Serbiens røde, blå og hvide flag er prydet af et våbenskjold med kejserkrone og en tohovedet ørn, der signalerer mod, storhed og magt. Serbien har gennem århundrede været befolket af et stolt og krigerisk folkefærd, der altid har været en magtfaktor i den etniske heksekedel, som uroplagede Balkan udgør.

Vingesuset fra den serbiske ørn og dens historie luftede dog kun ganske blidt, da vi sad på Hotel Grand’s udendørs terrasse og nød en kop kaffe i 1800 meters højde på skisportscentret Kopaonik, hvor vi skulle løbe Kopaonik Open.

TYRKISK TILBAGEBLIK

Vi fører med stor omhyggelighed en såkaldt o-lande-liste. I øvrigt en disciplin, som vi er bekendt med, at også andre udøver. Så med udsigten til at kunne fejre et jubilæum med det 25. land, som vi har løbet orienteringsløb i, og da Serbien var et ukendt rejseland, var vi ikke længe om at beslutte os.

Faktisk startede det hele en solrig eftermiddag tilbage i november sidste år, hvor vi sad og nød livet på en af de kongelige Prinsen’s øer, Buyukliada, der svæver på Marmarahavets dovne bølger uden for Istanbul. Vi havde løbet sprint på denne smukke ø, som en del af Istanbul 5-Days 2009, og der lå brochuren, der lokkede med o-løb i Serbien. En hurtig konference og beslutningen blev taget i rejseklubben ”Pensionister uden grænser”. Det skulle vi prøve! At det så sidenhen kunne kombineres med deltagelse i klubturen til OO-Cup i Slovenien ugen efter, var kun en ekstra bonus.

KONTRASTERNE LAND

Serbien er et land fyldt med kontraster. SAS og dets Star Alliancepartner, Croatian Airlines, bragte os sikkert og nemt til Zagreb i Kroatien, der lå centralt i forhold til både Serbien og Slovenien. Vores vanlige rejseagent, EB BOOKING, havde igen tilrettelagt turen på bedste vis med fly, løbstilmelding, hoteller, billeje og anden nødvendig logistik, når der står o-ferie på programmet. Vi krydsende den serbiske grænse, og kørte mod Beograd gennem et absolut fladt landskab, der strakte sig flere hundrede kilometer helt frem til motorvejen førte os gennem den serbiske hovedstad. Byen har i øvrigt lagt navn til utallige stednavne rundt om i verden. Du finder Belgravia-kvarteret omkring Belgravia Square i London, og uden for Istanbul, meget apropos, ligger Belgrad Forest. Byen var også stoppested for Orientekspressens farefulde færd ned gennem Balkan mod Tyrkiet og Orienten.

Landskabet ændrede sig da vi passerede ud på den anden side ad storbyen, hvor vi kørte ind i et smukt bakket landskab, der kulminerede med opkørslen til Nationalparken Kopaonik, der ligger centralt i Serbien ca. 300 km syd for Beograd.

Ikke kun landskabet bød på kontraster. Den dunkle kommunisttid, hvor Serbien var en del af marskal Tito’s jugoslaviske folkeparadis, stikker stadig sit grimme fjæs frem i den genfødte stat, der gør sit absolut bedste for at omstille sig til vestlig økonomi og velstand. De større byer er skæmmet af planøkonomiens betonboligbyggeri, der står som forfaldne menneskesiloer. Duften af uforbrændt diesel fra slidte lastvognmotorer udfordrer lugtesansen og ude på landet køres der fortsat med kærrer, mens lokalbefolkningen lever sit stille liv af og med jorden. Grænsekrydsningen var præget af ventetid, militærkasketter af den typiske spejlægsstørrelse, som Den Røde Hær i Sovjetunionen lancerede, og godt med stempler i passet, der blev gransket med den rette magthavermine af grænsegendarmerne.

Et særligt krydderi ved at rejse i Serbien, er landets anvendelse af det kyrilliske alfabet, der gør det praktisk talt umuligt at læse vejskilte og lignende, med mindre man kan støve lidt russiskkundskaber af. Men bortset herfra, så er Serbien et venligt, imødekommende og smukt land, der endnu indeholder natur og kultur, der ikke er spoleret af den europæiske ensretning, der præger Euro-land.

HVAD ER SIGNATUREN FOR ET FADØLSANLÆG?                                

På ankomstdagen kastede vi os naturligvis straks ud i lidt fortræning. Fik udleveret et lille kortudsnit med 8-9 poster på, og af sted gik ned af granklædte stejle skråninger. Der var ikke sparet på kurverne, men det glemte vi næsten i fryd over det præcise kort. Hvor er det godt at mærke hvordan rejsestivheden i kroppen hurtigt forsvinder, når man bevæger sig i skoven med kort og kompas.      

Efter et bad på hotelværelset gik vi en tur i det store skikompleks, og fandt snart et lille vandhul i form af en udendørsservering, hvor vi investerede ikke mindre end ca. 480 serbiske dinarer, svarende til ca. dkr. 45, i 4 halve liter lokalt og velskænket fadøl. Mens vi nød den lokale drik, gik det op for os, at 3. etape, som var en sprint, ville finde sted i og omkring skisportscentres mange bygninger, og herunder også den udendørs bar, hvor vi havde slået lejr. Det affødte naturligvis en temmelig nørdet diskussion om hvordan man tegnede en parasol, der hhv. var slået op eller ned, eller om man kunne bruge definitionen ”fadølsanlæg, NV-hjørne”. Uden at nå til en løsning på disse uoverstigelige problemstillinger, endte vi med at hengive os til ren nydelse af solens stråler i den klare bjergluft, mens vi bekræftede hinanden i at den tyrkiske beslutning om at inddrage Serbien i rejseprogrammet, var helt rigtig!

“CTAPT” (START) MED LONG DISTANCE… og WELLNESS

Næste dag sov vi længe, frådsede i æg og bacon ved hotellets morgensmadsbuffet og rekognoscerede stævnepladsen til dagens etape. Første start var kl. 13.00, så vi havde god tid og endte derfor på den udendørs terrasse med en kop kaffe og tændt computer, hvor denne beretning tog sin begyndelse.  

Starten gik, og sikke et krigerterræn. Post 1 var en mikroskopisk klippevæg, ikke højere end en halv meters penge. Videre til 2’eren, som var en sten i noget krimskrams af kurver, massevis af andre sten og en tæthed. Begyndte at lede for tidligt, inden fornuften sejrede, og jeg løb de nødvendige 100 meter længere frem, hvor posten stod og grinede til mig.

Det skal retfærdigvis anføres, at long distance blot betød 4,1 km, der jo umiddelbart kunne lyde som noget pjatværk. Men jeg skal love for at piben fik en anden lyd. Stenhårde stigninger og tungt terræn med massevis af fældede træer, der ofte lå hulter til bulter, gjorde fremrykningen mod posterne langsommelig, tung og slidsom. Slap man endelig gennem områder med træstammer der lå på jorden, så stod de opretstående graner ikke tilbage med forhindringer. Lange stive grene stak ud som partisanfælder fra granernes stammer, netop i løbehøjde. Forsøg på at mase sig igennem var nytteløse – de gav sig ikke en tomme. Så løbestilen blev en mærkelig forhindringsdans gennem terrænet, der resulterede i km-tider op imod de 20 min.

Resten af posterne sad lige i skabet, dog hyggede Arne sig med at tjekke samtlige 15-20 sten i et stenfyldt område, inden han fandt den som posten stod ved. Dette forhindrede ham dog ikke i at vinde dagens etape. Elizabeth og Rigmor fandt sammen ved post 3, hvorefter de nærmest udgjorde et serbisk ulvekobbel, der detroniserede resten af klassen med placeringer som hhv. nr. 2 og 3.

Resten af dagen tilbragte vi i hotellets wellnessafdeling, hvor vi svømmede i poolen, kogte i saunaen og det tyrkiske hamambad, eller nød troperegnen under blide brusere, efterfulgt af 4 af de næsten gratis og store fadbamser ved førnævnte vandhul, hvor solen skinnende blidt på vores slidte legemer. Se – det er o-ferie, når det er bedst.   

YES!!! – I DAG SKAL VI KUN LØBE MIDDLE-DISTANCE…

Vore aftenbønner var blevet hørt, for 2. etape var kortere end gårsdagens voldsomme udlæg. Til gengæld var overflødighedshornet af kurver og tungt terræn igen helt fyldt op. Vi startede nedad bakke, så det gik strygende. Post 1 lå ved en af de utallige sten, som terrænet var fyldt med. En særlig detalje i dagens terræn bestod i at mange poster lå inde midt i et virvar af sten, hvor teknikken blot var at søge ind mellem de mange sten og klippeblokke, kigge sig omkring og så satse på at man fik drejet hovedet i rette øjeblik, så man fik øje på postskærmen, der ofte stod og puttede sig på bagsiden af stenen.

Pigerne klarede sig rigtigt godt, men denne gang som to ensomme serbiske hun-ulve, der jog lige i posterne. Gårsdagens placering som nr. 2 og 3 blev gentaget, så igen satte de resten af klassen grundigt på plads.

Vender vi til gengæld blikket på Arne’s løbstid, så indikerede den, at han undervejs havde brugt tid på at typebestemme flere arter af den lokale fauna. De mange sten spillede ham ganske enkelt et puds. Løb f.eks. fra post 3 mod post 4, der tilfældigvis også var en sten. Fandt sig selv ved post 5, også en sten! Herfra tilbage til og klippe 4’eren, og igen frem mod 5’eren, som han - på trods af at det nu var 2. gang han besøgte denne - også bommede. Og som en sidste slat malurt i bægeret, måtte han lide den tort, at opløbstiden var så langsom, at vi måtte stille det uundgående spørgsmål, hvorvidt der havde været udskænkning af væske og servering af canapéer, inden han krydsede mållinjen.

Indtegningen af dagens vejvalg lignede noget der var overladt til en Parkinson-patient. Men retfærdigvis skal det også lige nævnes, at Arne bad specifikt om, at det blev nævnt at han trods alt ikke bommede post 6 og 7, hvilket hermed er ført til protokols.

Senere på dagen måtte vi slide med endnu en tur i hotellets wellnessafdeling og et besøg ved vandhullet med de store fadøl. Her havde vi en aftale med et canadisk ægtepar, som dog ikke dukkede op. Elizabeth var tidligere på dagen blevet interviewet til serbisk radio sammen med canadierne og havde derfor indledt lidt bekendtskab med dem. Deres historie var interessant idet han oprindeligt var serber, der var udvandret mens han var ung, mens hun var schweitzer. Han var meget optaget af vores opfattelse af Serbien som folkefærd og nation, og hvorvidt vi forbandt landet med det gængse ry som en krigsførende og dominerende nation. Virkeligheden er, at ingen på Balkan har noget at lade hinanden høre i den retning. Eksempelvis var kroaterne, i alliance med den tyske besættelsesmagt særdeles grove mod det serbiske folk under 2. verdenskrig, så et vist element af pay-back kan vel ikke udelukkes i 80’ og 90’ernes konflikter.

Som skrevet i indledningen mødte vi kun venligheder og gode oplevelser, og anbefaler gerne Serbien som destination for en o-ferie næste år, hvor det i øvrigt igen går løs omkring Kopaonik.

1. – 2. og 3.  FINALE SPRINT

Dagen var afrejsedag, men vi havde benhårdt kalkuleret, at vi netop lige kunne nå at få dagens sprintetape med, inden vi satte kursen mod Slovenien og OO-Cup.

Starten gik stort set lige udenfor hotellet, og løbsterrænet var de mange huse og hoteller på skisportscentret og de omkring liggende åbne græsskråninger. Indrømmet: Morgenmad med bacon og æg er ikke optimalt, når der står sprint på programmet. Kortet i hånden og tungt gik det opad den første stigning ad græsskråninger og trapper på den fine sprintetape, hvor posterne stod finurligt mellem huse og bebyggelser. En enkelt afstikker ud i terrænet og tilbage i det urbane område. Et andet sted stod der såmænd en entreprenørmaskine i vejen for udsynet til posten, der stod under et lille halvtag.

Det vil være en hån, at betegne forfatterens løbstid som sprint, men resten af rejseselskabet triumferede. Arne endda så meget, at han løb sig til den ultimative revanche for gårsdagens forsmædelige præstation, ved suverænt at vinde hans bane – endda flere minutter før nr. 2. Imponerende gjort på en hurtig sprintdistance. Rigmor og Elizabeth gentog deres placeringer som hhv. nr. 2 og 3.

Efter et hurtigt bad, tjekkede vi ud af hotellet, og påbegyndte køreturen til Slovenien, hvor OO-Cup og yderligere 5 løb ventede på os. Vi nød turen ned fra Kopaonik-højderne i det flotteste sommervejr, og fascineredes af nogle timers kørsel gennem det centrale Serbien, inden vi ramte motorvejen mod Beograd.

SERBIEN – ABSOLUT ANBEFALELSESVÆRDIGT!

Foto’s:                                          Elizabeth Borchorst

Særlig post-ved-sten-sagkyndig:     Arne Pedersen

O-teknisk haj i svært terræn:          Rigmor Schou

Billedredigeret og webmaster:       Keld Østergaard

Forfatter:                                      Helge Søgaard