Mariagerløbet 2017

Torsdag d. 8. juni afholder Mariager Fjord Orienteringsklub, i samarbejde med klubbens hovedsponsor Sparekassen Kronjylland, sit traditionsrige motionsløb, Mariagerløbet.

Løbet fejrede sidste år sit 25 års jubilæum i et flot sommervejr med 222 deltagere. Stævnerekorden blev sat tilbage i 2014 med 278 deltagere.

Løbets slogan lyder stadig: "Når nu Mariager Fjord er Danmarks smukkeste Fjord, så må Mariagerløbet være Danmarks smukkeste løb"

Ruterne er i hvert fald smukke: Ruterne går dels gennem stier i villakvarterer, dels på sti og på strand langs Mariager Fjord og dels gennem Mariager Vesterskov.

Som tidligere år oprettes der stævneplads både foran og bagved Sparekassen Kronjyllands bygning i Mariager. 

Stævneleder Per Andersen fra klubben fortæller videre, at løberne igen i år kan vælge mellem tre forskellige distancer på henholdsvis 3,0 km., 5,6 km. og 9,7 km.

Sparekassen Kronjylland sponsorerer også løbets vandrepokal til største tilmeldte hold, hvilket sidste år blev Mariager Efterskole med hele 61 deltagere. Intersport Hobro sponsorerer hovedpræmier til løbets vindere, og udover de mange gruppevindere vil der også være en række lodtrækningspræmier fra flere af byens forretninger.

Senest tilmelding er søndag d.4. juni på løbets hjemmeside: www.mariagerfjordok.dk