Evaluering af Kvindeløb i Hadsund
 

 

Fjordområdets første kvindeløb nogensinde, det netop overståede Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund, er nu også evalueret i stævneudvalget, som udgøres af idemand og sponsor Antonino Oliveto fra Ristorante davinci, medarrangør og hovedsponsor fra Beauté Pacifique udgøres af Vivi Holk, Amalie K. Christensen, Trine Bach og Torben H. Pedersen samt den sportslige arrangør Mariager Fjord OK med Keld Østergaard og Erik Nielsen samt stævnelederne Per Andersen og Jens Chr. Dalgaard.

Vi er i udvalget klar til et nyt Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund igen næste år, og på evalueringsmødet i den forgangne uge, herskede der slet ingen tvivl om, at løbet skal gentages; selv en dato er allerede klar, nemlig torsdag d.5. maj 2011, fortæller man.

Ved dette års løb var vores eneste virkelig store hurdle selve tidtagningen, men allerede nu er vi i klubben ved at undersøge bedre udstyr til næste år. Desværre er det så dyrt, omkring 250.000 kr., at vi i klubben ikke selv kan løfte den udgift, og det gør, at vi stadig må leje os til det. En del af overskuddet fra dette første år lægges til side i en pulje, så vi måske kan investere i vores eget tidtagningsudstyr, fortæller klubbens stævneledere. Vi har jo også både Mariagerløbet nu her d.10. juni og Hadsundløbet d.2. september, og disse løb er, begge med 18 år på bagen, i fremgang hvad angår deltagere, så udstyret vil selvfølgelig blive anvendt her også.

Resultatliste og masser af fotos fra løbet er lagt på klubbens hjemmeside: www.mariagerfjordok.dk og de 21 præmier er afsendt til de tre bedste løbere i hver af de syv aldersgrupper. Vi beklager meget, at der er gået så lang tid, men vi håber, at vinderne kan tilgive os, i hvert er det nogle flotte præmier fra henholdsvis Beauté Pacifique, Trip Trap og Sportigan der er undervejs.

Selve ruten på de 5.100 m ændres der ikke på, for selv om ”djævlebakken” op ad Vestergade/Hobrovej var noget af en ”bjergbestigning” for en del løbere, udtrykte de mange kvinder stor tilfredshed med ruten, der som bekendt også gik over Hadsund Broen i starten af løbet, og sidst på ruten gennem den smukke Thygeslund skov, inden selve opløbet hen ad havnefronten.

Nogle løbere efterspurgte væske ude på ruten, og det lover stævnelederne, at der næste år vil blive.

Næste år vil der selvfølgelig også blive strammet op på bl.a. stævnepladsområdet ved davinci, og her har Erik Nielsen fra klubben allerede tegnet nye oversigtsplaner, der giver plads til endnu flere deltagere; vi åbner i hvert fald op for 1.000 løbere næste år, er den foreløbige melding fra klubbens stævneledelse.

Tilbage er der nu blot et håb om, at de omkring 800 kvinder har nydt det, og at de næste år kommer talstærkt tilbage, således løbet kan blive et fast indslag i Hadsund bys mange arrangementer; vi vil i hvert fald gøre vores til det, slutter en meget tilfreds stævneledelse.