelformede høje volde.

Terrænet var o-teknisk nemt og med relativt få detaljer. Til gengæld storkuperet, hvilket banelæggeren havde udnyttet til fulde. Op og ned, op og ned, op og … det kan da for fan… da ikke blive ved.

Engelsk organisationstalent i relation til o-løb består tilsyneladende af et enkelt set-up. Et par telte, en campingvogn som beregnerkontor … and that’s it. Resultattavlen lignede noget som ville få Erik Nielsen og hans pionerteam til at slå korsets tegn for sig. Men ret beset havde vi jo kun brug for at vide hvor starten lå og hvornår vi skulle i skoven.

Efter at vi var blevet spurgt om vi var svenskere ved starten – må vi være fri!! – gik det afsted mod post 1, som sad lige i øjet – os fra Mariager OK skal de ikke lære noget!!. Videre mod 2’eren og 3’eren, som også gik fint bortset fra en masse ris i bunden og de allesteds nærværende brune streger på kortet. Måske var det stadig den solide morgenmad med bacon and eggs, som lå tung i sækken.

Endelig på vej mod mod 4’eren, som lå lige på den anden side af the Bury Ditches og de gamle keltere… var helt alene og kunne næsten se Mel Gibson luske rundt i bakkerne med blå krigsmaling i ansigtet – dem af jer som har set ”Braveheart”, ved hvad det her drejer sig om. Syntes også at kompasset reagerede mærkeligt, hvilket klart måtte skyldes de mange sværd og rustninger, som lå begravet i jorden under mine løbesko.

Resten af banen forløb fint, og uden problemer og vi kunne alle løbe i mål til fine placeringer. Pigerne selvfølgelig længst oppe på tavlen, men sådan er det jo!!.

RORINGTON and STAPELY

Efter intens opladning med indtagelse af fish and chips på det lokale bryghus, Three Tuns Brewery, og en efterfølgende pint på en lille og ultra-lokalt-udseende-pub, med det svulstige navn ”The Kings Head”, var vi i storform til at tage fat på 2. etape.

Stævnecentret og parkeringen lå højt på en bakkedrag med den mest fantastiske udsigt mod vest udover det bølgende walisiske landskab – og selvfølgelig i selskab med fårene, der brægede lystigt omkring os.

Lisa og Elizabeth drog til start og kastede sig ud i terrænet, der var helt åbent og godt  kuperet.  Denne gang dog med flere detaljer i form af slugter, moser og smågrøfter. Vegetationen bestod alene af noget arrigt stikkende krat, som kravlede hen ad skråningerne, men som man heldigvis kunne løbe udenom de fleste steder.

Fantastisk udsigt over landskabet uanset hvor man så hen. Sikke en oplevelse og så i solskin, blå himmel og spredte hvide sommerskyer. That’s orienteering.

Englænderne er flinke folk. Spørger til hvordan vi har det, om vi bor godt og er i det hele taget meget høflige. Det var fårene til gengæld ikke. Marken som vi holdt på var totalt overskidt med fårelort – de fleste gamle og indtørrede, men nogle med et ”softly” indre, når man trådte på dem.

Iøvrigt overnattede vi på en idyl af en gammel bondegård og fordums vandmølle, kaldet ”The Hurst Mill Farm”. Mere idyllisk kan det næppe fås med afternoon tea i en blomsterende have og en slynget bæk omkring huset, udsigt til de omkringliggende bakkedrag og en gammel borgruin i den nærliggende by kaldet Clun.

Det med bækken skulle jeg have vidst på forhånd, for man kan blive helt desperat af at høre ringende ørreder, når fluekæppen hænger derhjemme!!. Perfekt sted til opstrøms tørflue – en engelsk fiskediciplin for gentlemen og andre oplært efter Isac Walton’s lystfiskebibel ”The Complete Angler”.

CORNDON

3. etape gik fra samme stævneplads som dagen før, men i et helt andet terræn.

Aftenen før havde vi besøgt stævnecentret i byen Ludlow, og havde  - for ikke at gøre konkurrencen alt for ulige for de lokale o-løbere – flittigt tanket op med koldt ale pumpet op af villige bartenderhænder. Nøjj, hvor det smager godt. Den pub-kultur og stemning som man finder ude på de små lokale værtshuse på landet, kan vi altså ikke kopiere i Danmark. Men hyggeligt er det at opleve.

Tilbage til o-løbet: Sikke et område – forestil jer en rund græsklædt bakketop med et grundareal på ca. 4 x 4 km som rager 4-500 meter op over det omkringliggende bakkede landskab. Læg oven i at bakketoppen er godt ”rynket” med mange små kurvedetaljer, klippeskrænter, sten, huller og ujævnt terræn – og tilsæt til sidst ca. 1.500-2.000 konstant brægende får, der gik frit rundt i området. Det var det fineste walisiske CREAMY-ALE-TERRAIN man kan ønske sig.

Afsted mod posterne, som blev fundet uden de store problemer, men hele tiden med lange blikke  rettet mod den fantastiske udsigt til det omkringliggende landskab. Posterne lå ved små punkthøje, klippeskrænter på 0,5 meter højde og flade huller, der alle ville få en dansk korttegner til at fnyse foragteligt over størrelsen. Men skægt er det altså at finde disse små detaljer i terrænet.

En særlig disciplin var postplaceringer ved utydelige diger. Disse viste sig kun at være max. 0,3-0,5 meter høje og godt skjult i græs og bregner. I øvrigt var der mange bregner visse steder. Heldigvis kun på vej op ad jorden, men fuldt udvokset i efteråret, må det være et mareridt at navigere rundt blandt disse kæmpeplanter efter de små detaljer på kortet. Bunden var let at løbe på med græs og lyng, som fårene holdt tætklippet.

Nøjj, hvor var det godt.

Sammenlagt var det en rigtig god oplevelse at deltage i SinS. Og det er altid spændende at prøve orientering i et andet land. The english way er lidt anderledes og mere afslappet end vi er vant til i Danmark. Eksempelvis ligger målet ”et sted ud i terrænet sidst på banen”, og består bare af en post med et skilt med ”FINISH” og lidt vædskeudskænkning. Herfra går man tilbage til stævne/parkeringspladsen, hvor beregning og resultater findes.  

En anden spændende feature på parkeringspladsen var WILFF’s, som bestod af et professionelt cateringfirma, som fast deltog i orienteringsstævner med en cateringvogn. Herfra serveredes varme retter i form af pasta, corny beef , pizzastykker og bunker af kage med en vægtfylde på niveau med kviksølv.

Så der var mulighed for at stille sulten efter både orienteringsmæssige og kulinariske oplevelser.

Helge Søgaard