O-LØB I SKORPIONERNES LAND

Det er en kendt sag, at det vrimler med skorpioner i Nordafrikas tørre landskaber. Det faktum kredsede vores tanker om, da vi sad ombord på færgen mellem den spanske havneby Algegiras og Nordafrikas kyst, der nærmede sig foran skibets stævn.

Faktisk så begyndte det hele i Slovenien. En lille folder fra et spansk orienteringsrejsebureau, SUN-O, som vi kendte fra tidligere ture til Portugal, lå på stævnepladsen til 5-dages sidste sommer. Den reklamerede med Morocc-O 3-Days, hvilket vi straks følte os tiltrukket af. Hvornår skulle man eller kunne få Marokko på listen over o-lande, så vi besluttede straks, at forlænge den store Portugal-Odyssey med en udflugt til Marokko, sammen med en international skare på ca. 50 orienteringsløbere.

GIBRALTAR – EN TORN I ØJET OG EN HEL TØNDE ROM

Forinden havde vi tilbragt 2 dage i Algeciras, der ligger vis-a-vis Gibraltarklippen. Den besøgte vi og hvilken oplevelse. En gennemført engelsk multietnisk koloni, der i århundrede har været en militær strategisk højborg ved den smalle indsejling til Middelhavet – og en torn i øjet på spanierne!

De udfører bevidst obstruction, ved at lade toldkontrollen, når man kører tilbage til Spanien, foregå uendeligt langsomt. Års klager til EU-domstolene over englændernes indædte holden fast i klippen, har ikke hjulpet, så der er fortsat gang i de grænsemæssige trakasserier.

Gibraltar er et historisk sted. Kniber man øjnene lidt i, når man står øverst på den smalle klippekam og skuer ud over det smalle stræde mellem Europa og Afrika, kan man næsten se Lord Nelson’s flåde komme humpende i havn ved Gibraltar, den 21. oktober 1805, efter det blodige søslag ved Trafalgar, der ligger ude ved den spanske havneby Cadiz ved Atlanterhavskysten. Her tilføjede den mægtige Royal Navy, med Lord Nelson ombord på hans stolte skib, Victory, et knusende nederlag til en kombineret spansk og fransk flåde.

Lord Horatio Nelson endte sin glorværdige karriere som engelsk søhelt i dette søslag, som offer for en snigskytte i rigningen på fjendens flåde. Gode råd var nu dyre, for hvordan skulle hans lig kunne blive fragtet hjem til England til den heltebisættelse, der ventede i Westminster Abbey, med høje temperaturer og langsommelig søtransport med sejlskib.

Løsningen blev, at han jordiske rester blev lagt i en tønde med rom, som sikrede en vis bevarelse af søheltens legeme. En interessant historie at tænke på, når man står midt på Trafalgar Square i London, og betragter statuen af Lord Nelson, der midt på pladsen står højt hævet over pøbelen, oppe på hans søjle: Nelson’s Column.  

Moral er godt, men dobbeltmoral er endnu bedre - i Spanien! For nok er de rigtigt sure på englænderne over, at de fastholder Gibraltar, men det forhindrer ikke Spanien i, at fastholde en tilsvarende miniput-provins på Marokkos kyst, Ceuta, hvor færgen fra Algegiras lagde til kaj.

VELKOMMEN TIL SKORPIONERNES RIGE

De nordafrikanske klippeterræner vrimler med skorpioner, der sikker allerede glædede sig til at se nærmere på alle de smækre o-løberben, der trippende gik i land denne dag. Giftkrogene, der aggressivt er højt hævet over bagkroppen på disse lynhurtige dræbere, var sikkert allerede hvæsset og gjort sylespidse. Foran os ventede 3-løb, så der var grund til at være bekymret.

Morocc-O 3 Days startede i Ceuta. Her kørte vi op til et par skovklædte bakketoppe, og gjorde holdt ved et udsigtspunkt, der hed Mirador de Isabel II. Hurtig omklædning og af sted med en samlet start på et ganske lille kort, i 1:5.000, der lige akkurat dækkede de 3 bakketoppe, som området bestod af.

Vi knoklede op ad bakkerne, der var bevokset med spredte eucalyptustræer, som er let genkendelige. Tag et af de smalle blade og knæk det mellem fingrende, og den herligste eucalyptusduft breder sig. I øvrigt giftige, hvis de indtages i store mængder. Dette er – som et geografisk sidespring – årsagen til, at de små australske koalabjørne, der hele livet ikke spiser andet end eucalyptusblade, i fuldvoksen stand har en lever på adskillige kilo’s størrelse.

Vores lever var også under pres på hele turen, da vi af rent medicinske grunde – forstås - sørgede for, at indtage godt med spansk og portugisisk brandy, for at holde de værste infektioner fra livet.

Nå, efter dette lille zoologiske/medicinske sidespring må vi tilbage til løbet. Den store målestok betød, at jeg løb alt, alt for langt til post 1. Tilbage til posten og videre frem i det hårde terræn. Skovbundet var dækket af noget stikkende stads, og under dette var der en masse løse sten. Tempoet var der efter. Vi løb 2 små sløjfer på stort set de samme poster, og det tog hhv. 28 og 25 minutter for de ca. 1,7 km på hver sløjfe. Ikke imponerende, men der skulle jo også være tid til at nyde udsigten.

Efter løbet havde vi et par timer i Ceuta, som vi tilbragte med drikke øl, slentre lidt rundt og tage en middagslur på en bænk nede ved havnen. Vi nød solen og det varme vejr, som inviterede til t-shirts. Endda så meget, at Arne investerede i et par shorts, så de blege vinterasparges kunne luftes i den varme forårssol - det kan man da kalde afslapning!

VELKOMMEN TIL MAROKKO

Herefter gik det mod Marokko. 5 min kørsel og vi var ved grænsen, som viste sig at være et sanseløst virvar af bilkøer, emsige marokkanske toldere i pompøse uniformer og store kasketter, som den Røde Hær i Sovjettiden havde leveret designet til. Det tog en lille time at komme ind i det forjættede land, Marokko, hvor gaderne absolut ikke var brolagt med guld eller flød over af honning!

Landskabet og byerne skiftede totalt karakter. Bjergrigt, men overraskende grønt, faldefærdige huse og veje, der overalt var præget af en høj grad af ”laden stå til”. Overalt massevis af mennesker, der stod, gik, sad, småsnakkede eller bare daskede rundt. Alle kvinderne var i den karakteristiske muslimske klædedragt med tørklæde og mændene i lange arabiske uldkåber med spidse hætter.

Får, geder og deres hyrder, landeveje, der oftest var skredet lidt sammen i den ene side, hasarderede overhalinger og biler af model 60’ og 70’erne. En del ”german kamels”, som var kælenavne for alderstegne og ramponerede hvide Mercedesbiler, der gik som taxa’er.

Et par timer senere og efter mørkets frembrud ankom vi til Chaouen, der lå afsides langt ude i de marokkanske Riff-bjerge. Vi blev indlogeret på hotel Mirador, et godt hotel efter marokkansk standard, men præget af det allesteds nærværende forfald. Den danske hotel- og restaurationsbranche organisation, HORESTA, ville nok have svært ved at gradbøje deres velkendte stjerneklassificering på disse kanter. 

SUPERSPRINT I MEDINAEN

Hvilket virvar! Næste formiddag skulle vi løbe Supersprint i den gamle bydel af Chaouen. Byen er kendt som den blå by, da alle husene er kalket i fine lyseblå nuancer. En levende labyrint med smalle gyder, trapper, aflukker, overdækkede arealer, forfaldne huse og smilende indbyggere, der givetvis aldrig havde set mage til forestilling. Ganske enkelt o-løb i historiske og originale omgivelser, som har set sådan ud i hundredvis af år.

En af posterne var placeret nede ved floden, hvor kvinderne lå på knæ i det kolde vand og skurede tæpper. Andre poster lå i små smalle gyder, der myldrede med magre katte og lokale indbyggerne, der med ivrige fagter, arabiske udtryk og venlige håndtryk beredvilligt viste vej. Rundt om i stræderne sad gadehandlerne og falbød lidt varer – typisk 2 levende høns, 5 æg lagt her til morgen, et par salathoveder og en lille pose oliven eller krydderier, som tilsyneladende var dagens høst fra et forarmet husmandssted på stenet grund.

STENEDE SKRÆNTER

Sidste løb, og det 13 på odyssey’en, blev løbet i terrænet lige udenfor byen. En stenet bjergside, hvor vi kæmpede med højdekurver og løse sten i overvældende mængder.

Op ad, og op ad i et åbent område, der efterhånden gik over i fyrrebevoksning på de højere liggende skrænter. Overalt et stenet terræn, der fik os til at springe som bjerggemser på en alpeskråning. Kraftanstrengelserne var så store, at Rigmor måtte sætte turboen på for fuld udblæsning, hvilket var lige ved at røgforgifte et par finske deltagere, der lå i baghjul. De marokkanske krydderier er ret effektfulde!!

Et sted på banen kom vi forbi nogle miserable telte dækket af plastikpresenninger. Tydeligvis sigøjnere – romanoer – der havde slået lejr. Et andet sted under løbet overvejede jeg, at konvertere til islam, da jeg nu flere gange indenfor de seneste 4 måneder, har løbet o-løb, mens jeg kunne høre muezzinen kalde til bøn med sine brægende og klagende Yallaråb fra de slanke minareter.   

Sidste del af løbet førte os igen ned gennem Medinaen, og vi løb i mål midt på det store torv i Chaouen, utallige indtryk og oplevelser rigere.

O-PIONERER PÅ OPDAGELSESREJSE

Vi følte os som o-pionerer på hele turen. Det var første gang nogensinde, at der var arrangeret o-løb i Marokko. Det hele var arrangeret af SUN-O.com, som drives af spanieren Pedro Pasion, med hjælp af en belgier, Tom Herremans og en anden spanier, der lød navnet Javi – sikkert en forkortelse af Xavier.

Pionerånden medførte mange pudsigheder. Eksempelvis turde SUN-O ikke sætte sport-ident enheder op i Medinaen af frygt af for tyveri, og ikke alt var fuldstændigt skræddersyet. Dagens program blev gennemgået mundtlig hver aften – med forbehold for ændringer. Sådan er det, at betræde nyt orienteringsland, men sjovt var det at være med.

Jeg tror, at skorpionerne blev så overrumplede over denne o-invasion, at de valgte at forblive i deres sikre skjulesteder mellem sten og klipper. Vi så ikke så meget som spidsen af en giftkrog. Men de er der, og der skal ikke være skyggen af tvivl om, at de er klar og helt oppe på stikkerne, næste gang der viser sig o-løbere i Marokko.

The travelling Hill Billy’es from MFOK….:

Executive travelling novellist: Helge Søgaard

Wildlife and rural photographer: Elizabeth Borchorst

Særligt skorpion– og kattesagkyndig: Rigmor Schou

Marokkospecialist og særlig Yallah-sagkyndig: Arne Pedersen