Et brag af et kvindeløb | |
Det
bliver formentlig et brag af en begivenhed, når Beauté
Pacifique Kvindeløb i Hadsund skydes i gang torsdag d.
6. maj. De
810 løbere er på forhånd delt op i tre startgrupper med
første start kl.19.00 med numrene 0-299. Kl. 19.05
starter gruppe to med numrene 300-599, og sidste gruppe
kl.19.10 med numrene 600-810.
Tidtagningen er også helt på plads, og her har
arrangørklubben Mariager Fjord OK lejet både udstyr og
mandskab hos Atletikkens Venner i Randers Frejas
Atletikafdeling. Dermed er der sørget for professionel
tidtagning, hvor alle løberne bliver udstyret med en
chip, der aflæses ved målpassage. Hadsund Broen er en vigtig strækning på løberuten, og da deltagerne starter med at løbe over den til Hadsund syd og retur over broen igen, håber arrangørerne meget på, at der ikke kommer uanmeldte coastere, der vil kunne give løberne en uønsket pause. Vi har i flere år barslet med ideen om en flot løberute, der går over Hadsund Broen, så nu skal det prøves. Vi er i nær kontakt med brovagten, så vi krydser fingre for fri passage til de 800 kvindelige løbere, der dermed bliver de første, der kommer på en officiel løbetur over Hadsund Broen, endda hele to gange. Selve løberuten, som har været offentliggjort i godt en måned, er flittigt blevet trænet på af byens kvinder; og således er strækningen op ad Vestergade/Hobrovej allerede blevet døbt mindre pæne ting, idet der her er en lidt kraftig stigning. Til gengæld løbes der, umiddelbart efter denne ”tandudtrækker”, nedad gennem Thygeslund skoven, og resten af ruten er helt flad hen langs roklub og sejlklub til opløbet på selve havnefronten. |
|
|