Denne artikel tager sin begyndelse ved det sydligste punkt af vores verden, hvor Elizabeth og jeg sidder på en terrasse med et glas rødvin. Computeren foran mig er tændt, klar til at jeg sætter fingrene til tastaturet.

WAMKELEKILE

(“welcome” on Xhosa language!)

TO ORIENTEERING IN

SOUTH AFRICA

Få meter syd for mig mødes det Indiske Ocean og Atlanterhavet, og sammen rækker de ned mod Antarktis, så endeløst, at det overgår enhver menneskelig fatteevne. Mod nord og bag mig ind mod landet, strækker tusindvis af kilometre sig med bush, savanne, tropejungle og ørken, indtil Middelhavet atter gør land til vand.

Stedet er Cape Agulhas, Africa’s absolut sydligste punkt. Et vindomsust og lavrygget forbjerg, der strækker sig ud mod det safirblå hav. Et par småbyer med solide kampestenshuse, der klamrer sig til denne udpost af verden, og blandt dem The Cape Agulhas Guest House, med en hyggelig lille terrasse lige udenfor hotelværelset – lige der, hvor rødvinen, computeren og jeg befinder os lige nu!

Hvordan er vi havnet her? Relativt enkelt – da en længe planlagt rejse til South Africa, pludselig tog sin begyndelse sidst i november. Med South African Airways, i et langt natligt 12 timers hug fra München direkte til Johannesburg. Her mødte vi vores datter, Lotte og hendes mand Tommy, som var fløjet op fra Cape Town, hvor de bor for tiden.

Tommy er udstationeret fra sin australske bank i Sydney og Lotte lægger praktisk erfaring på sin lægeuddannelse, ved at arbejde i en behandlings- og forskningsenhed ude i et af Cape Town’s endeløse og trøstesløse townships. Her bor den sorte lokalbefolkning, stuvet sammen i brædde- og blikskure – såkaldte ”shacks and shelters in shanty towns” – lavet af hvad der ligner gammelt byggeaffald, rustne bølgeblikplader og gamle plastikposer. HIV, Aids, tuberkulose og talrige andre livstruende sygdomme hærger i rigt mål. Gennemsnits levealderen er ikke høj på disse kanter, med bl.a. tuberkulose udbredt helt op til 60% af lokalbefolkningen, så oftest er der kø, ved indgangen til riget hinsides det jordiske liv.

Men livet giver trods alt mening herude, hvor 3 smådrenge løber rundt og nærmest tryller med en fodbold, hvor man kan blive klippet i en gammel stålcontainer, der er ombygget til en frisørsalon, og hvor folk er smilende, snakkende, dansende og gestikulerende med alle, de møder på deres vej. Man skal ikke tage fejl af værdigheden og stoltheden blandt de lokale. Alle er klædt i farvestrålende tøj, pænt og rent, og selvom om fattigdommen stikker sit grimme ansigt frem alle steder, så fornemmer man alligevel en enkel livsbekræftelse, som vi, der kommer fra velfærd og overflod, kan lære meget af.

Tilbage til Johannesburg, eller Jo’burg, som de lokale kalder millionbyen bygget på guld og platinminernes rigdom. Her blev vi udstyret med en bil og kørte sammen mod Pilanesberg National Park og Ivory Tree Game Lodge, hvor vi skulle tilbringe 3 dage med safari game-drives. Vild luksus langt ude i den afrikanske bush. Fra terrassen i det hus, som Elizabeth og jeg boede i, kunne vi se elefanter, der gik og gumlede deres ca. 250 kg daglige forsyning af grene og blade i sig. De smasker højlydt, mens de braser rundt og knækker grene, skal vi hilse og sige!

De følgende dage blev vi stopfordret – både med lækker mad og gode vine og især med synet af Africa’s vilde dyr. Vores guide, Paul, ringede hver morgen med et wakeup-call til os på værelset kl. 05.00, hvor vi tumlede ud af de dybe senge og moskitonettet. Kl. 05.30 havde vi slugt en kop kaffe og sad i bløde sæder på ladet af Paul’s safarivogn på vej ud i bushen. ”Dyrene venter ikke”, som Paul sagde!

Og vilde dyr var der i rigt mål. Vi så elefanter, næsehorn, flodheste, strudse, aber, gnuer, zebraer, kudu’s, springbok’s og et hav af andre antiloper. Og vi så agtpågivne hunløver og dovne hanløver. Alle ganske tæt på. Og et imponerende mylder af farverige små fugle, majestætiske fiskeørne og andre rovfugle.

To højdepunkter hævede sig op over alle de fremmedartede indtryk. En sen eftermiddag fulgte vi en gepard over en lang strækning, som til sidst bragte det flotte dyr kun 5-10 meter fra safarivognen. Sikke en strømlinet og fuldendt jæger. Næste dags morgen lykkedes det at spotte en leopard, der lå på en klippe og hvilede sig. Normalt finder leoparden os, som guiden Paul sagde, men hans lokalkendskab til områdets lokaliteter var unikt, og dermed garant for utrolige oplevelser.

Middagsheden blev fordrevet hjemme i Lodgen’s 5-stjernede luksus, med afslapning og hvile, inden eftermiddags- og aften/nat turen begyndte kl. 16.30. Disse ture varede til hen imod kl. 21.00, hvor mørkets for længst havde sænket sin fløjlssorte afrikanske nat over os. Tusinde fremmedartede lyde fylder trommehinderne, når natten er faldet på. Hvem overlever det ubarmhjertige mørke, indtil daggryets befriende lys atter får små antiloper, nyfødte zebraer og unge gnuer på usikre ben, til at ånde lettet op i taknemmelighed over, at de ikke blev bytte for de store rovdyr.

En aften så vi flere dødsensfarlige slanger, puffadders og spyttende kobraer. ”Hyggelige” fætre, som nok kan sætte en dæmper på lysten til, at løbe natløb i det terræn.   

Mætte af safarioplevelsen fløj de unge tilbage til Cape Town, mens vi - i senior-afdelingen - landende i byen Port Elizabeth, der er udgangspunkt for den berømte Garden Route, der skulle føre os de ca. 800 km til Cape Town langs Africa’s smukke sydkyst.

Africa er kontrasternes land. På engang både uendeligt smukt, betagende og storladent, men samtidigt en smeltedigel af mennesker, fremmedartede kulturer og nogle gange også lidt skræmmende. Der er uendelig kontrast mellem rig og fattig. Årtiers apartheid fornægter sig ikke, selvom det blev ophævet i starten af halvfemserne. Men det er svært, ikke at føle kolonimagternes tunge og lident glorværdige arv, når vores lejede bil på hotellets parkeringsplads blev vasket af en halvstor sort knægt hver morgen, mens vi nød den daglige ration af bacon and eggs i loungen på hotellet.

Som nævnt i indledningen tog denne beretning sin begyndelse på Africas sydligste punkt – Cape Agulhas. Her kom inspirationen til at beskrive vores oplevelsesrejse i South Africa.

Aftenmørket tog til og vi trak inden døre fra terrassen, for at gøre os klar til en spadseretur til Angelo’s spisested længere ned ad Main Street. Et hyggeligt sted med bøffer i voksenstørrelse. Det blinkende kunstige juletræ i hjørnet af restauranten bidrog til hyggen i den lune og milde aften. Men det er altså lidt surrealistisk med kombinationen af julelysguirlander over gaderne, mens sorte folk går rundt nedenunder i 30 graders varme og med brænde og bylter af personlige ejendele på hovedet.

Dagen efter drog vi videre til Hermanus, hvor hvalerne kan spottes ude i Walkers Bay, inden vi ramte Cape Town, efter en fin uge undervejs – i venstre side af vejen. Alle kneb gælder i trafikken. Eksempelvis overhaler man blot indenom, hvis der ikke er plads på den anden side. Og højresvingsbaner og arealer overmalet med brede gule striber i midten af vejen fungerer som en slags frizone, hvor alt tilsyneladende er tilladt.

Den mest udbredte måde, at fragte arbejdskraft rundt på er, at placere 8-10 personer på ladet af sjakbejdsens varebil, gerne med arme og ben udenfor ladet, og så race af sted med mindst 100 km/t. Vi nåede frem i god behold, på trods af medtrafikanter og vejskilte, der skiftevis var på engelsk, hollandsk/afrikaans eller lokalt zulu, hottentot eller xhosa sprog.

Xhosa-dialekten er det oprindelige sprog på Cape-halvøen. Ganske specielt og kendt for alle de fine ”klik”-lyde, der indgår i udtalen. Lotte havde tilegnet sig en del gloser af xhosa, for at kunne kommunikere med patienterne ude i township’et, og dermed hævdede hun, at have grundlagt en samling af mærkværdige sprog, når man bor langt fra Danmark: Xhosa og dansk! Og så har hun, som særlig xhosa-sagkyndig, leveret ordet ”wamkelekile” i overskriften på denne artikel.   

Nu var vi jo ikke taget herned, alene for at se på vilde dyr og høre på klikkende xhosa’er. Jeg havde forinden afrejsen korresponderet ivrigt med Mrs. Margaret Archer, Secretary of the Peninsula Orienteering Club (PENOC), hjemmehørende i Cape Town. De har ikke mange løb om sommeren, men søndag, den 6. december inviteredes til ”The Flying Jumps” i området ved Stellenbosch, i øvrigt kendt for sin unikke vinproduktion.  

”The Flying Jumps” viste sig at være et pointløb med samlet start søndag eftermiddag kl. 16.00. Vi fik en hjertelig modtagelse, da vi ankom til det træningsløbs-lignende arrangement. På landsplan er der blot 350 aktive orienteringsløbere i South Africa hovedsageligt fordelt på 2 klubber i hhv. Jo’burg og Cape Town.

Terrænet var fladt og knastørt. Et par friske bemærkninger inden starten, om den mulige tilstedeværelse af slanger og andet krible-krable i skovbunden, forduftede totalt, da vi først fik kortet i hånden. Af sted gik det for at samle point i den time, der var afsat som max.tid. Små lavninger, der var meget små, næsten usynlige stier og vækstgrænser, der kun med god vilje lod sig se i terrænet. Den første post sad lige i skabet, ligeså de næste par stykker. Næste post var en lavning, og opmuntret af succes’en tog vi lidt løst på kursen. Kontrolnummeret skulle have været 84, men der stod 83 på postskærmen. Vi blev hurtigt enige om, at det måtte være en fejl fra arrangørernes side – indtil vi nåede mål, og fandt ud af, at der i forskellige områder var udsat såkaldte ”decoy’s”. Oversat direkte til ”lokkeduer” i form af ekstraposter! Ganske usportsligt set med velregulerede danske o-løbs reglements øjne!

Videre til de næste poster. Vores ellers så stabile SILVA-kompasser optrådte mærkeligt. De pegende hovedsageligt mod nord, men i varierende retning, hvilket gjorde kompaskurser til meget spændende oplevelser. De lokale fra PENOC fortalte bagefter, at det var meget normalt, at kompasser fra den nordlige halvkugle, var kalibreret lidt anderledes, end kompasser fra den sydlige.   

Den finesse førte til en decideret ”skæv’ert” til post 17, og at vi lidt senere pludseligt stod ved post 20, i stedet for som planlagt, ved post 19!

Solen bagte ned over os, og vi nærmede os mål gennem græs, sumpede områder og bushlignende kratbevoksning. Når tanken om slangerne kravlede lidt tæt ind på os, beroligede vi os med, at de lokale o-løbere sprang rundt i shorts og bare ben, og vi så ikke så meget som halespidsen af en uskyldig snog. Insekter og edderkopper ses næsten ikke, og slet ikke som i Australien, hvor man nærmest skal stride sig gennem klæbrige og seje spind.   

Sidste post blev klippet og vi nåede i mål. Opstemte af, at have gennemført en o-bane på Africa’s sydspids og dermed, at kunne føje et helt nyt land på listen af ”o-lande”.

De følgende dage dasede vi på terrassen eller i poolen hjemme hos Lotte og Tommy, mens de unge sled på arbejdsmarkedet, eller vi udforskede Cape Town. Oprindeligt grundlagt som en forsyningsstation af hollænderne, på deres vej til Indien i år 1652. Den første kommandant, Jan van Riebeck, etablerede en klasse af fastboende hvide og importerede slavearbejdere. Dermed var grundlaget til 350 års vanskeligheder skabt.

Senere overtog englænderne området af strategiske årsager, og igangsatte en endeløs række af krige og stridigheder om retten til land og rigdomme. De sorte oprindelige indbyggere tabte, som altid i verdenshistorien, og har først genvundet landet så sendt som i halvfemserne, hvor ANC, African National Congress – med den frigivne Nelson Mandela i spidsen – vandt det første demokratiske valg i landet. South Africa, som vi kender det i dag, er en ny nation, der er på vej gennem de første famlende teenageår. Tynget af arven fra koloni-herredømme, overgreb på lokalbefolkningen og nutidige barske realiteter som en skrantende økonomi og sygdomsrater, der langt overgår hvad vi er vant til. Og så opfattes South Africa endda som et velfærdssamfund af nabolandende Namibia, Botswana, Zimbabwe og Mozambique, hvilket medfører massiv og helt ukontrolleret indvandring af fattige sorte, der søger arbejde og håb om minimal forbedring af deres levevilkår.

På trods af den barske historie, er South Africa smukt og betagende, og vinområderne omkring Stellenbosch er det rene Fairytale–land. Klassiske hvide vingårde, bygget i hollandsk stil, ligger i et bølgende landskab omgivet af beskyttende bjerge. Her produceres vin i verdensklasse. Fyldige, elegante og utroligt velsmagende dråber, til rimelige priser. De nederste marker i dalene producerer oftest de kraftige rødvine af den sydafrikanske drue, Pinotage, der er en krydsning af Cinsault og Pinot Noir (kendt fra Bourgogne), eller de verdenskendte Cabernet Sauvignon- og Shirazdruer. De højere beliggende marker oppe ad bjergsiderne byder på friske, frugtige og ”crispy” hvide vine lavet på Sauvignon Blanc druen. Gemt i en lille dal ligger landsbyidyllen Franschhoek, grundlagt af de franske huguenotter – og vinbønder – der af religiøse årsager blev fordrevet fra Frankrig. De grundlagde i 1688 en seriøs vinproduktion i området, et smerteligt og bittert faktum, som må fremkalde dybe panderynker hos franske vinproducenter i dag.

Hele to gange kørte vi ned til Cape of Good Hope, der ligger ca. 40-50 km syd for Cape Town. Faktisk består den langstrakte halvø af 2 Capes – Cape of Good Hope, der er et ca. 100 meter højt forbjerg, og af Cape Point, der rejser sig majestætisk og frygtindgydende 600 meter over havet, der tordner mod klipperne langt nede i dybet.

Udsigten er betagende ud over Atlanterhavet med SydAmerika mod vest, Antarktis mod syd og Australien mod øst. Men…!! selv i klart vejr, kan man dog ikke se nogen af kontinenterne. Et lille skilt på helt oppe ved det øverste gamle fyrtårn, viste at Sydney ligger 11.623 km væk!   

I øvrigt er der to fyrtårne på Cape Point. Det gamle fyrtårn helt oppe på den spidse tinde og det nye, anlagt i 1912, kun sølle 80 meter over havet og yderst ude balancerende på den smalle klipperyg, der skærer sig ud i oceanet. Det nye fyrtårn blev anlagt, da damperen ”Lusitania” forliste i 1911 på et klippeskær, der lige akkurat stikker ovenud i uendelige skumsprøjt, ca. 1500 meter ude i havet. Årsagen til forliset var ganske enkelt og tragisk, at fyrtårnet 600 meter oppe på Cape Point, var indhyllet i skyer, så det ikke kunne ses af de søfarende. Derfor byggede man det nye fyrtårn længere ned mod havoverfladen, i øvrigt det kraftigst lysende fyrtårn i verden, der udsender 3 blink hvert 3. sekund, som vejviser for de talrige skibe, der runder Cape of Good Hope.

Mætte af tusinde indtryk og især glade for gensynet med Lotte og Tommy, satte vi atter kursen hjem mod den kolde, blæsende og regnfulde danske december. Mon ikke vi bliver nødt til, at ”smutte” derned endnu en gang, når PENOC igen har et løb på kalenderen?   

Håber du har nydt rejsen til verdens ende sammen med os.

De flotte foto’s er taget af mester- og wildlifefotografen Elizabeth, og beretningen er skrevet undervejs af: Dr. Søgaard – I presume?.....