Succesfuldt Kvindeløb i Hadsund |
Dette års Beauté Pacifique Kvindeløb i
Hadsund blev igen en succes, da det blev afviklet torsdag aften d.4. maj i et
flot solskinsvejr, dog præget af en kraftig vind, der gav de 934 kvindelige
løbere ekstra røde kinder. Det var 8. gang, at de tre arrangører:
Beauté Pacifique, Da Vinci Ristorante og Mariager Fjord Orienteringsklub inviterede
kvinder fra nær og fjern til fjordbyens største motionsløb, og selv om det ikke
blev en ny rekord, var der alligevel 60 løbere flere end sidste år. Rekorden på
1.177 deltagere fra 2014 står dog stadig som højeste antal i løbets historie. Allerede omkring kl.17 dukkede de første
løbere op, dels for at afhente startnumre og dels for at få udleveret dette års
lækre goodiebag, som medarrangør og hovedsponsor Beauté Pacifique uddeler. I år
overgik indholdet næsten enhver beskrivelse, og omregnet i værdi svarede
indholdet til ca. 900 kr. til hver deltager. Udover to lækre hudplejeprodukter
fra Beauté Pacifique, var der både en pose sydesalt og fribillet til ”Mad for
Alle” i Mariager fra Mariager Saltcenter, en pose lakridsmandler fra Karlsens
Krydderier samt ikke mindre end 7 dameblade og dagens avis fra Politiken, jo,
der var allerede store smil at spore hos de mange kvinder. Omkring kl. 18 sydede hele stævnepladsen
ved Hadsunds nye kanal og havnebassin, der dannede en fin ramme om stævnet, og
selv om et nysået græsareal var afspærret, var der alligevel masser af plads
til de tilstrømmende kvinder. Stævneleder Erik Nielsen fra Mariager Fjord OK
kunne derfor med stor tilfredshed konstatere, at der nu var tæt på perfekte
forhold til det store stævne. Klokken 18.40 bød Lone Christensen fra
stævneledelsen velkommen, og derefter blev der varmet op til den store
guldmedalje af to dygtige instruktører, Tina og Stine fra fitnesscenteret
MyHeart, og med stor iver guidede de løberne igennem en pulserende+ opvarmning,
både fra podiet men også i høj grad nede blandt de mange løbere, hvilket vakte
stor jubel. Præcis kl.19.00 blev første startgruppe på 195 løbere sendt afsted. Kl. 19.05 var det anden startgruppe på 321 løbere. Sidste gruppe bestod af 110 løbere og 308 gående, som blev sendt af sted kl.19.10. Et flot syn var det, især med de mange løbere på Hadsund Broen og retur igen til Hadsund-siden. Turen gik derefter ud af Vestergade og Hobrovej, og især stigningen op af ”Djævle-bakken” ved den gamle Skovpavillon trak tænder ud hos mange. Derefter var det dog en hel lise at løbe ned ad skovvejen i Thygeslund-skoven, for derefter at fortsætte ind af det lange flade stykke på Thygeslundvej/Skovvej før selve opløbet i målområdet ved den nye kanal og havnebassin. Her blev de mange løbere modtaget af klapsalver fra tilskuere i form af mænd, kærester og børn. Løberne kunne derefter velfortjent nyde
saft og frisk frugt sponsoreret af Super Brugsen Hadsund. Det var også herefter, at deltagerne
kunne se, om de var mellem de heldige, der var blevet udtrukket til
lodtrækningspræmier. Ikke mindre end 214 lodtrækningspræmier var blevet skænket
af byens forretninger, som dermed endnu engang viste stor opbakning til
stævnet. Allerede kl.20.10 gik præmieoverrækelsen
i gang, igen styret af Lone Christensen fra arrangørklubben. Vinderne i de syv
aldersgrupper fik flotte gavekurve af Beauté Pacifique. Andenpræmierne var
flotte gavekurve fra Rikki Tikke og tredjepræmierne flotte gaver fra Sportigan.
- 14 år: Nr.1. Camille Vestergaard Jacobsen, Hadsund Amatør
Bokseklub 21.14. Nr.2. Ida Flou Blomstrand, Hadsund 22.39. Nr.3. Laura
Henriksen, Team Bræmer 24.39. -15-19 år: Nr.1. Michelle Franow, Mariager Efterskole 20.15. Nr.2. Therese Helk
Olesen, Skive AM 20.28. Nr.3. Laura Katrine
Høy, Mariagerløberne 20.34. 20-29 år: Nr.1. Line Kalstrup Schulz, Adidas 17.14. Nr.2. Louise Juel
Larsen, Team Juel Larsen 19.46. Nr.3.
Tanja Munkholm, Gistrup 20.27. 30-39 år: Nr.1. Camilla Kirk, Mødegruppen Seebach 21.19. Nr.2. Carina Wested,
Mariager Triathlonklub 21.37. Nr.3. Mette
Brodersen, Benefit Hadsund 21.57. 40-49 år: Nr.1. Lotte Eschen, Hobro 20.57. Nr.2. Mette Johansson,
Hadsund 22.01. Nr.3. Britta Svanholm, Mariager Triathlonklub 22.36. 50-59 år: Nr.1. Gitte Karlshøj, Beauté Pacifique 19.24. Nr.2. Ann
Dalby, Beirholm 21.12. Nr.3 Vibeke Friis,. Fjordløberne Hobro 22.49. 60 år - : Nr.1. Grete Roed, Nørager 23.53. Nr.2. Rita Hansen,
GMPack 25.30. Nr.3. Anni Gregersen, Hadsund 25.39. Totalt set blev hurtigste kvinde Line
Kalstrup Schulz, Adidas 17.14, og hun var blot 1 sek. fra sin egen tid fra
sidste år, som samtidig er stævnets hurtigste nogensinde. Nr. 2 blev Gitte
Karlshøj, Beauté Pacifique 19.24, og nr.3. Louise Juel Larsen, Team Juel Larsen
19.46. Med disse mange hovedpræmietagere som
det sidste, takkede Lone Christensen for det flotte fremmøde, og opfordrede
løberne til at medbringe veninder, nabokoner mfl. til næste års løb, der
afholdes torsdag d.3. maj 2018 samme sted. |