Opildnet af sidste års vellykkede studietur til Portugal O-Meeting (POM) i februar måned, drog vi atter sydpå for at løbe vinter-o-løb i sydens varme. Kun Arne og Rigmor havde klaret udtagelseskravene for at komme på det faste MFOK-hold i år – og sikke en forstærkning, men det kommer vi tilbage til.
Afsted en regnvåd vintermorgen med Air Berlin via Palma de Mallorca mod landingsbanen i Sevilla, Spanien. Hvorfor nu lige Spanien, når vi skulle løbe i Portugal? – men det vender vi også tilbage til. Det bliver med andre ord en lang artikel!!!
Så vidt så godt, bortset fra at biludlejningsfirmaet åbenbart var ramt af Den Spanske Syge, hvilket betyder at ikke en dyt fungerede omkring vores reservation. Det føltes som et 2 timers søslag mod Den Spanske Armada, inden vi fik den forhåndsreserverede bil til den aftalte pris.
HOLA, HOLA!! Straks videre mod Portugal og byen Faro, hvor vi skulle bo, men nu var det i mellemtiden blevet mørk aften. Med dårlige kort og uden kompas førte Arne og undertegnede bilen gennem Faro’s labyrintiske byplan og ensrettede gader med et verdensklassevejvalg – direkte til hotellet, der lå smukt ved den gamle havn, med den herligste udsigt man kan tænke sig.
Næste dag bød på lidt sightseeing i Faro, indkøb af lækkerier til frokost i den nærmeste MERCADO, og indtagelse af samme på terrassen udenfor hotelværelset. Hertil kolde CERVEZAS og VINHO BLANCO, mens temperaturen sneg sig op på 20 grader med strålende sol på en klar blå himmel. Totalt udmattede af disse anstrengelser nåede vi ikke mere denne dag.
Morgenen efter…. rettelse: Op ad formiddagen var vi klar til fortræningen, med et bacon-and-egg’s-tal helt i top efter morgenmaden. Fandt uden problemer terræn og mødested, og steg ud af bilen med en herlig udsigt over skov, bølgende bakker og spredte HACIENDA’ER i landskabet.
Af sted gik det med næsen i kortet:
”Hvem pokker har været kortkonsulent her??”
Kortet var fuldt af grønne prikker og krydser – som begge plejer at betyde enligt stående træer. Dette havde ikke afholdt korttegneren fra at markere enkelte træer, som ganske vist var lidt højere end resten – inde i en tæthed 1 – bestående af tusindvis af træer!
Eller hvad med en definition som: Slugt-sammenløb, hvilket blot betød at posten stod og flagrede ubestemmeligt nede i det flade land, foran 2 slugter der mødtes! Spændende orientering, må man sige!
1. ETAPE –
MATE DEI CONCEICÂO – eller ”Eucalyptusjunglen”
Tidligt oppe!. Der sporedes en let nervøsitet blandt aspiranterne på holdet, hvilket gav ro på bagsædet på vej mod stævnepladsen.
Terrænet så tæt ud, lidt jungleagtigt med masser af eucalyptustræer. Knæk et blad og duft til enderne heraf – langt bedre end halspastiller!
Alle kom fint igennem deres bane, der stillede krav til finorientering og kompasteknik. Heldigvis holdt alle de gamle ben og småskader til premieren, hvilket alene kan henføres til den intensive rødvins-kur, som hele holdet havde påbegyndt straks efter ankomsten for 2 dage siden.
Arne grundlagde triumfen med en 1. plads, Elizabeth med en 2. plads og Rigmor med en 9. plads. På denne baggrund følte Helge sig forpligtet til at sikre en vis spredning på resultattavlen.
Eftermiddagen bød på en slem overraskelse i vores børnelærdom.
”Beklager, men storken flyver altså IKKE til Afrika om vinteren”.
”Næh, de dovne slamberter stopper på halvvejen og fiser den af i Faro i Portugal!”
Fra vores terrasse kunne vi iagttage mindst 10 storkereder på byens tage og tårne, og sidst på eftermiddagen kom de store fugle hjem fra fouragering, glidende ind over os med flaps og haleror i landingsposition mod rederne. Et flot syn!
2. ETAPE – PONTAL/FARO – eller Whauwdagen!
Der var dømt langdistance i et dødspændende og letløbet terræn med pinjetræer. Masser af utydelige stier og de lækreste kurvedetaljer, man kan tænke sig.
Nogle steder var der dybe regnvandsraviner, som havde slidt sig ned i den stenhårde røde Andalusiske jord, hvilket faktisk mindede om det man kalder ”Bad-lands” på den anden side af Atlanten. En grøn tæthed 3 på kortet viste sig at være et kaktuskrat med strittende torne – burde mindst benævnes som tæthed 33. Et andet sted stod palmerne på rad og række, som i en dansk granplantage. Og lokal koloritten blev sikret af en arrig gedehyrde, som forsøgte at holde sammen på de magre bæster, mens o-løbere i stort tal passerede det græsareal, som han havde udset sig midt i terrænet.
Arne satte sig på 3. pladsen (samlet stadig nr. 1) og Elizabeth forblev også i toppen. Til gengæld hjalp Rigmor med resultatspredningen denne dag, efter det man kalder en ”Pladask Portugiser”, hvilket bedst kan oversættes til et udsagn i retning af:
”Hvor dælen er den post henne……”
Vi var trætte, men et ophold i hotellets wellness-afdeling med dampbad, sauna og andre lyksageligheder i lækre omgivelser, gav os kræfter til at deltage i den OFFICIAL DINNER, der var en del af arrangementet. Her skal de altså have ros – arrangørerne, altså! Prisværdigt få taler, og lagt til sidst i programmet. Maden tog sin tid, men det er nærmest standard på de kanter, men toppen var et folklore-danseshow med svingende kjoler og masser af benspjæt i de flotte dansenumre.
Samme aften faldt turens absolutte højdepunkt: Helge blev budt op af en lille tætpakket (ca. 1,5 x 1,5 meter uanset synsvinkel) portugisisk dame fra dansetruppen – og hun fik sig i hvert fald et højdepunkt! Vi skiltes med kys på kinden og skælmske øjekast, så lidt kærester blev vi. Arne var lidt misundelig, men tog det ellers pænt!
3. ETAPE – PONTAL/FARO (igen) - eller den stilsikre dag!
Elizabeth og Arne endte, efter dagens løb, som førende i deres klasser, hvilket jo ikke er det værste udgangspunkt før finalen næste dag. Terrænet kunne sagtens bære et gensyn og alle nød det lækre terræn, FEDT, FEDT, FEDT….
Eftermiddagen gik med overvejelser omkring den heltemodtagelse, som klubben hjemme i Danmark givetvis var i færd med at planlægge. Vi så alle billedet for os af formanden, der sidder bøjet over hyldest-talen ved skrivebordet, mens han slår supérlativer op i fremmedordbogen!
Sidst på dagen nød vi alle en lang sejltur i det særprægede marsklandskab, RIA FORMOSA, som ligger langs kysten fra Faro og helt til den spanske grænse mod øst. Vi gik i land på den yderste ø, Portugals sydligste punkt, og kunne næsten få øje på Sydamerika i horisonten, så klart og flot var vejret. Landgangen bød også på muligheden for at indsamle mængder af flotte og store strandskaller – ikke underligt, at vi altid har overvægt i kufferten, når vi skal hjem.
4. ETAPE – VILA REAL de SANTO ANTONIO – eller dagen hvor vore skridt blev for korte, men også den store medaljedag!
Nu skulle vi vise dem, hvordan Dannebrog ser ud!
Terrænet så mildest talt lusket ud med utydelige lave kurver, 2-3 meter højt gyvelagtigt bevoksning i bunden, som bestod af tungt sand. Nærmest et klitterræn med utydelige stier, utydelige vækstgrænser, utydelige – ja, det hele!
Lagde hårdt ud fra start med begge skruer i vandet og optimal kortkontakt…. Øhh, retningen passer i følge kompasset, men ”hvornår i alverden kommer den førstepost?”. Længere frem, og lidt længere endnu – og der fremme stod den. Mærkeligt, så langt der var.
Sandet i bunden tærede allerede på benene, men post 2 og 3 gik rimeligt OK.
Post 4 – talte omhyggeligt skridt, ”nu SKAL den altså være der”! Nej, længere frem, ”det var da utroligt” – men endelig fik jeg øje på den punkthøj, som posten stod ved.
En teknikoptimering var nødvendig: Målte omhyggeligt delstrækket til 5’eren.
Nøjagtigt 200 meter = 76 dobbeltskridt ganget med sandkvotienten og divideret med tæthedsfaktoren = 87 3/8 dele dobbeltskridt!
Der var over 120 dobbeltskridt inden posten var der – hvad sker der her??????
Tjekkede målestok på kortet, som sagde 1:10.000. Og i mål viste tiden for sølle 3,6 km hele 62 minutter incl. lidt småbommeri undervejs. Højst mærkeligt – indtil Flemming Nørgaard fra OK PAN afslørede mysteriet med at komme både til - og for kort!!
Kortet var i målestok 1:15.000, selvom der stod 1:10.000. Det betyder naturligvis at alle afstande var 50% længere i terræn end på kortet. Det havde heldigvis også en drastisk betydning på kilometertiden, for nu var banen pludseligt blev 5,4 km lang.
Bortset fra denne detalje, som de portugisiske arrangører i øvrigt forbigik i tavshed, som en ubetydelig detalje, blev dagen den TOTALE TRIUMF.
Arne vandt sin bane, Elizabeth blev nr. 2, Rigmor nr. 8 og Helge skulle skrive artiklen til klubbladet. Storstilet og flot præmieceremoni på det lokale stadion med fine medaljer i grønne og røde bånd som det portugisiske flag.
TILLYKKE.
