1. division i Alstrup Krat


Søndag arrangerede Mariager Fjord Orienteringsklub et stort O-løbsstævne med omkring 300 deltagere. Det var især de fire store klubber i Nordkredsens 1.Division, der skulle dyste i Alstrup Krat i den østlige udkant af Mariager.

Her skulle de mange O-løbere stifte bekendtskab med det stor-kuperede terræn, hvor Mariager Fjord områdets højeste punkt på ikke mindre end 110 m. rejser sig. Bakkeområdet toppes af Hohøj, som er Danmarks største gravhøj på 12 m højde, og dermed ligger det som et flot fortidsminde fra bronzealderen.

Det var der nok ikke så mange orienteringsløbere, der kunne nyde synet af, for de mange bakker og der tilhørende slugter og små vandløb, satte sit præg på løberne, der dog havde stor ros til arrangørklubbens banelægger Niels Jørgen Iversen.

Stævnet blev afviklet i et superflot efterårsvejr med høj solskin og næsten vindstille, en sjældenhed i Danmark kunne stævneleder Klaus Wolsing konstatere.

Selve stævnepladsen var opført på en græsmark øst for Sødisbakke, og her kunne de mange løbere både parkere og finde sig en god plads på græsarealet. Arrangørklubben havde opsat kiosktelt med et velassorteret udbud. Toiletvogne skal der selvfølgelig også til så mange løbere, så de var også opsat i kanten af stævnepladsen.

Opløb og passage af mål foregik ligeledes her, så under afviklingen af stævnet var der til tider vild jubel, når klubkammerater asede op ad de sidste drøje meter mod mål midt på stævnepladsen.

De fire klubber, der i dagens dyst mødte hinanden, var OK Pan fra Aarhus, Silkeborg OK, Horsens OK og Herning OK. Hertil kom løbere fra otte andre klubber fra Nord- og Midtjylland, og de mange løbere fordelte sig på ikke mindre end 17 løbsklasser.  

Divisionsmatchen blev klart vundet af OK Pan med 6 max-point. Silkeborg fik 4 point og Horsens 2 point. Dermed måtte Herning OK se sig slået af de øvrige tre klubber i Nordkredsens bedste division.