IRA, som er den militante del af det katolske mindretal, udkæmpede reelt set en borgerkrig med det engelske militær, som i stort tal var tilstede i Nord Irland. Bydelen Shankill, befolket af protestanter, ligger klods op ad bydelen Falls, hvor katolikkerne holdt til, og myrderier og brandbomber var en del af hverdagens orden.

Så måske kan udsagnet ”Buildt by Irishmen – sunk by an Englishman” godt overføres på især Belfast’ historie, selvom det retteligen er knyttet til et af de helt store industrielle mirakler, der endte på tragisk vis: Titanic’s forlis den 14. april 1912.

Titanic blev bygget på dengang verdens største skibsvæft, Harland & Wolffs, der lå i Belfast og som byggede skibe helt frem til 2007. Tusinder og atter tusinder værftsarbejdere byggede verdens største luksusliner og to næsten identiske søsterskibe, Olympic og Britannic, i årene op til det tragiske forlis på jomfrurejsen til New York. I dag er værftsområdet under forvandling til et moderne oplevelses- og kulturcenter, hvor kun de gamle gule bukke-kraner stikker op med de karakteristiske bogstaver ”H” og ”W”, som et minde over den rå og upolerede værftsby.

Påskeløb – the Irish way!

Efter dette historiske tilløb, skal det frem, at vi var draget til et anderledes påskeløb, som lokkede med sprint i Belfasts Universitetsområde, og yderligere 2 etaper dels nær ved kysten og dels i et højlandsområde, begge lidt syd for Belfast.

Universitetssprint

Strandmillis University College lagde arealer til sprinten. Vort hotel lå i gåafstand, og intet kan slå følelsen af velvære, når man med o-rygsækken på nakken, iført løbetøj og passende overtræksbeklædning, forventningsfuldt nærmer sig stævnepladsen. Hvad venter der os på banen?, hvordan er det mon at løbe i Belfast?. Disse og andre forventningsfulde spørgsmål har god plads i sindet, der umærkeligt filtreres og tømmes for dagligdags problemer, mens fokus stilles skarpt på det kommende løb.

Sprint er en meget intens form for orientering, der efterhånden har udviklet sig til en personlig passion. Tidligere havde jeg kun foragt tilovers for disse korte o-baner, der forgår i bymæssig bebyggelse langt fra den barske og vilde natur. Men talrige sprintbaner senere, der har ført mig rundt på tyrkiske småøer, i schweiziske bjerglandsbyer, Londons City, Silkeborgs baggårde, portugisiske fiskerlandsbyer, Nyborg Vold og den historiske bazar i Istanbul, har bevist hvor sjov og underholdende en form for orientering der er tale om. Ingen pauser, ingen langstræk hvor orienteringen og teknikken kan tage sig en slapper, men hurtig, intens, medrivende og teknisk krævende orientering, der fuldstændigt får en til at glemme både tid og sted.

Irske tæsk!

Næste morgen kørte vi syd ud ad Belfast, for at løbe 2. etape i et klitterræn ved kysten. Tyrrella South hed terrænet, der var et øvelsesområde for det hæderkronede regiment The Irish Guards. Det bestod af uendelige mængder høje klittoppe, og ditto dybe lavninger, der rettelig burde betegnes kratere. Overalt bevokset med marehalm, stikkende gyvel, brombærranker og anden arrigskab.

Læg hertil, at min bane tilsyneladende havde modtaget en katolsk velsignelse, med 7,6 km på tværs i det hidsige terræn,  25 poster og 260 meters stigning.

Det kalder jeg ganske enkelt ”irske tæsk”, og da jeg endelig vaklede i mål efter 120 minutter og 57 sekunders uafbrudt nærkamp med både terræn og mig selv, føltes mine ben som om de have stået et par timer i blød i en gennemkogt Irish Stew. 

Sceneriet bag mål lignede en kampzone. Folk slæbte sig i mål og udmattede løbere lå henslængt alle vegne. Efter et par timers restitution slæbte vi os hen til cateringområdet, hvor repræsentanter fra The Irish Guards solgte – Guinness! Måske var regimentets hemmelige krigslist, at drikke øllet og kaste den tomme dåse i hovedet på fjenden!

Slieve Croobs

Tag en irsk bjergtop, der stikker godt 500 meter op i det blide og bølgende landbrugsland med grønne marker og hække langs vejene. Fjern al bevoksning over en halv meters højde på bakkeknolden, tilsæt et par tusinde får, et stort drys sten og klippeskrænter og dekorér så resten med afgnavet græs: Så har man det flotteste orienteringsterræn, man kan tænke sig.

Overalt en storslået udsigt, løbere i farvestrålende løbetøj spredt ud over terrænet, mens de står med næsen i kortet og spekulerer på, om de er for langt nede eller for højt oppe på skråningen, hvor den drilske post putter sig ved et forfaldent stengærde.

Stedet dannede rammen om 3. og sidste afdeling af det irske påskeløb. Banen var lidt kortere en gårsdagens prøvelse, men til gengæld var der lagt ca. 100 højdemeter mere på! Clive havde altså ret i det dommedagslignende udsagn dagen før! Denne højdebonus lå tilsyneladende lige efter starten, for det gik ubønhørligt opad og opad til både post 1 og 2. Pyha – selv et drægtigt får kunne forcere bakken hurtigere end mine stive ben. Heldigvis kunne man følge kurven rundt på et langt stræk til post 3, og af bar forsigtighed for ikke at ”falde” for langt ned, lykkedes det mig at ramme alt for højt. Afstanden passede nogenlunde, men det kunne da ikke være min post, der stod og grinede dernede – godt 100 meter til venstre og adskillige højdekurver lavere?

Endelig – i mål og endnu en stor oplevelse rigere. Vel ankommet tilbage til bilen etagevaskede vi de svedige og mørbankede lemmer, inden vi nød dagens kulinariske højdepunkt: En bolle med 2 tykke skive bacon fra hotellets morgenbuffet - ”Mums”. En lettere ompakning af kufferten, hvor de sure o-sokker blev stuvet ned som stødpude for en flaske ”peated” Connemara-whiskey. Den havde jeg købt i den afsides beliggende landsbyidyl, Clifden, der dækker sig for vestenvinden i bakkerne helt ude ved den irske vestkyst, hvor duften af tang, tjære og malt fornøjer næseborene.

En uge flyver af sted, når man er på o-ferie, og pludseligt var vi klar til at køre mod Dublins Shannon-lufthavn, hvor SAS holdt parat til flyve os hjem.