Portugisisk forår 2017

Hvorfor Portugal?  Når man ikke engang kan li´ oliven.  Og heller aldrig er stødt på et sted med finere portugisisk madlavning!  Og vel dårligt nok noget halvfint.  Men noget trækker alligevel.  Det kan nok have noget at gøre med, at man der midt i februar er ved at være træt af vinteren, der har varet længe nok og i uheldig fald kan trække ud en del uger endnu.

Nu har vi været der nogle gange og ved, at når vi har forladt lufthavnen og dens nærmeste omgivelser og er kommet ud i landlige omgivelser, så dukker de kendte ting op.  De blomstrende mimoser og mandeltræer. Og storken, der går nede i engene på sine lange, røde ben og snakker portugisisk. 

Og efterhånden kommer vi længere og længere væk fra bonus-menneskenes pralebyer.  Vejene mister jævnligt et spor, og arkitekten har smidt linealen væk.  Og så nærmer vi os!

Vi ankommer til det centrale, østlige Portugal, hvor der kun er få stenkast til storebror Spanien.  Vi kører gennem småbyer, hvor tiden er gået i stå for mange år siden, og hvor mange af husene ville få betegnelsen: Håndværkertilbud.  Mennesker ser vi også, dog mest folk, der er ude over deres første – og anden – ungdom.  De bevæger sig knap så hastigt som en middelgod 70+ dansker, og det kan hurtigt konstateres, at modefarverne igen i år svinger mellem det mørkegrå, over i det mørkebrune og til det sorte.  Og kasketten er ikke gået af mode.

Vi endte ved en mellemstor by ved navn Portalegre, som har hele tre hoteller.  Et middelalderligt centrum, nogle kirker og en gammel borg.  Ved nærmere eftersyn og omtanke kunne vi pludselig huske, at vi havde været her før.  Genkaldet dukker op, da vi så den store butik med en million kinadimser samt den store platan, der står på byens torv, og som er så stor og så bevaringsværdig, at dens sidegrene er understøttet med metalstolper.  Her skulle vi opholde os en uges tid og havde en køreafstand ud til løbsområderne på 15-30 minutter.  Andre danskere, heriblandt et kendt Rold-par, boede ved den naboby, hvor vi skulle løbe natsprint, og Carl fra Randers boede et helt andet sted, hvilket også gjaldt for de

ca. 40 danskere.

Så starter det.

Her, på et fortrinligt hotel med et overdådigt morgenbord, slog vi lejr.  Allerede efter det første morgenmåltid måtte vi til nabobyen Crato, hvor der var eventcenter med udlevering af den obligatoriske t-shirt og kortene til model-event (på jysk: prøveløb).  Hu hej, hvor det gik.

Over stok og især sten i et overvejende åbent og fremkommeligt landskab og ikke sværere rent teknisk, end vi kunne finde ud af det.  Og så, mine damer og herrer: Jeg glemte at nævne temperaturen, der vel lå omkring de 15.

Tilbage til lejren, hvor lidt brød blev kværnet ned.  Og for at dette indtag ikke skulle belemres med for mange bevægelser, tog jeg ophold ude på den sydvendte altan, og hvor det ene klædningstykke efter det andet blev aflagt, således at den varme sol ikke skulle skinne forgæves.  Lidt senere – for ikke at fornærme solen – blev det til en lille spadseretur i den gamle bydel og herunder på udkig efter passende sted for dagens varme ret.  Den fandt vi vist også, så da den tid kom, vandrede vi ud igen.  Når jeg ikke nævner maden, er det fordi den ikke var værd at skrive hjem om – på trods af anbefaling fra hotellet.

Den anden dag var der også prøveløb.  I et lignende terræn.  Åbent med spredt bevoksning, et læsbart kurvebillede og med mange klippepartier og sten.  Og vejret:  Det kunne jeg godt

vænne mig til.

1. løbsdag.

Så var det lige før, det blev alvor.  Af sted mod Aldeia Da Mata.  Parkering langt uden for byen.  Og også langt til starten, men hvad, vi var da ude i solen.  Terrænet var nu lidt sværere end ved prøveløbene.  Flere detaljer og lidt tættere, men sandelig om jeg ikke gik/løb rent igennem.  Der er en lille ulempe ved mange af deres terræner, idet der findes mange stendiger, og i visse tilfælde er der et pigtrådshegn ovenpå.  Det bevirker så, at man har måttet lave nogle markerede, tvungne overgange, og de gav i flere tilfælde nogle tvungne vejvalg.  Inden den lange vej tilbage til bilen, var der tid til lidt hygge på stævnepladsen med tilløbende danskere.  Så ellers retur til et kortvarigt ophold på altanen, hvorefter turen gik til Crato, hvor der var aftensprint midt i byen og stadig med den lune luft hængende.  Om det var lummerheden skal være usagt, men jeg rodede noget rundt.  Selvfølgelig ikke under løbet.  Først havde mine hjælpere bildt mig ind, at jeg skulle starte 19.14.  Men starteren ville ikke kendes ved mig, og vi fandt frem til, at det i stedet var 19.34.  Da den tid så oprandt, skulle jeg være startet 19.24.  Så det var li´som det løb, der i øvrigt ikke var særligt spændende.  Vi har efterhånden en del gange bemærket, at sprinterne, dag eller nat, ikke er værd at bruge tid på.

2. løbsdag.

 Anden løbsdag omrandt.  Samme stævneplads, men da vi skulle starte tidligt, blev turen fra/til bilen ikke så lang.  Vi kom ud i et mere kuperet, men ret åbent terræn.  Let at løbe i og let at læse.  Nå, ja.  Der var lige den post 5, hvor en mangefoldig dansk mester fra Rold og jeg begge rodede rundt i nogen tid – hver for sig altså.  Efter samtalen bagefter var der enighed om, at der måtte være en kortfejl.  Så der røg et par placeringer

3. løbsdag.

Nu måtte formen komme.  Nyt løbsområde.  Ret detaljeret med mange stenpartier, og det kunne være blevet meget svært, da kortets enlige sti ikke ville kunne bruges som opfang til alle poster.  Men desværre havde banelæggeren helt misforstået sin opgave: Nemlig at lave banen max svær for verdenseliten i H75.  Flere at strækkene var dårlig nok i kategorien mellemsvær.  Og nu hastede det ikke så meget med at komme hjem til lejren, idet solen var gået på pause.  Men hjem kom vi dog og betids nok til at overvære den store fastelavnsparade, der på de kanter betyder meget for såvel voksne som børn.

Sidste dag.

Sidste dag ved Portugal ”O” Meeting oprandt.  Samme stævneplads som dagen i forvejen, og igen fik vi gået en hel del frem og tilbage mellem parkering, stævneplads og start.  Vejret var blevet lidt køligt med en enkelt byge.  Et par småting undervejs i løbet betød, at min tid for 3.7 km lige skred over 1 time.  Og således holdt jeg mig uden for pallen.  Schou derimod blev placeret som en samlet 3er.

Fridage.

Nu havde vi så fri et par dage.  Vi skulle et par hundrede kilometer mod nord til ”ABOM 2017” i området ved Aguiar Da Beira.  Vi kørte derop lige efter løbet.  Den udleverede vejbeskrivelse gav os nogen besvær, men efter mange forespørgsler hos de ikke særligt engelskkyndige portugisere lykkedes det kort før mørkets frembrud at nå frem til et noget landligt sted og blive installeret og få det nødvendige bad.  På stedet viste det sig, at der kunne fås et aftensmåltid, der uden at være prangende kunne spises.  Til gengæld viste morgenmaden sig at være meget spartansk.  En kop kaffe, juice, en stor bolle pr. næse og dertil et par tynde skiver ost og en anelse marmelade.  Alt serveret af en tjener, der ved første øjekast bragte mindelser frem om ”Manuel” i Fawlty Towers, hvilket skyldtes hans måde at fare rundt på samt hans ikke-eksisterende kendskab til engelsk.  Han viste sig dog at være både venlig og hjælpsom.  Og da vi ikke kunne portugisisk, kunne det jo gå lige op.

Vi havde nu to dage til at slappe af i og nyde solen, der imidlertid havde valgt at holde fri.  Som afløser var i stedet kommet noget halvsurt vejr med tåge og regn.  Når vejret bedredes lidt, kunne vi gå lidt på opdagelse i vores værtsby, der dog hurtigt var set.  En naboby var noget mere spændende med en gammel ringmur bygget i 1536.  Det var nok til beskyttelse mod de oprørske protestanter.  Ihvertfald ville fjenden, hvem det så var, have haft besvær med de høje og tykke mure, der stadig står som en malerisk ramme om det, der var en by inden for murene.  Der er stadig beboede huse, omend små og lige så små butikker, der ikke så særlig velbesøgt ud.  Nu er en del af den store mur borte, og byen er vokset ud.  I stedet for den forventede protestantiske hær kom der blot en lille fredelig delegation, og vi røvede ikke noget, men købte en kop kaffe.

I stedet for de ca. 2400 deltagere ved ”POM”, var der nu kun ca. 800 deltagere ved ”ABOM”.  Af de ca. 40 danskere, der var med ved Portalegre, var der nu kun en god håndfuld tilbage fra MFOK, Randers og FIF, Hillerød.

Prøveløb i sne.

Efter udlevering af akkreditiverne, herunder brystnumre og prøveløbskort, skulle der ikke meget o-kendskab til for at se, at dette ville blive noget anderledes og meget sværere, så det så ud, som om det passede til vores niveau.  Et kig ud fra hotelvindue den morgen lovede ikke for godt.  Støvregn og tåget.  Men ingen kunne drømme om at afstå, når skærme lokkede.  Biltermometeret viste sølle 5 grader, og sandelig: Som vi kravlede lidt op mod løbsområdet, stod den pludselig på 2 grader.  Nå, sådan et termometer kan jo være gået i stykker.  Men da der begyndte at vise sig sne i vejkanten og tøsne i luften, måtte vi sige undskyld til det sandfærdige måleinstrument.  En noget mangelfuld afmærkning lokkede os lidt på afveje, men vi var også de første på stedet.  Det lidt tynde morgenmåltid havde ikke taget så lang tid.  Afsted kom vi, men efter 4 poster måtte vi vende snuden om.  Da var vores fingre stivfrosne, for ingen af vore vejledere havde fortalt, at vi skulle have vanter med til Portugal.  Men vi fik set terrænet.  Halvdelen af kortet var vist som grå klippeflader.  Hvor svært kunne det så være.  Jo, problemet var, at disse klippeflader på lidt afstand ikke var til at skelne fra åbne områder, da de var tilgroede med mos.  Men netop som et prøveløb skal:  Det viste os, hvad vi skulle passe på.  Dagens oplevelse var den varme bruser på hotellet.

Igen en 1. løbsdag.

Belært af den foregående dags erfaringer kunne det så blive et spørgsmål om, hvor langt mine konkurrenterne vil være bagefter i mål.   Men ingen havde fortalt os, at post 1 var lusket, så der røg det forventede forspring. Arrangørerne skal nu heller ikke have ros for deres afmærkning til start. En del, herunder jeg selv, endte langt ude på landet, og det var kun på grund af et lift med en official, jeg overhovedet nåede starten i tide.  Min fejl ved post 1 blev overvundet og videre gik det, men allerede ved post 4 var den gal igen, og selvom jeg nødig vil indrømme det, var det vist min egen skyld.  Så den forventede sejr blev til ”endvidere deltog”.

Samme dags eftermiddag var der en sprint i vores ”hjemby”. Selvom man her havde opstillet og indtegnet adskillige kunstige hegn, der ikke måtte passeres, blev det ikke den store oplevelse, og da det halve af verdenseliten var med, måtte vi alle opholde os på en karantæneplads inden start.

Sidste dag.

Nu skulle det have en ende med kortfejl og sjusk.  Så forsigtig ud i et rigtig svært terræn.

Forsigtig læsning fra den ene sikre ting til den anden. d.v.s. brug af klippeblokke så store som huse og ”mindre” sten på 2-3 m.  Lidt hjælp af kurvebilledet, men især brug af kompas.

Kun et enkelt sted gik det lidt galt.  På et langstræk med stor stigning op gennem et virvar af klippefelter kom jeg lidt ud af kurs, men blev reddet af en el-ledning, så fejlen blev minimal.

Inden start var der ikke den store lyst.  Det regnede og var så tåget, at man ikke kunne se fra den ene ende af stævnepladsen til den anden.  8-9 graders varme.  Men lige omkring mit starttidspunkt bedredes vejret, og jeg kunne gå i tørvejr og med bedre sigt de ca. 2 km ud til start.  Efter disse anstrengelser og vejrprøvelser gik det tilbage til hotellet til det varme bad, så først hen på eftermiddagen kunne det ved elektroniske hjælpemidler konstateres, at anstrengelserne belønnedes med en samlet 2. plads til Pedersen.

Hjemad.

Efter endnu en overnatning og en morgenbolle gik det hjemad.  Starten foregik i let regn og tåge, men det blev bedre efterhånden på vores vej sydpå.  Efter ca. 4 timers kørsel på de velholdte EU-veje nåede vi Lissabon og kunne konstatere, at der nu var 19 grader.  Så vi kunne jo bare være blevet der på storbyferie. Men så var vi gået glip af en god o-oplevelse.

Hvor vi skal hen næste forår: Portugal selvfølgelig.

Arne Pedersen