Klubtur til Slovenien 2010

Vi plejer med stor ildhu at forfægte et synspunkt om, at vi aldrig skal have et sommerhus! Lysten til at se nye steder på ferierne, er ganske enkelt større end behovet for at opholde sig det samme trygge og kendte sted. Men hvorfor var det så lige, at vi en torsdag aften i juli måned sad i bilen på vej i Slovenien, nu på 4. år i træk, og denne gang igen med kurs mod Robanov Kot og alle de velkendte stednavne.

Det ultimative spørgsmål…

Med rette må vi rejse spørgsmålet om, hvad det er, der i år får os til at køre en dagsmarch på næsten 900 km fra det centrale Serbien for at nå frem til Sloveniens karstbjerge. Eller tidligere år med fly til Wien i Østrig og videre herfra, fra VM i Tjekkiet eller via Schweitz med den lange køretur fra Danmark på kilometertælleren.

Svaret er ganske enkelt: ”De mest fantastiske og lækre o-terræner, man overhovedet kan tænke sig!”

Nogle kaster sig med ildhu over kalkmalerier, kulturhistorie, trekking, badeferie med speedbådstrukne bananer og poolparty’s eller andre former for dannelsesrejser. Vi derimod, skal blot have et stykke papir i A5-størrelse i hånden, for at være solgt som stanglakrids, og gemt for omverdenens barske realiteter.

Indrømmet, det er ikke et helt almindeligt stykke papir, for det er dekoreret – bemærk den hengivne anvendelse af det kunstnerisk inspirerede synonym dekoreret – med de nydeligste kurver, massevis af lavninger og kurvedetaljer, små tætheder, sten og andet o-guf. Og ærlig talt, blev man videofilmet ude ved start, så ville man formentlig ligne en o-junkie, der rystende og sitrende går ind i startboksen for at hengive sig til det ultimative o-fix, som det er at løfte kortet i startøjeblikket.

Sådan gik det også denne lørdag i juli, hvor rejseholdet EB, AP, frk. Schou og deres udsendte skribent, havde sat Klaus og Inge Wolsing samt Anette, Poul og lille Isak Grøn stævne ved OO-Cup. Vi kørte hjemmefra vort fine pensionat oppe ved Robanov Kot i øsende regnvejr, men nåede stævnepladsen i tørvejr. Det holdt dog kun til post 4 på dagens bane, hvor en blød og silende sommerregn hævede oplevelsen i skoven op på wellnessniveau.

Enkelte løbere – uden navns nævnelse!! – blev enten samlet op i modløb på vej mod post 2, eller ivrigt spørgende: ”Hvor fanden er vi?” et par poster længere fremme på forfatterens bane. Til gengæld er det værd at dvæle et øjeblik ved samme’s sublime o-teknik, der som sikkerheden selv styrede lige i posterne. Vi går let forbi den lille drilske slugt, som tog et par minutter mere en kalkuleret, eller 3. sidste posten, som Poul Grøn frækt snuppede først.

Det kan nu ikke ændre på den dybtfølte glæde – ”YES, I’m back”. Og der er heldigvis endnu 4 etaper tilbage. Velkommen tilbage til Slovenien!

There are no tough terrains, just soft runners…

2. etape bød på flere karsthuller, relativt letløbet terræn og den ultimative triumf, igen at måtte vise AP, hvor han var, da jeg klippede en post. Det er efterhånden ved at blive en vane. For nu at være helt sikker på, at det ikke skulle gentage sig ved 3. etape, var det tilrettelagt sådan at klubbens seniorafdeling skulle løbe nede i det lette terræn, men ungdomsløberne – Poul, Klaus og Helge – skulle gå 2500 meter til start og 220 meter opad. Op på Velika Plannina med start direkte ind i det frygtindgydende stenede og nærmest umenneskeligt hårde og udfordrende terræn. Ca. 2,5 timer senere, da vi atter var tilbage nede hos lavlandsløberne, efter yderligere 1800 meters gang og 200 meter nedad efter målposten, havde vi det som vi havde været i hænderne på et tæskehold.

Den skovklædte del af Velika Plannina byder på delstræk, der kræver at man har pickuppen helt nede i vejvalgsrillen, for tager man i et øjebliks uopmærksomhed lidt let på tingene, så falder afstraffelsen lynhurtigt og uophørligt som et slangebid med et ætsende fornemmelse af ikke at vide hvor man er.  

Resten af dagen tilbringes med at restituere. Et varmt bad, indtagelse af fed mælkechokolade og sukkerfyldt cola, og halvanden times velfortjent søvn under en varm dyne hjælper på sagerne. Imens man ligger der med en dybtfølt tilfredsstillelse i kroppen, som vraggods der er skyllet op ved en imaginær sidstepost, kan man filosofere over, at fascinationen ved denne ferieform, måske netop skal findes i, at man på en og samme dag kan føle sig totalt udmattet, opleve de smukkeste vilde skove og de mest betagende udsigter over det halve Slovenien, så langt øjet rækker. Det er i den grad en enkelt livsførelse, hvor søvn, udfordrende vejvalg, fysisk udmattelse, og indtagelse af velsmagende mad kombineret med trygt og varmt samvær med gode venner fra orienteringsklubben fuldt ud udfylder tilværelsens basale behov.

Lykken er, at opleve Isak’s invitation til slikparty en aften i hyttens dagligstue, og den forventningsfulde frembæring af skumfiduser, vingummier, popcorn og chips, der var resultatet af Anette og Pouls nærmest hæmningsløse indkøbstogt hos den lille købmand nede i landsbyen Luce. Eller den psykologiske krigsførelse, der nådesløst udspillede sig, mens Klaus og Rigmor spillede gris med alle tænkelige tricks, med et sæt kort der havde – ikke griseører - men æselører!

Har man ikke oplevet sådanne sjælelige lykkefornemmelser, så har man ikke været forundt at opleve magien ved at være på o-ferie.

Man bliver klog af at drikke fadøl…

Slovensk er et nemt sprog! De sidste dage løb vi på kort der hed hhv. Velika Planina og Mala Planina. Ordet ”Planina” er nemt at oversætte til højslette eller lignende, men er navnene ”Velika” og ”Mala” lokale stednavne eller har disse ord en helt anden betydning?

Svaret herpå fik vi, da vi drak fadøl på et lille charmerende traktørsted nær stævnepladsen på 4. etape med udsigt over landskabet fra godt 1500 meters højde. Eller rettere, da vi fik den håndskrevne regning hvoraf fremgik, at en stor fadøl hed ”Velika Pivo” og en lille fadøl hed ”Mala Pivo”. Hvor nemt kan det være, at tilegne sig den lokale dialekt, bare man har sprogøre eller er tilstrækkelig tørstig!    

De sidste to etaper indebar den obligatoriske opstigning til højsletten ad en stejl skovsti. Godt en halv time senere ankom vi hver dag til toppen, kampsvedende og med rystende knæ. Men det er så rigeligt besværet værd, for der breder sig den mest fantastiske udsigt i et vidunderligt terræn. Overalt er der blå bjerge i horisonten og vidtstrakte udsigter, og indstiller man øjet på den korte linse, så bydes der på charmerende sæterhytter, venligt udseende alpekøer med store bimlende og bamlende klokker under halsen, majestætiske graner der knejser mod en blå himmel og en stævneplads, der pirrer farvesansen som en kunstmalers veltjente palet.

Vinderen der blev væk…

Begge dage kastede vi os nonchalant ud i banens udfordringer, med varierede resultater. Nogle bommede med usvigelig sikkerhed førsteposten, trods flere forsøg i startblokken, andre rodede fortvivlet rundt i stensamlinger, blinde som hovedløse høns, for endelig at få øje på den forbandede postskærm.

Andre klubmedlemmer, af hunkøn kan vi ligeså godt afsløre, lå forinden sidste etape til medaljepladser. Det gav sig udslag i en sammenbidt tavshed på bagsædet på vej ud til stævnepladsen og et ekstra tjek af det tekniske udstyr inden start. Tilsyneladende blev der alligevel sjusket lidt med udstyrstjekket, da det lykkedes Elizabeth at miste spidsen af sin sport ident brik – uden at bemærke det før post 3 skulle klippes. Klarede sig resten af banen rundt ved at klippe med backup stiftklemmen, og fik senere, ved anvendelse af kvindelig charme, godkendt alle klip – også de to, som lå ude i terrænet i den afbrækkede chip.

Hændelsen vakte en del postyr, da Elizabeth og Inge, uden at nogle havde bemærket det, gik ud for at lede efter den afbrækkede chip. Resten af rejseselskabet blev derfor urolige ved tanken om at D60-eliteløberen ikke havde meldt sig i mål efter næsten 2 timer i skoven.

Et heltemodigt eftersøgningshold gik straks i skoven, men aktionen blev heldigvis afblæst, da den samlede vinder af klassen igen dukkede op på stævnepladsen – uden stumpen!

Rigmor bommede for en sikkerheds skyld 1.posten for at fastholde spændingen hele vejen rundt, men fastholdt suverænt sin flotte 3. plads og dermed folkets hyldest, da hun sammen med Elizabeth skuede ud fra præmiepodiet.    

Isak boltrede sig hjemmevant på stævnepladsen og opnåede nærmest kernekundestatus i børneparkeringen, hvor han hyggede sig så hjemmevant, at han gik til og fra dette servicetilbud, også efter at forældrene havde kæmpet sig hjem til rygsækstolen.          

Alle nød vi solen og luftede maveskindet, hvilket fik Ole Thomsen, på ægte vendelbo’sk at udtrykke: ”Jeg skal sandelig love for at solen har fået noget at arbejde med i dag”.

En rigtig dejlig uge i hyggeligt selskab og med helt eventyrlige naturoplevelser fik sin afslutning med endnu en lille fest om aftenen. Denne gang med knapt så meget fokus på skumfiduser og vingummier, men i højere grad på slatterne af den lokale brandy, der takket være supplerende indkøb havde hobet sig op på de små o-løberværelser.

Billedredigeret og lagt på websitet af vores skrappe webmaster KØ,

fotograferet af EB og

skrevet af HSØ

- med stor tak for godt og hyggeligt selskab - og på gensyn næste gang.