Hadsundløbet - 4 dage før | |
Med blot ganske få dage til Hadsundløbet, der afvikles torsdag d.2. september, er en ny deltagerrekord allerede i hus. Med over 550 tilmeldte allerede, er rekorden fra sidste år på 374 løbere godt og grundigt slået. Hadsund Skole har i år valgt at deltage for første gang, og med flere hundrede elever kan rekorden måske ende med at blive slået med det dobbelte antal løbere. Arrangørerne Mariager Fjord OK har derfor sat en begrænsning på max 800 løbere, så her venter man spændt på de sidste dages tilmeldinger. I år har klubben valgt, at man kun kan tilmeldes online på klubbens hjemmeside, og da klubbens webmaster Keld Østergaard har konstrueret en let tilgængelig tilmeldingsformular til både individuelle og større hold, er det meget nemt at gå til, og indtil videre er det altså en stor succes. |
|
Klubben har også valgt at tilgodese flere af de yngste deltagere, idet den yngste gruppe op til 14 år er blevet splittet op i tre. Således hedder de yngste grupper nu: – 10 år, 11-12 år og 13-14 år, og dermed er der en mere lige konkurrence i disse aldersgrupper og endnu flere løbere får desuden en medalje om halsen.
|
|
Også tidtagningen bliver ny i år, idet klubbens efterhånden noget gamle og udtjente system ikke magter så mange løbere. Hos naboklubben Aalborg OK har man således lejet udstyr, der er vel gennemprøvet til Kvindeløb i Aalborg med omkring 3.000 deltagere. Det betyder, at alle deltagere i dette års Hadsundløbet bliver udstyret med brystnumre påtrykt stregkoder, der ved målpassage bliver aflæst vha. stregkodelæsere a’la supermarkedsudgaverne. Umiddelbart herefter kan målpersonellet aflæse resultaterne, og de enkelte aldersgruppers vindere kan hurtigt findes. Dette bliver forhåbentlig en succes, og så vil klubben forsøge at skaffe den økonomi, der skal til for at købe sit eget. Med tre efterhånden store motionsløb om året: Beauté Pacifique Kvindeløb i maj, Mariagerløbet i juni og Hadsundløbet i september samt en række O-løbsstævner, er det helt klart et stort ønske i klubben. |