PORTUGAL O-Meeting 2009                                 VOXPOP

Februar måned har de seneste par år været lig med orienteringsløb i Portugal.

Dette års udflugt til Portugisien begyndte allerede for 367 dage siden, hvor Arne tørt konstaterede, at dette tal var lig med antallet af gange, som vi skulle sove, indtil vi igen skulle af sted til PORTUGAL-O-MEETING, som arrangementet hedder.

Og nu vi er ved de tørre kommentarer: Udrejsedagen startede med fælles morgenmad i Skørping, inden vi kørte til lufthavnen. Over morgenkaffen udbrød samme Arne: ”Hvem kan nu forstå de stakler, der er på vej til endnu en klam og kold vinterlangdistance, når man kan flyve til Portugal og løbe i lækre verdensklasse-terræner i 20 graders varme…..”

Og det gjorde vi så - Rigmor, Arne, Elizabeth og forfatteren af denne artikel, sammen med ca. 1100 andre deltagere, hvoraf rigtigt mange var gengangere fra tidligere år.

DEN SVÆVENDE BY…

I år indledte vi med 3 dages kombineret mental opladning og bakketræning i Lissabon. Ikke en ærlig postskærm så vi, men en masse dejlige oplevelser i en utroligt charmerende by med stejle gader.

Lissabon svæver billedlig talt mellem fortid og nutid. En by fyldt med røde tegltage,  små butikker, pudsige bygningsværker, trapper, sporvogne fra århundredeskiftet – og det er ikke dét i år 2000! – og et myldrende og originalt folkeliv. Alt sammen nænsomt pakket ind i blå himmel og mageløse udsigter over byen og den solflimrende Tejoflod. Og så glemte jeg vist at nævne, at temperaturen nemt nåede 23 graders varme, som er perfekt vejr til dovne timer på en fortorvscafé med et glas koldt øl i hånden.

Byen indbyder til magelige slentreture rundt i de pittoreske gader, der har bevaret deres originalitet langt fra nutidens turismeræs. Sporvognene skramler rundt på hovedstrøgene, men drejer man ind ad sidegaderne, er det som tiden har stået stille i snesevis af år.

Vasketøjet hænger på tværs af de smalle gader højt oppe over brostenene, og det billede er som taget ud af Disney’s ”Lady og Vagabonden”. Hyggelige stemmer og klirren af porcelæn strømmer ud af små spisesteder side om side med småhandlende, der fordriver tiden med at stå i døren til deres forretninger. Gadenumre ligger tæt. En lille facade på kun få meters længde har typisk 3-4 blåemaljerede gadenumre over samtlige døre og vinduer i facaden.  

Og så er det både billigt og godt. Sidste år var vi lamslåede over de lave priser, og dagene i Lissabon, eller Lisboa som lisbonetterne kalder den, bød bestemt ikke på storbypriser. Bundrekorden blev sat da vi en aften spiste oliven og appetizers, suppe, svinekoteletter, kartofler og fri salatbar, incl. 2 liter velsmagende øl, for den uhyrlige samlede sum af 33 Euro eller ca. 65 dkr. per snude. Og vi var stopmætte, da vi vaklede ud af restauranten!

DET ER SGU FOR NØRD’ET…

Vi var jo rejst til Portugal for at løbe o-løb, så derfor drog vi efter dejlige dage i Lissabon videre til byen Mora, som ligger halvanden times kørsel øst for hovedstaden midt i provinsen Alentejo. En søvnig lille by bestående af hvide huse og røde teglstens tage. Små torve og pladser, en kirke der slog sprøde slag og en lokalbefolkning der levede sit eget stille liv.

Vi blev indkvarteret på Solar dos Lilases, et lille hotel som mindede om en hacienda. Stilfuldt indrettet med højloftede stuer, knirkende trægulve og med et interiør der automatisk fik én til at dæmpe stemmen. Vi boede på 1. sal med en betagende udsigt over byen og landskabet fra tagterrassen, som vi kunne gå direkte ud på fra vore værelser.

Hurtigt fandt vi stævnekontoret, hvor det viste sig at vi kunne få et sprintkort over byen vi boede i. Og hvad skete der så? – Jo, vi begravede straks næsen i kortet og spadserede rundt og så på sprintkort. Fandt et par kortfejl undervejs, og gav anledning til nogen opsigt, når vi 4 personer stod og diskuterede korttegningens mysterier midt på et gadehjørne. ”Det er sgu for nørdet!!!!…”

Næste morgen var vi klar til fortræningen. Allerede turen ud til mødestedet bød på o-tekniske udfordringer, for mens vi kørte ad en lille lokalvej, blev vi pludseligt stoppet af en rivende flod tværs over vejen et sted, hvor denne gik ned over en lille dalsænkning. Det vidste sig senere, at en lille bæk var gået helt over sine bredder og at selv den bro, som førte over bækken, nu nærmest stod under vand.

Tilbage igen og den anden vej rundt i et udenoms vejvalg!

Sikke et lækkert område: Ingen bundvegetation, spredte oliventræer, finurlige sten- og klippesignaturer og et detaljeret kurvebillede. Vi opgav snart at læse alle de hvide pletter på kortet, som signalerede meget spredte træer, og løb i stedet lige på den ene lækre postplacering efter den anden. Det er simpelthen det rene GUF for en o-sjæl, at prøve kræfter med sådan et terræn.

Og så glemte jeg vist at fortælle, at det foregik i høj blå himmel, varmende sol og vindstille vejr.

QUEEN’S OF THE NIGHT!!!!

Første etape foregik i et terræn nær en lille naboby, Cabecao, hvor vi i øvrigt samme aften skulle løbe natsprint.

Morgenen startede med vanligt anspændthed og sparsomme kommentarer under morgenmaden. Velankommet til stævnepladsen gik vi til start, hvor Rigmor kastede sig frygtløs ud af startboksen og ud i det fine terræn. Det forlød at post 1 sad lige i skabet, mens der var lidt tendens til det kendte begreb ”Snurretop” ved 2’eren.

På trods af disse startvanskeligheder klarede alle sig fint med placeringer oppe i toppen af listen.

Hurtigt hjem igen, og en times lydløs sagte slumren. Hverken Arne eller Helge hørte den mindste lyd, mens pigerne hårdnakket påstod, at de havde hørt en rundsav skære et par rummeter brænde op. Ren og skær indbildning…

Af sted igen ved 18-tiden, for vi skulle løbe Night-Sprint i Cabecao. I år lykkedes det arrangørerne at være klar til start med kun 10 minutters forsinkelse, og af sted gik det ad smalle gader. Som sædvanligt er der intet som en natsprint i en afsides liggende landsby, der kan lokke lokalbefolkningen ud på gaderne i målløs forbløffelse over alle de gale o-løbere, der stormer rundt efter poster.

Et sted fik Elizabeth, Rigmor og Arne, som tilfældigvis var sammen ved en post, bremset deres fremadstormende nattefærd ned ad en trappe, fordi et par lokale skulle bære et køleskab ned. Hvorvidt køleskabet var stjålet eller ej, var der ingen der tog sig tid til at konstatere.

Og… ikke overraskende, så slog Nattens Dronninger til med hver sin 1. plads, på trods af køleskab og andre drillerier rundt omkring i de smalle gader. 

Da alle var i mål efter nattens strabadser, kørte vi hjem til haciendaen, gik i bad og gjorde klar til en alternativ middag. Indkøbte forsyninger i form af gedeost, skinke, brød og dødspølser blev skyllet ned med øl, rødvin og den fabelagtig velsmagende portugisiske brandy, MACIEIRA. Det smager lige så smukt som basunenglene i den lokale kirke synger…

Duften af sardiner og gammel gedeost går i øvrigt fint sammen med den tvivlsomme duft af løbetøj og o-tasker, der hurtigt bliver en del af hotelværelset, når vi er på o-ferie.

LANGDISTANCE OG SIKKE KURVER…

Næste morgen stod vi tidligt op sammen med hønsene, for arrangørerne havde lovet lange gangafstande til stævneplads og start.

Dagen bød på lange baner til os alle og World Ranking Event for eliteklasserne, hvor både den danske junior- og seniorelite deltog og lavede flotte resultater.

MariagerFjord OK-eliten gjorde også deres bedste. For eksempel tjekkede Rigmor placeringen af post 1 og 2 så grundigt, at hun investerede hele 36 minutter her i. Yderst hensynsfuldt overfor de øvrige løbere, der så kunne være sikre på, at de to poster stod korrekt placeret i terrænet.

Selv samme terræn bød på åben og fin græsbund med spredte kork-ege, hvoraf nogle dog havde opgivet ævret på grund af den voldsommer afbarkning, der får træets stamme til at ligne et nyklippet får – tyndt og frysende. Alt sammen tilsat de lækreste kurver, som en o-løber kan tænke sig – uden sammenligning, i øvrigt!

Om aftenen skulle vi deltage i den traditionelle ”Regional Dinner”, som fandt sted i en kæmperestaurant, der bestod af en hvidmalet betonhal kun oplyst af neonrør i loftet. Maden bestod af pølser, oliven, suppe, svinekam og fritter samt karamelrand, med alt i drikkevarer til. Ikke den store gastronomi, men hyggeligt og billigt. Det hyggelige element fik i øvrigt særdeles god næring i det faktum, at Arne og Rigmor storbommede restauranten, men vi andre ventede. Efter halve timers vandren rundt i byen, mødte de tilfældigvis én fra arrangørklubben, som beredvilligt tilbød at køre de totalt forliste ”vejvalgseksperter” til restauranten.

NU KAN DET ALTSÅ IKKE BLIVE BEDRE…

Fortsat strålende sol fra en skyfri himmel og ikke en vind – nu på 8. dagen, siden vi ankom til dette dejlige land. Iført shorts og bar topmave nød vi livet med at dase i solen og varmen på stævnepladserne efter dagens løb.

3. dagens løb bød igen på korkegs-terræn, denne gang med en om muligt endnu flottere græsbund, der nærmest lignede en golfbane. Terrænet var endnu mere finkuperet og tilsat rigtigt mange sten og listige klippepartier, der stak op fra golfbane-bunden i rigt mål, med det resultat, at vi alle småbommede. Terrænet snød… for det så meget nemt og åbent ud, men krævede faktisk koncentration hele vejen rundt, måske fordi den fine bund inviterede til at løbe lidt for stærkt.

Hjem til haciendaen igen, hvor vi vanen tro evaluerede dagens oplevelser over kølig hvidvin på terrassen. O-ferie er et spørgsmål om enkel livsførelse og få og små glæder: Fede terræner, tekniske baner, god mad, lækre hoteller, hyggeligt selskab, sol og varme, og - en anelse alkohol til at holde maven i orden med…

DANSK TRIUMF…

4. etape bød på samme terræntype som 3.dagen, blot med endnu flere sten og klippe-finurligheder.

Og så havde arrangørerne på forunderlig vis fået lavet det sådan, at man startede 2 og 2 samtidigt fra hver klasse. Finessen lå således i, at der ude på banen var en ”butterfly”. En fin detalje, især da ”butterfly’en” foregik i et detaljeret og rigtigt spændende område, hvor man skulle finorientere og holde koncentrationen helt i top.

Terrænet var ganske enkelt ”dødlækkert”, og det var en super nydelse at løbe rundt og finde poster i det milde vejr, hvor luften stadig var frisk fra nattens kølighed og solen varmede lige tilpas. Hver meter på banen var det rene orienterings-eleksir, og selvom benene blev trætte, så ønskede man faktisk ikke, at det ville holde op.  

Alle småbommede lidt – nogle lidt mere end andre – og Arne var galant nok til at lade Elizabeth få en bedre km-tid, på den i øvrigt samme bane. Om det var det, som gjorde udslaget vides ikke, men der hang en flot sølvmedalje om halsen på Elizabeth, da præmieoverrækkelsen var afsluttet.

I øvrigt var præmieoverrækkelsen den rene danske triumf, idet det samlede resultat i hhv. H21E og D21E blev vundet af tvillingeparret Signe og Rasmus Søes. Imponerende og i øvrigt flankeret af flere flotte danske resultater, der betød at Danmark samlet blev nr. 5 i klubkonkurrencen.

NÆSTE ÅR ER ALLEREDE PLANLAGT…

Næste år finder PORTUGAL O-MEETING 2010 (eller POM, som det kaldes lokalt!) sted ude ved kysten midtvejs mellem Lissabon og Porto. Her bydes der på orientering i klitterræn med masser af udfordringer.

Og det allerbedste er, at når POM er færdig, så kan man lige nå at deltage i et 3-dages arrangement i Norte Alentejano, hvor vi er tilbage blandt kork-egene øst for Lissabon. Ligger perfekt i forhold til køreturen tilbage til lufthavnen, og på den måde kan det blive til hele 9 løb på 11 dage…

GÆT SELV:

Har vi mon allerede skrevet det i kalenderen???????.......

Redaktions-

konsulenter: Rigmor og Arne

Fotos: Elizabeth

Tekst: Helge