”Vlaams Verbond voor Oriënteringssporten byder på godt belgisk øl og orienteringsløb”. Sådan kunne der godt have stået i indbydelsen, for det var nøjagtigt hvad vi fik, da en mindre skare MFOK’ere havde sat hinanden stævne i Genk, der ligger i det nordøstlige hjørne af Belgien oppe mod den hollandske grænse.

Det med grænsen tager man tilsyneladende ikke så nøje på, for 2. etape havde både stævneplads og alle delstræk på den hollandske side, men det vender vi tilbage til. I stedet tager vi et hurtigt stemningsbillede fra stævnepladsen på 1. etape, hvor der var servering af velskænket belgisk øl – i rigtige glas med bryggeriet logo – ja, selv en kop kaffe blev serveret i en rigtig porcelænskop, med underkop og theske. Her kan de plastikkrusbefængte danske stævnepladser lære noget! Solen bagte ned, mens vi snakkede vejvalg, nød det gode øl og den lette stemning efter en veloverstået 1. etape af Belgisk 3-Dages.

Solen var et vigtigt element, da vi forinden havde haft et par dage med silende regn. Først i Bruxelles, som Elizabeth og Helge havde gjort i et par dage, mens Klaus, Rigmor og Arne havde nydt de EU-finansierede motorveje mellem Danmark og Belgien. Regnen forsatte til den fælles fortræning i en nærskov med navnet Sledderlo, som viste sig at være noget grønt stads, selvom kortet var helt hvidt. Korttegneren må have haft en lup med rundt under rekognosceringen, for punkthøje på en halv meters penge, enkeltstående kristtjørnbuske, og lavninger, der dårligt kunne skjule en af førnævnte underkopper, var alle tegnet med. Hertil kom træstubbe af suspekt størrelse og enkeltstående træer – inde i tæthed-2 områder! Besynderlig fortolkning af kortnormen!

Klik på kortet for forstørrelse

Bysprint til diskussion

Samme aften ophørte regnen og i et gråt overskyet vejr løb vi bysprint i udkanten af Genk. Stævneplads i en park, og langt til start. Herfra rundt blandt bygninger og små skovklatter, inden vi alle igen endte nede i parken, som havde flere små søer og vandløb. Og arrige gæs og hidsige ænder, som med højlydt skræppen forsøgte at skræmme de løbende fredsforstyrrerne væk fra deres hævdvundne standpladser. Det er nemt at forestille sig hvorfra Walt Disney fik sin inspiration, da han slog stregerne til hans verdensberømte og noget koleriske and.

Klaus havde hurtigste km-tid, Rigmor og Arne kastede sig ud i engang synkron-o-løb, mens Elizabeth spurtede sit eget løb og Helge humpede rundt på sit ømme knæ i en stilart der bedst kan sammenlignes med en anskudt rødspætte.

Men uanset stilart, så er sprintløb altså både sjovt og underholdende. Og underholdningen holdt længe. Arne påstod hårdnakket at kortet var fejlagtigt tegnet ved en post. Dagen efter aflagde han sammen med Rigmor et besøg på stedet, hvor der blev taget billeder som fotodokumentation, hvilket gentagne aftener affødte en ophedet diskussion omkring sprintnormen. Konklusionen fortabte sig i argumenterne…

Den gode indsats ved sprinten fejrede vi samme aften med indtagelse af mere øl og i snit 500 gram velhængt oksekød pr. mand. Behøver jeg at anføre, at pigerne ikke tilnærmelsesvis var i nærheden af snittet!

På begge sider af Kebabistan

Den første rigtige etape fandt sted lige i udkanten af byen i et terræn der hed Zillebos-Melberg, som egentligt var 2 skovområder. Det første var et tidligere og nu overgroet grusgravningsområde, som havde efterladt mange sjove kurvedetaljer og mulighed for korte delstræk. Herfra gennem et byområde, der kunne have heddet Little-Istanbul ud fra indbyggerne at dømme, og videre til et mere parklignende nærskovsområde. Overalt små fiffige kurvedetaljer – sikkert samme korttegner og samme lup som i fortræningsområdet – men sjov og hurtig orientering. Arne og Elizabeth lagde grunden til en samlet sejr med hver 2 andenpladser i deres klasser. Vi andre tog os af mere ydmyge placeringer, som vi fejrede med de omtalte velskænkede øl i de flotte glas.

Pludseligt blev jeg anråbt af en belgier på stævnepladsen. ”Om jeg kunne huske ham fra Slovenien”? Men mens jeg fortvivlet ledte i hjernens mange kartotekskort, sagde han selv det forløsende ord: ”Kriminalwasser”, som straks ledte tankerne hen på en o-ferie i Slovenien, hvor vi samt Bettina og Ole var indkvarteret sammen med nogle belgiere på en vingård. Vingårdens ejer havde besøg af hans kroatiske svoger, som gavmildt skænkede op af de egenproducerede dråber – vinbondens altså, forstås! Herunder også husets hjemmebrændte neglelakfjerner, der gik under navnet ”Kriminalwasser”. Åhh, disse minder….

Intet nyt under solen

Det her kan nemt blive lidt kedeligt. 2. etape bød på strålende sol og gentagelse af de kendte koncepter fra dagen før. Arne sikrede sig et monumentalt forspring i jagtstarten ved at løbe et pletfrit løb, Rigmor rykkede op til en samlet 4.plads og Elizabeth sikrede sig en startposition hvor alt kan ske - midt mellem nr. 1 og 3.

Klaus og Helge videreførte også de gode og yderst velafprøvede vaner fra dagen før med dels at klemme sig udenom jagtstarten, og dels at indtage et par kolde Leffe Blonde som belønning for et par sikre og teknisk velgennemførte løb. Det er altså ikke nemt at få en artikel ud af dette, når der ingen bom eller andre tåbeligheder er at skrive om!

Måske skyldes de gode resultater den rigelige væskeindtagelse aftenen før. Der var Grand Prix i fjernsynet, så vi samledes på værelse 102, hvor baren var åben. Arne syntes at alle melodierne lød ens og brokkede sig over kommende licensforhøjelser, såfremt Danmark skulle vinde, mens Klaus tænkte mere i retning af om MiniHallen ved klublokalet kunne bruges som arena for en dansk produktion af  Grand Prix’et. Nå, Danmark vandt jo faktisk en overlegen sejr ved sanglærken Emmelie fra Mariager, så det kan da godt være at formand Blom skal tjekke, om det store skohorn skal i gang for, at han kan blive skruet ned i smokingen. 

Men vi må tilbage til o-løbet, og ikke fortabe os i festivitas og andet pjat.

Ham med luppen havde igen været på spil. Masser af små finurligheder på kortet, som hed Zwarte Bergen. Det der med bjerge må dog tages med et gran salt, da ingen højdedrag nåede op på over 3 kurver. Men nu var vi jo også i Holland, der er fladt som en pandekage. Ellers lignede terrænet en dansk plantage med blandet fyr og nåleskov og et åbent område med lyngbevoksning. For en sikkerheds skyld havde korttegneren dog hældt et stort antal enligt stående træer ud over dette, hvilket vist bare bidrog til den almindelige forvirring.

Udover det gode øl skal arrangørerne have ros. Fine og hyggelige stævnepladser, prima catering, og i massevis af havestole og borde til fri afbenyttelse. Enhver o-løber over 50 kender betydningen af, at kunne sætte sig på en stol med ryglæn, og at smide de ømme ben op på den medbragte rygsækstol. ZZzzzz…zzzz…

 Klik på kortet for forstørrelse

Kattens til terræn

Terrænet til 3. etape hed Kattevenia, hvilket næppe havde noget med en kat at gøre, men det vakte alligevel minder til Arnes overforkælede kat – Missepiv – som formentligt led en kummerlig tilværelse derhjemme, mens ejerne fråsede i store bøffer og skummende øl på udflugten til Belgien. Iflg. Rigmor var der en teoretisk chance for, at kræet risikerede at tabe sig op til 25 gram, under afsavnet af tun i olie serveret i katteskålen med en klat mayonnaise!

Dagen gjaldt en jagtstart, og der var lagt i kakkelovnen for rejseholdets pensionister, der stred sig gennem banerne med gode løb. Nøje koordineret må man sige, da anstrengelserne endte i 3 x 2. pladser. Arne måtte se sig slået ved næstsidste posten, hvor han med et lille bom solgte ud af det komfortable forspring ved starten. Rigmor sprintede sig op fra en 4. plads og Elizabeth holdt stædigt fast i udgangspositionen som nr. 2. Klaus løb igen et såre stabilt løb uden svinkeærinder, selv med et delstræk til på 1 på over 1 km!

Kortet var ret fladt med en righoldighed af grønne farver, som dog lod sig løbe igennem. Igen bød definitionerne på træstubbe, som man dårligt kunne få øje på, diger der ikke var højere end en kattelort på langs, og et kurvebillede som i praksis havde en ækvidistance på en 40-50 cm., og ikke de 2 meter som der stod på kortet. Men de stiller jo alt sammen krav til at man ved hvor man er!

Regnen vendte tilbage i løbet af dagen, men holdt dog lidt pause, mens vi fejrede podieplaceringerne, som alle fik overrakt en meget lille flaske genever og 2 glas – SKÅL.

Herefter gjaldt det hjemtransport. Køreholdet stablede taskerne op i bagagerummet og lagde nordover mod Mariager, men vi andre tog toget tilbage til lufthavnen, for at lade SAS flyve os hjem. Vi havde haft nogle rigtigt fine dage i godt selskab, hvilket som bekendt får en til at glemme regndråberne undervejs.  

Tekst: Helge Søgaard

Fotos: Klaus Wolsing og Elizabeth Borchorst