Stævnelederen var bl.a. også banelægger på 4 af etaperne.
Til gengæld lovede de os gode baner i gode terræner.
Vi undrede os på forhånd over at baner var ret korte, men for nogen af os var de skam lange nok!
Mellem løbene kunne vi slappe af på gården i Robanov Kot, hvor vi fik rigelig næring til at klare dagens strabadser.
1. etape fandt sted i 1500 meters højde på Velika Planina.
Der var 1300 meter fra parkering til stævneplads med 250 meter stigning.
Der var 1800 meter til start, og der var 1900 meter at gå fra mål til
stævnepladsen - for til sidst at klatre de 250 meter ned ad bakke igen til
de ventende biler.
Som det ses af kortet og billedet var det ikke det letteste terræn at slippe
danske O-løbere ud i, men alle kom igennem deres baner.
2. etape havde samme
stævneplads som 1. etape, så vi måtte atter bestige de 250 meter lodret
stigning inden vi kunne sætte os og nyde den pragtfulde stævneplads blandt
køer med bjælder.
Her ses Bente hjælpe en træt Gert op ad bakken.
Dagens løb var noget nemmere
end det foregående da, 80% af det foregik i åbne områder. Til gengæld var
det fysisk hårdt p.g.a. de kraftige stigninger.
Vi var 9 herrer der alle løb M 50 og 3 kvinder der løb W 50.
Derudover deltog Dorte og Ellen fra Binderup på en åben bane, som de havde forventet var mellemsvær. Det var den ikke. Den svarede til W 35.
Der var meget varmt, og i løbet af de 30-50 minutter løbet varede, svedte man helt enormt.
Det var også første gang vi stiftede bekendtskab med karst-hullerne. Huller der er opstået, fordi underjordiske huler i kalklaget er styrtet sammen på grund af nedsivende vand.
Disse huller var store og dybe, og de lå tæt op ad hinanden. Man kunne godt komme til at kigge ned i flere, før man fandt det, som posten lå i.
Første dag nr. 1 og nr. 6. Anden dag nr. 2 og nr. 7 etc.
Denne dag var Blom en af giverne. Konsumeringen af øllene foregik nede ved floden med vores logi i baggrunden.
Det nyttede ikke noget, hvis vi andre kom med alternative forslag.
Formandens ord var, som det sig hør og bør, lov.
Per Korsbæk mente med sin militære erfaring at området måtte være blevet tæppebombet under den jugoslaviske borgerkrig i halvfemserne.
Denne dag havde vi 250 meter stigning til start. Det er op til Hohøj 2½ gange nede fra Mariager Havn. Dette betød samtidigt at en del af løbet måtte være ned ad bakke. En del af denne nedtur var en 125 meter høj skrænt.
Dette gav en velfortjent bjælde.
Denne havde Munthe haft efter et megabom på 1. etape. Elisabeth fik den efter 2. etape, da hun sprang over en post.
Det må siges at det lykkedes, da vi tog til Luce og fik Slow Food.
9 forskellige retter blev båret ind i løbet af 4½ time.
Vi havde alle undskyldninger for at være lidt tunge på sidste etape.
Der var ikke sten i bunden, og bakkerne var ikke større end at de kunne forceres.
Til gengæld skiftede vejret totalt karakter. Der blev et forrygende regnvejr.
Man skulle bruge rigtig mange kræfter på at overbevise sig selv om, at man skulle ud at løbe, men da man først var i gang, var det herligt.
Det var spændende hver dag ved start at samle et kort op, som vi ikke kendte bortset fra de små udklip, der ses på denne side.
Banerne var gode og reelle.
Der er løb igen i 2008 i Slovenien. Der kan man roligt tage hen.
Resultatet kan ses her
Det var nu tid til at sige farvel til denne udsigt og enten vende næsen hjemad eller fortsætte ferien et andet sted.
Til orientering kostede ophold med halvpension 33 € pr. dag og løbsafgiften var 40 € for 5 dage.
Det har de ikke billigere i Netto......
skrevet
af Keld Ø
fotos: Elly Blom, Søren Munthe og Keld Ø