Kvindeløb 2019


Det blev allerede d. 4. april, at arrangørerne kunne melde ”alt udsolgt” til dette års Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund, og det endda en hel måned før løbet, der afholdes torsdag d.2. maj.

Arrangørerne, som er et samarbejde mellem Beauté Pacifique, Ristorante DaVinci og Mariager Fjord Orienteringsklub, havde ellers på baggrund af sidste års deltagerrekord på 1.250 løbere, hævet deltagerantallet til 1.500, for så var man da nok sikker….. At der nu, en hel måned før løbet, er udsolgt kommer dog noget bag på stævneledelsen. Stævneleder Erik Nielsen fortæller, at alle myndigheder har godkendt det nye max-tal, som man i stævneledelsen havde søgt om, men at man nok lidt optimistisk troede, at man med de 1.500 var fremtidssikret.

Nu er vi spændte på, hvorledes løbets afvikling spænder af, men de erfaringer, vi har gjort os fra de første ni år, tegner til et godt løb. Ruten er den kendte med start og mål ved den nye kanal og havnebassin på Hadsund Havn. Samtidig har vi delt løberne op i fire startgrupper med fem minutters startinterval, så der ikke være så megen trængsel for løberne i de enkelte grupper, fortæller klubbens løbstilmelder og kasserer Keld Østergaard. Han afslører også, at klubben som noget nyt i år bruger chip-tidtagning fra det professionelle løbsfirma RaceResult, et tidtagningssystem som klubben selv overvejer at indkøbe til sine tre årlige motionsløb: Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund, Mariagerløbet og Hadsundløbet.

 

De 1.500 tilmeldte kan nu blot glæde sig til et spændende 10-års jubilæumsløb, hvor alle deltagere jo som gave får lækre goodiebags fra Beauté Pacifique, Karlsens, Mariager Sydesalt mfl. Og som sædvanlig er der flotte præmier til både første, anden og tredjepladserne i de otte aldersgrupper, disse sponsoreres af henholdsvis Beauté Pacifique, Sportigan Hadsund og Bundgaard Guldsmed Hadsund, samt blomsterbuketter til alle vinderne fra Kirkepladsens Blomster i Mariager. Ligeså er der hele 192 lodtrækningspræmier fra ikke mindre end 38 af byens handlende. Frisk frugt og saft sponsoreres som sædvanlig af Super Brugsen Hadsund. Opvarmningen står motionscenteret MyHeart som sædvanlig for. Førstehjælp er i trygge hænder hos Beredskabet Mariagerfjord, og sikkerheden på ruten står Politihjemmeværnet for sammen med arrangørklubbens egne ruteofficials. Stævneledelsen ser derfor nu frem til et kanonløb, som altså allerede er med ny rekorddeltagelse her i jubilæumsåret.