250 løbere med i årets Hadsundløb |
Heldigvis blev sidste års skuffelse med blot 160 deltagere gjort til skamme, idet hele 250 løbere deltog i dette års Hadsundløbet, et løb der jo sidste år fejrede sit 25 års jubilæum. Arrangørerne fra Mariager Fjord Orienteringsklub og Sportigan Hadsund kunne dermed finde de helt store smil frem, da de mange løbere begyndte at indtage stævnepladsarealet lige midt i byens hjerte, Torvet i Hadsund. Som tidligere år er det her, løberne mødes, får udleveret startnumre og nærstuderet de ophængte kort med de tre løbedistancer på henholdsvis 3,3 km, 5,5 km og 10,5 km. Også listerne med alle de 25 års løbsstatistik bliver ivrigt studeret, og på snakken kan man høre, at mange løbere har deltaget næsten alle 25 år, og selv om Hadsundløbets ruter er blevet ændret to gange, gør det ikke interessen mindre blandt deltagerne. Stævneleder fra klubben var i år Erik Nielsen, og sammen med omkring 40 hjælpere, blev det igen et vellykket arrangement, og selv om vejret ikke ligefrem viste sig fra den bedste side, hold regnen stort set op ved løbets start og resten af aftenen. Efter en kort velkomsttale af klubbens kasserer Keld Østergaard, blev mikrofonen overrakt til to instruktører fra fitnesscenter MyHeart, der som tidligere år virkelig fik gang i de mange løbere, så både pulsen gik op, og de røde kinder kom frem. Præcis kl.18.30 blev første startgruppe på de 10,5 km skudt i gang af Palle Justesen fra Sportigan. Da Palles skydeevner var fuldt intakte, gentog han det med fem minutters mellemrum, således løberne på henholdsvis 5,5 km og 3,3 km også kunne komme afsted på stier og veje i Hadsund og omegn. Hos nye deltagere kunne man dog spore en vis betænkelighed ved den noget hidsige start op ad Storegade, men vel ude på ruterne blev der løbet godt til. Fælles for de tre distancer er som sagt starten og de første ca. 1½ km. ud ad Aalborgvej. Her løber den korte rute ned ad Ringvejen. Den mellemlange rute må længere ud ad Aalborgvej og over ad Sandelmosevej. Den lange rute må helt ud af byen før der drejes ind ad Visborgvej og videre helt til Visborg. Fælles for de tre ruter er sammenfletningen af ruterne på Gl. Visborgvej/Ringvejen, og herfra følges de tre ruter ind til Hadsund midtby og selve opløbet i bunden af Torvet.
De mange løbere fik stor opbakning i målområdet på Torvet, og efter målpassagen kunne deltagerne velfortjent sætte tænderne i frisk frugt og slukke tørsten i saft, begge dele sponsoreret af SuperBrugsen Hadsund. Stævnepladsen på Torvet blev hurtigt fyldt, og den spændte stemning begyndte at brede sig. Dels kunne 40 heldige deltagere afhente deres lodtrækningspræmier i boden hos Dorthe fra Sportigan, 40 præmier sponsoreret af Sportigan, Beauté Pacifique, Sparekassen Kronjylland og Cafe Baghuset. Og dels ventede de efterhånden mange løbere spændte på deres resultater, der som altid ophænges på store tavler midt på Torvet. Disse blev studeret flittigt, og især de yngste kunne næsten ikke vente til den spændende præmieoverrækkelse, der foregår på Torvets store trappe ved springvandet.
Første gjaldt det Urmager Erhardsens vandrepokal, der skulle overrækkes, og Keld Østergaard fra klubben kunne herunder fortælle, at det var meget glædeligt, at så mange hold fra klubber, skoler osv. havde deltaget i dette års Hadsundløbet. Største hold blev Vindblæs Friskole med hele 54 deltagere, og de fik dermed æren af at opbevare vandrepokalen det næste års tid. Andre store hold var Hadsund Skoles 3c med 37 løbere. Mariager Efterskole med 15. Fjordløberne ligeledes med 15. Trim Jarl Arden med 14. Hadsund Boldklubs U 11 tøser med 13. PIF Runners med 12 og XL-Byg Mariager med 6 løbere. Dernæst startede overrækkelsen af de mange medaljer i de ni aldersgrupper på de tre distancer. Palle og Sabrina fra Sportigan stod for ceremonien, som fik mange klapsalver med sig både fra klubkammerater, stolte forældre og øvrige tilskuere. Alle vindere og samtlige resultater kan findes på klubbens hjemmeside www.mariagerfjordok.dk - her nævnes blot de hurtigste på de tre distancer: Hurtigst på den korte 3,3 km blev hos pigerne Maria Jean Glenstrup, HB U11 Fodbold Tøser i tiden 15.40. Hos drengene blev det Lauge Thing, Hadsund i 15.13. På den mellemlange 5,5 km blev vinder hos kvinderne Camila Kirk, Konservative Mariagerfjord i tiden 25.03. Hos mændene Palle Sundby, Fjordløberne Hobro i 21.10. Den lange rute på 10,5 km blev hos kvinderne vundet af Hanne Nørgaard, Fjordløberne Hobro i tiden 49.47. Hos mændene Claus Hallingdal Bloch, Kontaktlinse Instituttet Aarhus i 36.17. Aftenen sluttede med en tak for det store fremmøde og håb om at se alle igen næste år, hvor løbet afholdes torsdag d.6. september 2018. |