SLOWENIAN RHAPSODY…..

eller hvordan løs kompaskurs og fuld skrue til post 1, alligevel førte til en rigtig god uge

”Na Hribu” – og vindstød af orkanstyrke.

Vi var indkvarteret på en lille vingård - ”Na Hribu” – hvor husets datter, Petra, der styrede butikken, tog imod. Med en placering lige midt i vinmarkerne og med et glas af den lokale produktion foran os, mindre end 5 minutter efter ankomst, var der kun grund til at se lyst på tilværelsen og have de bedste forhåbninger for ugen.

Billedet viser Petra til venstre, ”Onkel Anders”, som vi vender tilbage til, og tanten, der hjalp til i køkkenet.

Ansa og C.P. var indlogeret på den lokale campingplads, desværre med den særdeles ubehagelige oplevelse, at et helt afsindigt vildt stormvejr natten forinden havde ødelagt deres og mange andres telte. En flytning til stævnecentrets gymnastiksal blev derfor alternativet.

Stærke vindstød var åbenbart dagligdag i Vipava-dalen, for efter denne oplevelse lagde vi mærke til, at næsten alle lokale indbyggere havde lagt massevis af sten op på taget af deres huse – for netop at holde på tagstenene!

Stenet fortræning

Første dag løb vi alle fortræning i et lille område umiddelbart nord for stævnecentret. Et lille bjergplateau med massevis af små detaljer: Sten, stenbunker, stenrækker, stengærder, stenet bund, huller med sten og i øvrigt alle mulige signaturer, der begynder på sten. Fint vejr med strålende sol – og strålende regn da vi var færdige med at løbe.

Hjemme igen efter dagens anstrengelser, var vi snart ved at spise os en pukkel til på vingården, hvor der blev serveret god og rigelig landbokost. Formkurven havde således  aftegnet sig i begyndende rundbuestil indenfor t-shirten, allerede inden starten på 1. etape.

Så gik det løs….

De tre første etaper lå højt i ca. 1200 meters højde i et område der hed Mala Lazna. Dødspændende og mega-svært karstterræn med huller, lavninger og klipper alle steder. Kortet var i 1:7.500 hvilket signalerede masser af detaljer, men på trods heraf var det alligevel svært at læse kurver og stenformationer, der lå oven i hinanden.   

Men lad os lige starte bagfra med tiderne. Elizabeth lagde sig i fin stil som nr. 1, men bemærkelsesværdigt var det, at vi alle havde km-tider på mellem 19,5 og 22 minutter pr. kilometer. Tag lige den den…. Så svært var det.

Fra første etape forlød det, at Ansa havde foranlediget et stedskred ned mod en post, i den vanskelige og løse terrænbund, som havde forårsaget at flere løbere blev involveret i styrtet og at selve poststativet væltede. Der var nu ikke noget at se på Lavine-Lassen efter den oplevelse, du hun senere under opmuntrende tilråb fra klubkammeraterne løb i mål.

Ved eftermiddagens evaluering af dagens etape, hvor vi naturligvis forsøgte at genoprette vædskebalancen, var der udbredt enighed om at ”i morgen må der satses….. så derfor lægger vi fra land med en hurtig kompaskurs og fuld skrue til førsteposten….”

The survival of the fittest…. og den første skade! 

2. etape foregik fra samme stævneplads, og banelæggeren havde betænkt en del af den danske delegation med et par ekstra kilometre. Opad gik det, endda op over ”Bisaga-bjerget” på 1384 meter, som havde lagt navn til kortet. Afsindigt hårdt terræn med konstant kravlen op mellem klippeblokke, balancegang på smalle udløbere med dybe fald på begge sider, eller krampagtige forsøg på løb ned over stenede og glatte skrænter.

Helge fik ved en heroisk indsats km-tiden presset ned under 20 min, hvilket rakte til en 13. plads!!! - ud af ca. 45 løbere i klassen. Ole løb en endnu længere bane, som han endda frivilligt forlængede gennem et par lidt alternative vejvalg.

Desværre løb Bettina ind i et grimt vrid på den ene fod, men fuldførte trods store smerter og en stærkt hævet ankel. Resten af delegationen forsøgte at støtte med kolde kompresser og en intensiv rødvins-kur senere på aftenen.

Klubbens stjerneløbere, Elizabeth og Ansa, havde med en 1. og en 4. plads lagt sig solidt i spidsen af deres klasse, så der var lagt i kakkelovnen (meget passende udtryk med høj sol og 30 graders varme nede i dalen) til 3. etape.

Vi andre fastholdt taktikken for næste dag med ”løs kompaskurs og fuld skrue….”.

Detaljer i 1:5000….

Normalt er det kun sprintkort, som trykkes i denne store målestok, men dagens kort til 3. etape var så belæsset med kurver, klippeskrænter, sten, huller og alt muligt terræn-gejl, at 1:5000 var nødvendigt for blot, at kunne læse kortet nogenlunde.

Banelæggeren havde hældt et utal af poster ud på banerne, og med 24 poster fordelt på 3,7 km på H50-banen udviklede det sig til det rene mangepostløb med korte og tekniske delstræk - orientering når det er bedst.

Dagens ”stunt” stod Ole for: Undervejs på banen greb han fat i et træ, der viste sig at være temmelig råddent, med det resultat at træet væltede…… og, at dets grene rev brillerne af en anden løber. Unægtelig en helt ny teknik taget i anvendelse for at skabe sig en fordel blandt konkurrenterne.

Alle kom fint rundt på dagens etape. Vi fejrede dagen med en lille turistrundvisning i hovedbyen Ajdovscina, hvor vi fornøjede os med at betragte resterne af et fordums romersk fæstningsanlæg, der reelt set udgjorde vore tiders bymidte. Heldigvis kunne vi indlægge et pitstop på en fortorvscafé undervejs.

1.10.000 og længere baner

Finalen nærmede sig, og benene begyndte at blive godt slidte og stive. Behovet for ”en hurtig kompaskurs og fuld skrue til førsteposten blev mere og mere aktuelt – og påkrævet!...”

4. etape blev løbet i et område nær Postojna – kendt for sine grotter – med fin løvskov, nogle stier og de allesteds nærværende lavninger i det karakteristiske karstterræn.

En helt anden specialitet fra vingården bestod i at familien havde besøg af en svoger, bosiddende i Kroatien. I virkeligheden hed han Borjan, men vi døbte ham ”Onkel Anders”, da han viste sig at være en rigtig hyggeonkel. Oprindeligt var han hidkaldt for at hjælpe med at lave en indkørsel på vingården, men han var langt mere interesseret i kurtisere samtlige kvinder på vingården, samt at udskænke den lokale produktion i rigt mål. Billedet viser et udsnit af beboerne i godt selskab med ”Onkel Anders”.  

Alle havde et godt løb denne dag, på trods af den trykkende varme. Terrænet var langt mere letløbet end de 3 første dage, så farten blev sat op. Det blev bomfrekvensen også, dog ikke mere end konkurrenterne i klasserne – og, som vi sagde (hver eneste dag!): ”I morgen skal den ikke have for lidt”.

Eftermiddagen bød på et lille besøg i Vipava, den nærliggende by, hvor vi mæskede os med is og vinsmagning – på turistkontoret! Måske en ide man skulle tage med sig hjem…..

Vingården ”Na Hribu”, hvor vi boede, var blevet omdannet til et helt o-kollektiv. Hver aften hyggede vi os med østrigere, belgiere og australiere. Pudsigt at opleve at mange havde deltaget i de samme o-løbsarrangementer rundt omkring i verden gennem årene.

Jo - orienteringsløb ”is truly an international sport”. Se bare på den mængde af indbydelser til o-løb i alverdens lande, som man kan samle gennem en uges løb i Slovenien. Så det er bare om at komme i gang….

5 etape og finale…

Sidste chance! Elizabeth havde lagt sig solidt i spidsen i sin klasse, og vi andre var klar til kamp lidt længere nede i rækkerne.

Førstepladsen holdt i fin stil og blev belønnet med en flot medalje med bånd i de slovenske nationalfarver. Alle vi andre kom også fint igennem, på trods af den silende regn, der dog skiftede til solskin da løbet var færdigt. 

Hjemme på vingården slappede vi af og plejede de ømme ben med kolde drikke, der selvsagt skulle virke indvortes…. Senere på eftermiddagen inviterede ”onkel Anders” os på vinsmagning i hhv. den gamle og den nye vinkælder – og her var der ikke noget pjatværk med at skænke en lille sjat i glasset. Næh, vi fik glasset fyldt helt op hver gang – det var jo svogerens vin vi drak – med det resultat, at der bredte sig opløftet stemning, mens ”Onkel Anders” tegnede og fortalte på tysk/kroatisk.

Aftenen blev afsluttet i gemytligt lag over endnu en flaske ”Kriminalwasser” i selskab med belgiere og australiere.

Dagen efter ventede hjemrejsen efter en herlig uge i rigtigt godt selskab. Prima orientering, gode løb, solskin og flot vejr, vingård…. Og ikke at forglemme, ”Onkel Anders” og den lokale ”Kriminalwasser”.

Fotos: Ole Jensen/Bettina Gjedde og en flink belgier ved navn Luc

Tekst: Helge Søgaard