Buildt by Irishmen - sunk by an Englishman!
 
Den rå og upolerede by Belfast, der ligger ved Laganflodens udmunding i Nord Irland tilhørte for få år siden de berygtede ”B”er: Beirut, Bagdad, Bosnien, og Belfast – steder, som man helst skulle undgå.

 

Heldigvis er tiderne anderledes, her kun 5-6 år efter, at de værste uroligheder har lagt sig. Derfor slentrede vi ubekymrede ned ad Great Victoria Street på udkig efter den gamle pub ”The Crown Liquor Saloon” og kom forbi Det gamle operahus i Belfast. Det ligner en kæmpe lagkage med flødeskum på toppen, men rummer den tragiske historie, der hviler som en skygge over Nord Irlands største by: IRA bombesprængte operaen 2 gang i hhv. 1991 og i 1993, for at gøre indtryk på de udenlandske journalister, der var indkvarteret i nabobygningen Hotel Europe. Om det lykkedes vides ikke, men for at være helt sikre på at budskabet gik rent ind, blev samme Hotel Europe bombesprængt - ikke mindre end 11 gange!

IRA, som er den militante del af det katolske mindretal, udkæmpede reelt set en borgerkrig med det engelske militær, som i stort tal var tilstede i Nord Irland. Bydelen Shankill, befolket af protestanter, ligger klods op ad bydelen Falls, hvor katolikkerne holdt til, og myrderier og brandbomber var en del af hverdagens orden.

 
 
Tro nu ikke, at det er en ny konflikt. Nej, her er tale om, at det engelske Imperium, Rule Brittannia, gennem århundrede har undertrykt det irske og katolske mindretal, og det har givet så dybe sår i den irske folkesjæl, at det tager århundrede at hele. Går man en tur rundt om den gamle katolske domkirke i Galway, forstår man bedre, at der er tale om gammelt nag. På det imponerende stykke kulturarv, som denne kirke repræsenterer, kan man stadig se skaderne på murværket, da Oliver Cromwell i 1650 brugte kirken som hestestald, for at håne den katolske befolkning, inden han startede et veritabelt myrderi som straffeekspedition overfor de oprørske og frihedshungrende irere.
 
Det er altså ikke en ny konflikt, som vi alle kunne følge i TV-avisens nyhedsudsendelser så sent som i 2007, hvor katolikker og protestanter, i skikkelse af nationalisten Gerry Adams og unionisten Ian Paisley, endelig sluttede en skrøbelig fred. 
 

Så måske kan udsagnet ”Buildt by Irishmen – sunk by an Englishman” godt overføres på især Belfast’ historie, selvom det retteligen er knyttet til et af de helt store industrielle mirakler, der endte på tragisk vis: Titanic’s forlis den 14. april 1912.

 

Titanic blev bygget på dengang verdens største skibsvæft, Harland & Wolffs, der lå i Belfast og som byggede skibe helt frem til 2007. Tusinder og atter tusinder værftsarbejdere byggede verdens største luksusliner og to næsten identiske søsterskibe, Olympic og Britannic, i årene op til det tragiske forlis på jomfrurejsen til New York. I dag er værftsområdet under forvandling til et moderne oplevelses- og kulturcenter, hvor kun de gamle gule bukke-kraner stikker op med de karakteristiske bogstaver ”H” og ”W”, som et minde over den rå og upolerede værftsby.

 

Påskeløb – the Irish way!

Efter dette historiske tilløb, skal det frem, at vi var draget til et anderledes påskeløb, som lokkede med sprint i Belfasts Universitetsområde, og yderligere 2 etaper dels nær ved kysten og dels i et højlandsområde, begge lidt syd for Belfast.

 
Vi indledte denne irske odysse med at køre tværs over den grønne ø, direkte til Galway. Herfra tilbragte vi 3 dage i tilbagelænet tempo med at udforske den irske vestkyst. På en gang både fascinerende, øde, ufattelig smukt og et unikt tidsbillede, der blev sat i stå for hundrede år siden. Små maleriske landsbyer, slidte huse i forskellige farver, sære navne på vejskiltene, hyggelige pubber med irsk folkemusik og det sorte Guinness øl, hvor skummet smager som flødeskum.

 

Undervejs så vi utroligt interessant naturområde, der ligger på Irlands nordkyst. The Giant’s Causeway, som er en formation af sekskantede basaltsøjler, der stikker ud i havet. Stedet er på listen over verdenskulturarv, og er bestemt et besøg værd. Sagnet siger at en irsk kæmpe engang ville bygge vej vej til Skotland, for at bekrige en anden kæmpe i dette naboland. Om foretagenet lykkedes melder historien intet om, men den sekskantede brolægning strækker sig i dag ud i havet.

På fjerdedagen nåede vi frem til Belfast, mætte af naturmæssige og kulturelle indtryk, og klar til at møde de orienteringsmæssige udfordringer – troede vi! For en sikkerhed skyld slentrede vi aftenen før åbnings-sprinten ned ad kunstner- og bohémegaden Botanic Avenue, og endte på et spillested, hvor 4 hvidhårede gutter midt i 60-erne gav den fuld gas med bluesrock, så Rolling Stones ville være gule af misundelse. Adskillige glas fadøl senere, en hel del luftguitar, og således berigede af denne pragtfulde fridykning ned i folkedybet, var vi endelig klar til sprinten næste dag.
 

Universitetssprint

Strandmillis University College lagde arealer til sprinten. Vort hotel lå i gåafstand, og intet kan slå følelsen af velvære, når man med o-rygsækken på nakken, iført løbetøj og passende overtræksbeklædning, forventningsfuldt nærmer sig stævnepladsen. Hvad venter der os på banen?, hvordan er det mon at løbe i Belfast?. Disse og andre forventningsfulde spørgsmål har god plads i sindet, der umærkeligt filtreres og tømmes for dagligdags problemer, mens fokus stilles skarpt på det kommende løb.

 
Solen skinnede lunt og dejligt over starten, og længden af postdefinitionen lovede godt: 24 poster på 2 km, det skulle nok blive sjovt. Af sted gik det ind og ud mellem tætliggende kollegiebygninger, mure, trapper, græsarealer og små tætheder. Kortet var tegnet i 1:4000 og det var så detaljeret, at jeg adskillige gange måtte stoppe op og stikke næsen dybt ned i kortet, for at afkode postens nøjagtige placering. Et prima sprintterræn, med masser af detaljer, der også fik mig i gyngen mindst et par gange med et uheldigt vejvalg, der i bagklogskabens klare lys, kunne have været taget både hurtigere og mere enkelt. En anden post stod drilsk bag ved et hushjørne, da jeg ræsede forbi, lettere forvirret over at det hele fandt sted inde under en bygning, der stod på søjler. Nå, der var den – og af sted til den næste post.

Sprint er en meget intens form for orientering, der efterhånden har udviklet sig til en personlig passion. Tidligere havde jeg kun foragt tilovers for disse korte o-baner, der forgår i bymæssig bebyggelse langt fra den barske og vilde natur. Men talrige sprintbaner senere, der har ført mig rundt på tyrkiske småøer, i schweiziske bjerglandsbyer, Londons City, Silkeborgs baggårde, portugisiske fiskerlandsbyer, Nyborg Vold og den historiske bazar i Istanbul, har bevist hvor sjov og underholdende en form for orientering der er tale om. Ingen pauser, ingen langstræk hvor orienteringen og teknikken kan tage sig en slapper, men hurtig, intens, medrivende og teknisk krævende orientering, der fuldstændigt får en til at glemme både tid og sted.

 

 
 
Efter præmieoverrækkelsen spadserede vi gennem løbsområdet og ned til Laganflodens bredder, hvor en flodpromenade og en mild sommeregn langs med den botaniske have ledte os hjem til hotellet. Tænk, hvilken idyl i en fordums grim og beskidt værftsby, fyldt med oprørske nationalister!
 
 

Irske tæsk!

Næste morgen kørte vi syd ud ad Belfast, for at løbe 2. etape i et klitterræn ved kysten. Tyrrella South hed terrænet, der var et øvelsesområde for det hæderkronede regiment The Irish Guards. Det bestod af uendelige mængder høje klittoppe, og ditto dybe lavninger, der rettelig burde betegnes kratere. Overalt bevokset med marehalm, stikkende gyvel, brombærranker og anden arrigskab.

Læg hertil, at min bane tilsyneladende havde modtaget en katolsk velsignelse, med 7,6 km på tværs i det hidsige terræn,  25 poster og 260 meters stigning.

Det kalder jeg ganske enkelt ”irske tæsk”, og da jeg endelig vaklede i mål efter 120 minutter og 57 sekunders uafbrudt nærkamp med både terræn og mig selv, føltes mine ben som om de have stået et par timer i blød i en gennemkogt Irish Stew. 

Sceneriet bag mål lignede en kampzone. Folk slæbte sig i mål og udmattede løbere lå henslængt alle vegne. Efter et par timers restitution slæbte vi os hen til cateringområdet, hvor repræsentanter fra The Irish Guards solgte – Guinness! Måske var regimentets hemmelige krigslist, at drikke øllet og kaste den tomme dåse i hovedet på fjenden!

 

 
Straks gik det meget bedre, og vi nød solen og de høje sommerskyer. På et tidspunkt slog Birthe Helms og Clive Allan, Silkeborg OK, sig ned hos os, og Clive var lige ved at ødelægge den gode stemning, da han begejstret udbrød: ”I morgen får vi endnu mere stigning”. Jeg stormede straks op til baren og investerede i endnu en Guinness, for ikke at henfalde i selvmedlidenhed og anden o-melankoli, over denne rystende udmelding.
 
Resten af dagen slappede vi af, liggende i de bløde hotelsenge, mens vi rustede os til morgendagens trængsler med rigelige mængder Toblerone chokolade og vort eget hemmelige våben - medbragte flæskesvær fra Danmark!
 
 
 
 

Slieve Croobs

Tag en irsk bjergtop, der stikker godt 500 meter op i det blide og bølgende landbrugsland med grønne marker og hække langs vejene. Fjern al bevoksning over en halv meters højde på bakkeknolden, tilsæt et par tusinde får, et stort drys sten og klippeskrænter og dekorér så resten med afgnavet græs: Så har man det flotteste orienteringsterræn, man kan tænke sig.

Overalt en storslået udsigt, løbere i farvestrålende løbetøj spredt ud over terrænet, mens de står med næsen i kortet og spekulerer på, om de er for langt nede eller for højt oppe på skråningen, hvor den drilske post putter sig ved et forfaldent stengærde.

Stedet dannede rammen om 3. og sidste afdeling af det irske påskeløb. Banen var lidt kortere en gårsdagens prøvelse, men til gengæld var der lagt ca. 100 højdemeter mere på! Clive havde altså ret i det dommedagslignende udsagn dagen før! Denne højdebonus lå tilsyneladende lige efter starten, for det gik ubønhørligt opad og opad til både post 1 og 2. Pyha – selv et drægtigt får kunne forcere bakken hurtigere end mine stive ben. Heldigvis kunne man følge kurven rundt på et langt stræk til post 3, og af bar forsigtighed for ikke at ”falde” for langt ned, lykkedes det mig at ramme alt for højt. Afstanden passede nogenlunde, men det kunne da ikke være min post, der stod og grinede dernede – godt 100 meter til venstre og adskillige højdekurver lavere?

 
 
Videre rundt på banen, sikke en udsigt! – koncentrer dig nu om orienteringen – men man kunne se milevidt omkring, og et genbesøg en varm sommerdag med kortet i hænderne, indgik allerede i fantasierne, der fik frit løb undervejs.  Trætheden meldte sig, og de sidste 4-5 poster lå tæt og stejlt på vej ned af bjerget mod målområdet. Det er tungt at løbe opad, men det er ikke nemmere at løbe nedad. Hoppende som en bovlam bjergged, og med det lydelige ”knæk”, fra en brækket fod under nedturen i Sverige sidste efterår, hængende i ørene, gik det lidt forsigtigt.
 

Endelig – i mål og endnu en stor oplevelse rigere. Vel ankommet tilbage til bilen etagevaskede vi de svedige og mørbankede lemmer, inden vi nød dagens kulinariske højdepunkt: En bolle med 2 tykke skive bacon fra hotellets morgenbuffet - ”Mums”. En lettere ompakning af kufferten, hvor de sure o-sokker blev stuvet ned som stødpude for en flaske ”peated” Connemara-whiskey. Den havde jeg købt i den afsides beliggende landsbyidyl, Clifden, der dækker sig for vestenvinden i bakkerne helt ude ved den irske vestkyst, hvor duften af tang, tjære og malt fornøjer næseborene.

En uge flyver af sted, når man er på o-ferie, og pludseligt var vi klar til at køre mod Dublins Shannon-lufthavn, hvor SAS holdt parat til flyve os hjem.

 
Om der var ro i flyet på vej hjem til Danmark? – ja, så meget at jeg vågnede ved en foruroligende brummende lyd fra jetmotorerne, indtil det gik op for mig, at der var tale om min egen indiskrete vejrtrækning.
 
Det er bestemt ikke sidste gang vi drager til o-løb på den grønne ø. Irerne lokker med andre arrangementer, bl.a. et flerdagesløb nede i sydvest, som de ubeskedent kalder The Shamrock O-ringen. Rebeller – det er de altså!

 

Tekst og løbemæssige trængsler: Helge Søgaard

Fotos: Elizabeth Borchorst
Webdesign: Keld Ø