PORTUGAL – STÆRKT VANEDANNENDE…

Portugisisk 10-dages - fra Atlanterhavskysten bølger til kork egenes velsignelser.

Det er ved at blive en vane. Ikke en dårlig vane, men faktisk en rigtig god vane. Vaner skal man ellers være lidt omhyggelig med ikke, at tillægge sig for mange af, for de har det med at udvikle sig i en uheldig retning eller skabe fastlagte mønstre og rutiner, der kan få det individuelle og kreative til at gå fløjten.

Men her er der altså – helt undtagelsesvist - tale om en god vane, der bør passes på og som sagtens kan tåle en del vedligeholdelse. Og hvor er det så lige alt dette vanedannede snak fører hen. Såmænd til orienteringsløb i Portugal, som vi nu for 4 år i træk kunne nyde i fulde drag. Den vane skal vi helst ikke have kompromitteret!

Årets Portugal Orienteering Meeting (POM) var i år henlagt til portugisernes egen badeby Figuera da Foz, der ligger helt ude ved Atlanterhavskysten ca. midtvejs mellem Lissabon og Porto i nord. Mens de solhungrende skandinaver strømmer til Algarvekysten i syd, vælger portugiserne i langt højere grad de brede strande omkring Figuera da Foz, når det er tid til badeferie.

Og med kystnære terræner var der dømt diffuse fyrreskove, sand i bunden og flade smådetaljerede kurver, der nok kunne sætte garvede o-rejsende på prøve.

Allerede i flyet fra København bredte der sig en vis gensynsglæde. Rigtigt mange danske deltagere i POM er gengangere, der har tillagt sig samme vane som rejseklubben fra Mariager Fjord OK. Og vi mødte endnu flere gengangere på stævnepladsen. Det sædvanlige hold oldboys fra Odense OK og Svendborg OK, HTF’erne, Tisvilde Hegn-folkene og vores talentfulde juniorlandshold og dets ledere, var alle glædelige gensyn.

KLIMATOPMØDET VIRKER…

I år var vi indkvarteret på en fin sommerresidens, Quinta da Lagoa, der lå i byen Mira. Et nydeligt hotel, men absolut en sommerresidens, der tydeligvis havde været lukket ned for vinteren. Om det skyldes portugisernes dårlige vane med IKKE at installere varmeanlæg i stedets ferievillaer, eller om det var klimatopmødet, COP15, der allerede havde virket, skal jeg ikke gisne om.

Fakta var, at der på godt dansk var ”pishamrende” koldt i den villa, som vi startede med at være indkvarteret i. Intens optænding i den åbne pejs kunne ikke tvinge temperaturen over 12 grader. Til gengæld bredte der sig et kraftigt røgslør i hele stuen, hvor vi sad iført samtlige klædningsstykker fra kufferten. Da en ekstra elradiator, som vi havde fremskaffet, sprang samtlige sikringer, og da vi efterhånden lugtede som en spejder jamborette på 4. dagen, på grund af røgen fra pejsen, gav vi op. Eller rettere hidsende os op!

Intense forhandlinger med hotellets reception og en uhæmmet og skrupelløs opskruning af charmeniveauet overfor den kvindelige receptionist førte til, at vi fik åbnet en helt ny fløj af hotellet, hvor vi resten af opholdet kunne nyde tilværelsen i luksuriøse værelser – med varme.

Fortræningen var snart overstået og vi gik i gang med nedtællingen af o-løb. Det samlede løbsprogram for denne vinterferie medførte i alt 13 løb, så der var lagt i kakkelovnen!!  

Første etape foregik i et fint terræn helt ude ved Atlanterhavet i høj sol og blå himmel. Let køligt om morgenen, men som dagen skred frem fik solen magt, og vi endte med at sidde og koge på stævnepladsen med ansigtskrydderen lige op i himlen. Terrænet var rigtigt fint, og der var både poster inde i skoven og ude i klitrækkerne. Herude kunne man både se og høre Atlanterhavet. Langstrakte og dovne bølger, der har været undervejs fra havet omkring Caribien, ramte den iberiske halvø med dumpe drøn, der fik bølgeenergien til at løbe ud i sandet på de endeløse strande.

 ERFARING RÆKKER LANGT, MEN…

Allerede samme aften var vi tilbage til Atlanterhavsstrandene. Der var natsprint i en charmerende lille fiskerby ud til kysten, Costa de Lavos. Perfekt sprintterræn, med en gammel by med masser af smalle, snirklede og krogede gader og gyder, nogle af dem ikke mere end en meter brede. Hu hej hvor det gik… forfatteren drønede af sted og udså sig undervejs på banen et verdensklassevejvalg til post 12. Ned ad en gyde, til højre to gange og til venstre første gang – et hastigt kig på kortet – jo, den var god nok… videre… klippede posten og videre mod de sidste poster og i mål.

Senere på aftenen da vi evaluerede dagen over godt portugisisk øl, gik katastrofens omfang op for mig i sin fulde konsekvens. Vejvalget mod post 12 var fint nok, hvis jeg altså bare ikke, da kortet blev konsulteret undervejs, havde kastet blikket på post 15 og endte med at løbe mod denne! RESULTAT: MANGLENDE KLIP af post 12-13 og 14….. MAX PINLIGT!!!!

Denne lille tekniske detalje blev naturligvis blæst op til et ganske urimeligt niveau af mine rejsefæller. Det var dog for intet at regne mod de skandaløse fejltagelser som 2 af klubbens højtestimerede udlandsløbere præsterede dagen efter, hvor vi igen løb i en diffus og flad fyrreskov.

Først valgte Arne P. at tage post 10 på hans bane fra et ikke nærmere stedfæstet sted UDENFOR kortet. Og tænk, han investerede hele 26 minutter i det pågældende delstræk, for at have helt tjek på korttegningspotentialet udenfor kortkanten. Måtte til sidst smide håndklædet i ringen og gav op – og gik mod mål! For herefter ved skæbnens ironi at føje spot til skade, da han uden at vide det igen var kommet ind på kortet, nærmest snublede over post 10. Trods dette GIGANTBOM, genoptog han kampen mod uret – men blev dog senere iagttaget gående i mål temmelig demotiveret. Det er altså også de elendige portugisiske korttegnere…. eller??...

Dernæst lykkedes det Elizabeth at opføre den kendte o-ballet: ”Snurretoppen” da sidste posten skulle klippes. Arrangørerne havde venligt placeret den med masser af tydelig afmærkning og opløbssnitzling, samt mindst et par hundrede tilskuere, men det forhindre ikke klubbens suverænt største DM-medaljetager i, at hvirvle rundt i et febrilsk forsøg på at finde den forb… sidste posten! Et kæmpebom foran et undrende publikum, der med knipsende kameraer sad på første række til forestillingen. Men til trods for denne fadæse blev det til en 1 plads på dagens bane!

Og pudsigt nok - efter disse oplevelser gled natsprinten aftenen før helt ud af diskussionerne.

FINURLIGE KURVER

Man skulle nedsætte sig som orienteringsløber i Portugal. Sikke mange dejlig kurver… runde, bløde, enkelte lidt spidse, men alle af en sådan beskaffenhed, at man bare har lyst til at begrave næsen i disse herligheder. Og det kunne nemt blive en rigtigt dejlig vane!

Næste morgen stod vi op til øsende regnvejr, så vi solidariserede os med statsministeren hjemme i Dannevang, for det var lidt op ad bakke, da vi kørte mod stævnepladsen. Men da vi nåede parkeringen var det holdt op med at regne, og med en lidt uautoriseret parkering tæt ved start og mål, så vi ganske lyst på dagens udfordringer.

Af sted gik det i det fine terræn. Let løbet fyrreskov, men fine kurvedetaljer, små tætheder og kun enkelte stier, som vi oftest løb på tværs af. Teknikken var kompas og skridttælling. Det er helt vildt så lækkert det er, når orienteringen bare kører, og den ene post efter anden dukker op – stort set der hvor man forventer det. Mødte på et tidspunkt Arne P i modløb på en sti. Han så helt fornøjet ud, men havde sikkert heller ikke grund til andet, da han jo var indenfor kortet!!

Det er altså vanedannende i en grad, at man kan tale om afhængighed. Klip posten, kig på kortet, af sted, tjek terrænet undervejs, rundt om en lille bakke, forbi en udløber og der – ja naturligvis – stod posten. Og i dag fandt alle sidste posten i fin stil og dermed blev en dårlig vanes magt brudt. Vi var i mål.

Resten af dagen dedikerede vi os til afslappende og sund levevis. Først drak vi chokolade med en sjat af den fabelagtige – og stærkt vanedannede portugisiske brandy, MACIEIRA -, inde hos Arne og Rigmor, hvorefter vi dasede på sengen, drak koldt øl, spiste chips, chokolade og andet guf. Ingen frugt – vi skulle jo nødigt have en fibersprængning! Dagens oplevelser blev nedfældet på computeren, og det hele endte med en middagslur.

Hvorfor dælen skal man helt til Portugal for at gøre sådan noget en mandag eftermiddag??     

Sidste etape i POM blev løbet i endnu et lækkert terræn af nogenlunde samme skuffe som de tidligere. Elizabeth kronede indsatsen i de 4 etaper med en sølvmedalje. Rigmor endte på en flot samlet 8. plads. Arne måtte vinke farvel til en 3-4. plads nede fra feltet, som følge af ”korttegningsøvelsen” for et par dage siden. Og forfatteren løb som vanligt målrettet efter en placering midt i feltet.

TILBAGE TIL FORTIDEN og KORK-EGENE…

Årets dannelsesrejse til Portugisien havde nærmest udviklet sig til en hel Odyssey. Først POM i 5 dage, derefter 2 dages løbepause, hvor vi flyttede residensen ind i landet, for at deltage i NORTE ALENTEJO ORIENTEERING MEETING (NAOM). Dette arrangement bestod af fortræning, langdistance, natsprint og en mellemdistance, i alt 4 løb.

Sidste års POM fandt også sted inde mod grænsen til Spanien, hvor vi nærmest var ved at falde i svime over, at løbe i de lækre områder med lavt græs, god plads mellem korkegene og listige klippepartier, der med fine detaljer nærmest stod op af jorden rundt omkring. Faktisk så vanedannende, at det skulle opleves igen.

Vi var indlogeret nær en lille by, Crato, der blev grundlagt i år 1048 af napolitanske købmænd. Senere hen opstod der her en religiøs og våbenfør Orden, under navnet ”The Hospitallers” der, under dække af korsets tegn og som en gren af Malteserkorsordenen, ganske uhæmmet myrdede løs blandt de vantro, og senere som Tempelriddere at berige sig i jagten efter kristendommens hellige kalk. Senere hen så stor en trussel mod Pavestolen, at Tempelherreordenen i hele Europa selv blev jaget vildt af Pavens garde. Så meget, at de måtte gå under jorden, som et hemmeligt broderskab, der påstås at eksistere helt op i vore moderne tider.

Lidt udenfor byen lå en 4-stjernet idyl af et hacienda-hotel, som lagde rum til vort ophold. Og så til priser, der er til at betale. Portugal er et meget billigt ferieland. En aften spiste vi på en lille lokal restaurant, og fik appetizers, dagens suppe som forret og et bjerg af hovedret, så vi nærmest havde trommesyge bagefter. Samlet pris 55 euro incl. 4 velsmagende øl – for hele selskabet, svarende til rundt en hundredekrone seddel til hver.  

DEN FULDENDTE NYDELSE – O-SKÆRME I NORTE ALENTEJO

Så fås det simpelthen ikke bedre! Et åbent landskab, spredte korkege, lavt græs i bunden, og klippepartier, der er som et labyrintisk virvar. Tilsæt en betagende udsigt over det portugisiske landskab, sol, høj klar blændende blå forårshimmel og fugle der kvidrer. Et drys af poster ud over landskabet og næsen i kortet. Det er den fuldendte nydelse.

Væk med Rold Skov, Husby Klitplantage, Silkeborgskovene og Svinkløv. Et oplagt forslag på førstkommende generalforsamling er, at flytte hele klubben til Alentejo i Portugal. Et smukt, smukt område, der ligger nogenlunde midt i Portugal og grænser op til den spanske grænse.

Vi tilbragte dagen med at løbe fortræning, der nærmest hensatte os i ekstase. Efter lidt solbadning på stævnepladsen, kørte vi mod en lille by, Castello da Vide. Her udforskede vi de smalle gader med hvide huse, og borgruinen, der knejsede over byen. Tiden må altså stå stille på de kanter, og det har en vidunderlig effekt på os som besøgende, da vi bliver bragt helt ned i det absolutte grønne felt af stressmåleren.

På vej ud af byen rekognoscerede vi lige det hotel, som skal være base for næste års Tour de Portugal. Lækkert indrettet og med syd- og solvendte balkoner fra værelserne, så kan det vist godt gå an.

Vi kørte herfra til endnu en lille perle af en landsby, Marvao, der ligger helt oppe på en bjergtop. Udsigt så langt øjet rakte fra borgmurerne, der gik hele vejen rundt om byen, og indenfor endnu en idyllisk forsamling af hvide huse, som kun rummede ca. 300 sjæle iflg. den medbragte turistguide. Heroppe gik stressmåleren helt neden ud af det grønne felt – og gik faktisk i stå!

OPLØB I TYREFÆGTER ARENAEN

Det første løb i NAOM var en langdistance. Det må jeg give arrangørerne fuldstændigt ret i. En lang bane i et kuperet hårdt terræn. Banen lagde såmænd fredeligt ud, med de første par poster i en letløbet del af skoven, tæt ved start og mål.

Herefter ned over en lille flod, som man nærmest bjergklatrede ned til gennem stenfelter med livet som indsats, for herefter at have en stor del af banen i et stærkt kuperet, stenet område, der visse steder var befængt med arrigt brombærkrat. Desuden var der mange stengærder i terrænet, alle med den ekstra lille finesse, at der på toppen af dem var monteret flere rækker rusten pigtråd. Så det blev en kombineret løbe- og klatretur.

Opløbet var langt, men det skyldes at vi nærmest skulle halvvejs rundt om en lille tyrefægter arena, som lå lige op ad stævnepladsen. Jo, det er altså en oplevelse, at være til o-løb i Portugal.

Disse udfordringer kunne nu ikke fjerne indtrykket af et spændende og flot terræn, som solen bagte ned over, mens vi løb rundt bare iført en t-shirt. Glæden over vejret var ekstra stimuleret, da vi netop havde hørt, at svigersønnerne kæmpede derhjemme med at skovle sne i vores indkørsel!

SPECIELLE POSTPLACERINGER

Det udfordrende terræn bød på flere usædvanlige postplaceringer. Et sted stod posten i en klippehule, andre steder mellem store afrundede sten på flere meters højde i næsten kunstfærdige former. Et sted stod min post mellem to kæmpestore klippepartier adskilt af en passage på 3-4 meter. I sig selv ikke så usædvanligt, men OVENPÅ de to klippepartier hvilede en STOR RUND STEN med en diameter på ca. 8-10 meter. Her nedenunder stod min post, så det var med nogen betænkelighed, at jeg trådte ind under denne kæmpe stenblok, for at klippe posten.

NATSPRINT I CRATO

Samme aften var der natsprint i middelalderbyen Crato. Belært af katastrofen ude ved Atlanterhavet blev samtlige poster dobbelttjekket undervejs. I aften skulle der ikke springes over poster. Vi drønede rundt med pandelampen fokuseret på de snævre gyder og stræder. Som altid et syn, der kan lokke lokalbefolkningen ud af de små barer og frem i vinduerne på de lune stuer, hvorfra de undrende kiggede på de gale mennesker, der stormede rundt iført mærkeligt farvestrålende tøj.

Aftenen blev afsluttet med en natløbsbuffet med bjerge af varme retter, salater, suppe og andre lækkerier. Helt på niveau med den mest luksuriøse reception, hvor alle kunne forsyne sig gratis. Denne del af arrangementet var henlagt til det smukke gamle kloster, Flor de Rosas restaurerede kirkerum, hvor vi spiste blandt sarkofager og de gamle faldne medlemmer af den krigeriske Orden ”The Hospitallers”.   

AFSLUTNINGEN PÅ PORTUGISISK 10-DAGES

Vi stod op til øsende regnvejr. Det sjaskede ned fra den helt store bruser og horisonten var gemt bag mørkegrå regntunge skyer. ”Godt at det var sidste dag”, trøstede vi os med.

Af sted til stævnepladsen kun 14 minutters kørsel fra hotellet. Og hvad skete der, da vi drejede ind på parkeringspladsen. DET BLEV TØRVEJR. Endda så meget at solen varmede ind i mellem.

Dagens kort var i 1:7.500, så alle kunne se detaljerne. Endnu et af de klassiske Norte Alentejo terræner med god plads mellem træerne, lækker bund og stenpartier, som nok kunne holde os beskæftiget. Overalt sejlede det med vand og rislende småbække, der søgte nedad, efter nattens og morgenens regnvejr. Men med det lune og stille vejr, betød det intet, at vi havde våde fødder.

Dagens etape blev kronet af en sammenlagt sejr til Elizabeth og en 4. plads til Rigmor. Men de har nu også 2 trofaste og dygtige vandbærere til at støtte dem i disse præstationer.

10 orienteringsløb på 11 dage havde efterhånden sat sine spor i bentøjet. Man skal enten være meget glad for o-sporten, eller være lidt skøre for at arrangere sådan en ferie. Vi bekender os gerne til et eller andet midt imellem! 

Tekst: Helge Søgaard

Fotos: Elizabeth Borchorst

Research og forgæves forsøg på korrekturlæsning: Rigmor Schou & Arne Pedersen