O-LØB I KEBABISTAN… som Türkish Delight!

Søndag formiddaq, mens resten af klubben er til NJM-dag i regnfuldt efterårsvejr ude på Thisted egnen, stregede vi de sidste punkter på pakkelisten og lukkede kufferten. Pakket og klar til en uges ferie og orienteringsløb i Istanbul.

Istanbul…. Bare navnet kalder filmstrimler frem på forventningens lærred. Porten til Asien, en sydende og boblende metropol fyldt med fremmedartede dufte fra krydderier og eksotiske madvarer. Billedet af James Bond, der i tusmørket og akkompagneret af storbyens flimrende lys, stiger ombord på en af de små travle færger, der krydser Bosporusstrædet eller det Gyldne Horn, på jagt efter skumle forbrydere, der har fundet asyl blandt barer og mavedansere i denne heksekeddel af en by.

Istanbul, gennem årtusinder kendt som Miklagaard, Byzans eller Konstantinobel, og rejsemål for alverdens folkeslag, der har søgt dette merkantile centrum, hvor alt kan handles og hvor alt har sin pris. Og udgangspunkt for det mægtige og frygtindgydende folkefærd, Osmannerne, der skabte et verdensrige i Mellemøsten og Asien.

Arven fra vikingerne eller miss Moneypenny’s travel schedule…

Vikingerne var de første nordboer, der rejste til byen ved Bosporusstrædet, et navn der i øvrigt betyder ”Ko-porten”. De kom sejlende via Østersøen og de russiske vandveje, og blev som de første turister, opslugt af Orientens mystik. I den mægtige Hagia-Sophia Moské finder man stadig beviser for deres indtog. Således forpligtet af datiden, men som vor tids opdagelsesrejsende og agenter i orienteringsløbets hemmelighedsfulde univers, satte vi kursen mod Istanbul 5-Days.

Arrangørerne havde lokket med løb i Belgrad Forest i udkanten af millionbyen, en natsprint i den gamle basar og en etape på den forjættede Prinsens Ø ved Bosporusstrædets udmunding i Marmara-havet.

Vores rejserute var mere direkte end vikingernes, og knapt så dramatisk som James Bonds plejede at være, idet Türk Hava Yollari, eller Türkish Airlines som det hedder på nynordisk, landede i Atatürk International Airport søndag aften. Vi hankede op i bagagen og begav os ud i Istanbuls myldrende univers.

1. Etape – med en elitepræstation!

Tidlig morgen mødte vi forventningsfulde op foran Hagia Sophia Moskéen hvor busserne, der skulle køre os til stævnepladsen, holdt opmarcheret.

På vej ud til stævnepladsen fornemmede vi, hvor kolossal en by Istanbul er. Endeløse boligblokke side om side gennem byens forstæder. Men efter 3 kvarters kørsel lagde vi pludseligt byen bag os, og kørte ind i et skovområde, som rummede dagens løbsterræn: Belgrad Forest.

Vi fornemmede at spændingen steg på sædet foran os, hvor Rigmor tydeligvis rykkede længere og længere ud på kanten af bussædet.

Stævnepladsen var en fordum picnicplads, nu temmelig faldefærdig og overgroet. Et faldefærdigt hus – sikkert beboet! – gjorde det ud for kiosk, hvorfra der solgtes the og sandwiches. Vandet til theen blev kogt i sodsværtede gryder og potter over en trækulsild – jo, vi var kommet ud på landet i Tyrkiet.

I øvrigt var dagen Tyrkiets 85 års nationaldag, hvilket vi alle fejrede med afspilning af nationalmelodien, mens vi stod andægtigt op.

Starten gik og det særlige ”kick”, man kan få, når kortet løftes i startboksen, udeblev da heller ikke. Fin skov – forholdsvis letløbet, og kun med stedvis bundvegetation, der til gengæld var temmelig arrig og stikkende. Post 1 sad lige i skabet, og videre mod 2’eren. Lod mig lokke ned til en post, som jeg skimtede ude til venstre på delstrækket – temmelig dumt - men OK, så var den da kontrolleret.

Valgte sikre udenoms vejvalg, som også sparede kurver, men det forhindrede mig ikke i at springe post 5 over. Pokkers – tilbage igen.

Temmelig mange kurver og 5 meter mellem dem. Ukoncentreret i hovedet og løbeskoene i tungt og leret terræn, eller var det kebab’en og den lokale cognac fra i aftes, der lå solidt i sækken? Det sidste slog jeg dog straks ud at hovedet, som aldeles utænkeligt, og kæmpede videre.

I mål tog Rigmor absolut prisen denne dag, og gjorde alle betænkeligheder til skamme med et kanonflot løb. Nr. 1 med 15 min forspring til nr. 2. SÅDAN – så ka’ de lære det, ka’ de! Det kan ikke vare længe, før vi skal have taget mål til en landsholdsdragt til hende!     

Den Blå Moské og Hagia Sophia Moskéen

Imponerende og overvældende i pragt og fremmedartethed står de begge, næsten side om side med kæmpemæssige kupler omkranset af slanke minareter, og som landemærker over porten til Sortehavet og Orientens mystik.
 

Den Blå Moske, som slet ikke er blå, men opført i 1600-tallet i grå sten, har sit navn efter de smukke blå fliser, som moskéen er beklædt med indvendigt i de enorme hvælvinger. Her er ingen hårde og ubekvemme bænkerækker, men et helt åbent kæmpestort gulvareal med et stribet mønster i det tykke gulvtæppe, som kan sikre at menigheden er på snorlige rækker, når de på knæ med rumpen i vejret ligger og lovpriser profeten. Kvinderne er der skam også tænkt på. De kan nemlig samles i små aflukker med tremmer for bagerst i moskéen - så er der styr på dem! 

Hagia Sophia Moskéen er langt ældre, da den blev bygget i 500-tallet. Oprindeligt bygget som kirke, siden konverteret til moské og nu fungerende som et museum. Vikingerne blev imponeret af synet af den, og det gjorde vi også, da vi var der.

Vi boede med en smuk udsigt til begge moskéer, hvilket gav den ekstragevinst, at vi flere gange dagligt – og i øvrigt startende kl. 04.00 om natten – kunne høre Moezzinen kalde menigheden til bøn. For at være sikker på, at ingen kan undskylde sig med ikke, at have hørt budskabet, havde han taget ny højtalerteknologi i brug, der gjaldede skingert i gaderne – dag og ikke mindst nat!   

2. Etape – med en post 5, som vi aldrig mere skal tale om….

Veludhvilede tog vi igen arrangørbussen ud til Belgrad Forest. Denne gang skulle vi løbe i en anden del af denne mægtige skov.

Starten gik fint – post 1, 2, 3, et lille sving til 4’eren, ikke et ord om bom - højest en lille kursjustering. Smagte allerede sejrens sødme og så frem til at skulle hovére overfor rejseselskabets kvindelige deltagere når jeg kom i mål.

Men ak – hovmod står for fald, for post 5 ville det anderledes. Løb sikkert ud fra 4’eren, havde styr på kurver og tætheder i det uoverskuelige terræn, og skulle finde en lille skrænt omgivet af temmelig mange utydelige render. Fandt skrænten, der kun var ca. 1 meter høj, fulgte den lidt frem og havde allerede løftet venstre hånd, for at være klar til at hugge brikken i stativet. Men ingen post… tilbage igen, tjekke, var helt sikker, samme resultat: Njet Post!

Kørte lidt rundt i området, hvilket resulterede i at det greb, som jeg mente at have haft i kortet, fuldstændigt forsvandt. Hva’ fand… det hele så jo ens ud og ikke antydning af en o-skærm i miles omkreds.

Bed al skam af selvtilliden og spurgte en anden løber om hvor vi var. Svaret kom på bulgarsk, eller noget i den retning, uforståeligt, men meningen var klar: Han vidste heller ikke en fløjtende fis om hvor vi var.

Mere tågen rundt – bemærk her hvordan både ordvalg og panikken skifter til nye højder – minutterne gik, spurgte flere om hjælp og tabte fuldstændig enhver hukommelse omkring bomteknik, men nærmest ved et tilfælde blev jeg reddet af forsynet: Fandt mig selv i en slugt, som jeg mente at kunne læse mig ind på, og udbrød en blanding af forbandelser og et lettelsens suk, da den tåbelige skærm pludselig stod foran mig 2-300 meter fra det sted hvor jeg først havde været klar med brikken! 19 minutter for et delstræk på 350 meters længde – FANTASTISK FLOT med 36 års o-løbserfaring i rygsækken.

For en sikkerheds skyld bommede jeg også post 6 og post 10 på tåbelig vis, og led det ultimative nederlag, at blive klart distanceret af både Rigmor og Elizabeth i målspurten.

Overvejede senere en ceremoniel afbrænding af dagens løbskort, men faldt til ro efter et par kolde pilsnere. Det vidste sig at Rigmor også havde haft lidt problemer, så hun konverterede gårsdagens førsteplads til en 2. plads, mens Elizabeth fastholdt sin 3. plads. Min egen placering? - skal vi ikke nøjes med at sige, at det var godt de andre også havde haft problemer i skoven. Men i morgen…., der skal den ikke ha’ for lidt!

Bosporusstrædet

Fra hotellets restaurant, hvor vi indtog vores morgenmad, havde vi udsigt over denne skibsmotorvej. Ustandseligt passerede store skibe på vej ind eller ud af strædets udmunding - hovedsagelig tankskibe, der fragtede olie fra Sortehavets udskibningshavne.

Strædet har gennem årtusinder været skillevejen mellem Sydøst Europa og Asien og en vigtig vandvej for Rusland til resten til Middelhavet. Strategisk set også den eneste vej, som den mægtige russiske Sortehavsflåde kunne sejle ad, under de store konflikter gennem tiderne.

Nogle få steder i verden kan man med lidt god vilje fornemme historiens vingesus. Det kom da også, da vi en formiddag selv sejlede på Bosporusstrædet og spottede den lille ø Kiz Kulesi eller Jomfruborgen. Den har, siden armenere opførte den i Middelalderen, ligget i ensom majestæt midt i det trafikerede stræde. Lille og uanseelig ligger den med sit fyrtårn, og dannede i øvrigt rammen om en afslutningsscene i en af de utallige James Bond-film, der har  anvendt Istanbul som eksotisk kulisse.

3. Etape – med vilde hunde på stævnepladsen…

Så var vi klar. Gårsdagens fortrædeligheder var bearbejdet i nattens løb, og nu reduceret til fåmælt og alvorsfuld samtale over morgenmaden. I dag skulle vi løbe koncentreret og sikkert. Samme terræntype som de foregående dage, men langt mere kuperet og med listige kurvedetaljer, hvor man skulle holde ørene stive, for at ramme ned i den rigtige rende eller undermåler af en lille slugt.

Godt fra start, fokus og ro på orienteringen. Op ad udløberen, ned i slugten, og op igen – faktisk et kurvebillede som i Hobro Østerskov. Bevokset med egetræer og andre løvtræer, og det finest tyrkiske efterårsvejr med 26 graders varme, sol og høj luftfugtighed. Fin gennemløbelighed, men vi undgik ikke nærkontakt med de arrige og tornebesatte meterlange rosenrænker, der flere steder hang ned fra træerne. Faktisk lignede vi nogen, der havde været i katteslagsmål, med masser af rifter og skrammer fra disse ondskabsfulde fangliner i skoven.

Orienteringen gik fint, 20 poster og korte delstræk, men det kuperede terræn krævede sit i dagens løbstid, der for os alle endte omkring en time for korte baner mellem 3 og 4 km.

Overalt på stævnepladsen gik der vilde hunde rundt. En lå såmænd og sov tæt på starten. Bæsterne var tydeligvis gadekryds mellem schæfere, golden retrievere og det man kunne kalde tyrkisk landrace. Ganske fredelige og absolut i stærkt underskud med at blive kløet bag ørerne. Da madpakkerne kom frem af o-taskerne, steg opmærksomheden fra ”vapserne”. Ikke noget tiggeri ved bordet, men de slog sig ned ganske tæt op af os med sørgmodige øjne. Resultatet udeblev da heller ikke, da vi i ren og skær sympati delte madpakken dem.  

17 mio indbyggere

Og de er overalt – tyrkerne. Smilende og venlige og slet ikke påtrængende, som på de tyrkiske badedestinationer. Gadehandlerne presser lidt på, men de skal jo leve og de er mange om buddet.

Byen er fyldt med historiske steder. En formiddag kom vi forbi Sirkesi Gari, der er jernbanestationen hvor Orientekspressen havde sin endestation. Agatha Christie indlogerede sig i sin tid på det nærliggende luksushotel Pera Palace Hotel i værelse nr. 411 og skrev her ”Mordet i Orientekspressen”.

Galatatårnet knejser højt over byen, og var midt i 1600-tallet udgangspunkt for en verdenssensation. Det var nemlig fra toppen af dette tårn, at en mand iført kunstige vinger satte af og foretog verdens første flyvetur, da han svævede over Bosporusstrædet og landede på den asiatiske side – imponerende!

Natsprinten i bazaren – labyrintisk som Tusind og En Nat…

Den ultimative udfordring, specielt når man aldrig har løbet natløb før. Hvorfor starte med de nordjyske mesterskaber i natløb i kendte terræner, når man, som Rigmor gjorde denne aften, kan kaste sig direkte ud i en labyrintisk nattelukket bazar i Istanbul.

Starttiderne lå mellem kl. 22.00 og frem til midnat, og eneste lys udover månens tyrkiske halvmåne, var de mange pandelamper som flakkede rundt i de snævre gader. Kortet var i målestok 1:1500, hvor 1 cm på kortet svarede til 15 meter på de slidte fliser og brosten, så der var virkelig gang i sprintorienteringen.

Lad det være sagt med det samme: Det var hylende morsomt og helt igennem en fantastisk oplevelse, at spurte rundt og finde poster på et så specielt sted.

Vi ankom med lidt uro i maven og spændte på oplevelsen og blev mødt af dunkende discorytmer og intens stemning før starten. Af sted gik det, ned over den første tværgyde, til venstre og fuld gas… what, der var jo en sidegyde, hov allerede for langt, hurtigt til højre og dér var posten mellem to gadehandlerstativer. Videre til den næste, nogle steder ad gyder så smalle, at kun en person kunne passere ad gangen, rundt om hjørner og opad smalle trapper til svalegange og afsatser i 1. etage over gadeplan. Der var nemlig sprintorientering i to dimensioner, da kortet flere steder signalerede flere etager oven i hinanden. Det var bare fedt…. Overalt var der løbere der for rundt, af sted, af sted, og på vej mod mål, der lige pludseligt var der - lige rundt om et hjørne.

Da vi mødtes efter sprinten, var det med hurtig stemmeføring, snakkende i munden på hinanden og med pulsen helt oppe over denne oplevelse i bazaren. Det blev sent denne aften, inden vi efter et par solide cognac’s faldt til ro langt over midnat, med endnu en fantastisk orienteringsoplevelse i bagagen.       

Krydderimarkedet og Den Gamle Bazar

Mens vi nu er ved Den Gamle Bazar, så blev den bygget i 1453 af Sultan Fatih Mehmet og er indbegrebet af Istanbul – et kaotisk virvar. 60 smalle overdækkede gader, mere end en 8 km spadseretur hvis man går alle gaderne igennem. Og om dagen med 4000 små butikker og stadepladser fyldt med alskens tingeltangel, som kan få selv den mest hårdkogte turist og shop-aholic til at gispe efter vejret.

Mange steder sælges der Türkish Delight, som er søde sager lavet på figner, frugter og nødder. Og så hedder det faktisk ”Lokum” på tyrkisk!

Krydderimarkedet er en oplevelsesrejse for lugtesansen. På euforiserende vis opsluges man af et inferno af dufte og farvestrålende krydderier, der tilbydes af de handlende i uanede mængder. I øvrigt hedder krydderimarkedet Den Egyptiske Bazar, og er opført i 1600-tallet. Bazaren fik sit navn, da den blev opført for skatteindtægter fra Cairo.        

5. Etape – Paradisøen med sejrsrus og flotte medaljer….

Anbring ca. 700 forventningsfulde orienteringsløbere på soldækket af en færge. Sejl dem til Heybeliada-øen, der ligger i formiddagsdisen og svæver på Marmarahavet, som dovent glider forbi skibssiden.

Lad dem vandre tværs gennem en lille by, hvor der kun kører hestevogne, til en stævneplads lige ned til vandet. Tilsæt et spændende terræn og et detaljeret kort, gode baner med en blanding af teknisk og sjov orientering i pinjeskov og byens smalle gader. Pynt med en smilende og nysgerrig lokalbefolkning, og servér det hele med 2 medaljer af henholdsvis sølv og bronze. Og afslut så med at bade i Marmarahavet og drikke en iskold velfortjent tyrkisk øl på havnepromenaden, inden færgen sejler retur i en lun og fløjlssort aften.

Så har man opskriften på en rigtig dejlig dag på en o-ferie.    

Vi startede på toppen af et af Heybeliada’s højdedrag i 28 graders varme og diset sollys. Først en stribe hurtige delstræk til små kurvedetaljer og med glimtvise udsyn over øen gennem de spredte pinjetræer. Kortet var i 1.7500, så de små udløbere og slugter kom hurtigt efter hinanden. Næste post lå ved toppen af en trappe med mange hundrede trin, som man bagefter skulle hoppe og danse nedad. Post 10 lå i en lille gade, hvor tørklædeklædte kvinder havde sat sig i rundkreds om skærmen, men de lo og morede sig kosteligt over de mærkværdige orienteringsløbere, der iført farvestrålende løbedragter, havde invaderet dette paradis af en ø, hvor livet gik så langsomt, at selv uret på det gamle rådhus for længst var gået i stå. Videre ud af byen igen og op på den næste træklædte bakketop til flere hurtige poster. Til sidst en hurtig runde på en slags strandpromenade, en post ude ved klippeskrænten til havet, og endnu én i lidt kratbevoksning ved en utydelig rende, inden spurten kunne sættes ind til det sidste opløb i mål.    

Sjov og hurtig orientering, hvor de sikre og løbsstærke kvinder på Mariager Fjord OK’s rejsehold, kunne køre hhv. en 2. og en 3. plads hjem. Flotte medaljer i rød/hvide bånd, som jo er farverne på det røde flag med den hvide halvmåne og stjernen.

Efter løbet nød vi livet, og den sidste dag på turen til Kebabistan, med at dase i strandstole, kigge på dagens kort, bade fra stranden lige nedenfor stævnepladsen og nyde en sommerdag på den første dag i november måned.      

Aspirant, der samler på o-lande

Det er en kendt sag i klubben, at Elizabeth og Rigmor har deres egen eksklusive rejseklub. Måneders lobbyisme havde givet pote: Jeg kom med som aspirant på denne oplevelsesrejse, der både skulle byde på anderledes ferieoplevelser og især ganske specielle orienterings-oplevelser.

Tyrkiet kommer i øvrigt ind på en 17. plads i rækken af ”O-lande”. Jo højere tal, jo vanskeligere at finde og at opnå. For det er det 17ende i rækken af lande, som er betrådt af vores orienteringssko. Tænk, hvilken fantastisk idræt, der kan give en så mange forskellige oplevelser. Sloveniens karstterræner, erosionskløfter i Ukraine, Rold Vælderskovs høje bøgetræer, Rocky Mountains i Canada eller terrænet på Heybeliada Island i det Marmariske Hav. Suget i maven er det samme, når man løfter kortet i startboksen: Hvad venter der af udfordringer ved post 1, post 2 og …… inden man kommer i mål.

Og i mål er du - kære læser - nu kommet. Forhåbentlig har du nydt turen!    

Tekst: Helge Søgaard

Fotos: Elizabeth Borchorst

Research: Rigmor Schou