Find vej Dagen 2017

 

Den 29. april er dagen, hvor hele familien Danmark løber en tur i skoven med kort og kompas.

Dansk Orienterings-Forbund og de Danske orienteringsklubber i samarbejde med Nordea-Fonden, og med Løberen som sponsor, afvikler den 29. april hele 49 arrangementer over hele Danmark.

Den lokale klub, Mariager Fjord Orienteringsklub, afholder sit Find Vej i arrangement i Hobro Østerskov lørdag d.29. april mellem kl.13.00 og 15.00. Mødested er P-plads ved tennisbanerne overfor Hobro Idrætscenter, fortæller klubbens arrangører Nicolai Zaar Nielsen og Jørn Blom.

Orienteringsløb er sporten, hvor hele familien kan være med. På Find vej Dagen, er der lette korte baner, hvor alle kan være med, såvel som sprint-baner for børn, og lidt længere baner, der udfordrer løberen, der er vant til at løbe lidt længere.

Til at begynde med behøver man ikke noget særligt udstyr, der er baner, man kan “gå en tur,” og hvis der er brug for det, kan man få lov til låne et kompas i klubben, der afholder arrangementet.  

Hvis du har brug for hjælp til at læse kortet, så er det også nemt at finde, da orienteringsløbere er flinke mennesker, der hellere end gerne hjælper dig i gang.

Flere klubber har sat specielle sprint-baner op, så selv de helt små børn kan være med. Efter gennemført løb er der medalje og diplom til alle børn, der også har mulighed for at vinde et kompas. 

Find vej Dagen blev første gang afholdt i 2010, og har siden vokset til et arrangement med over 3.500 deltagere, og i år er der et rekordstort antal arrangementer over hele Danmark.

Find vej i Danmark er et landsdækkende projekt støttet af Nordea-Fonden. Over 6000 faste poster spredt over hele Danmark udgør orienteringsposter som enhver person kan benytte ved at downloade et kort fra www.findveji.dk og løbe et orienteringsløb. 

Klubbens to arrangører, Nicolai og Jørn, fortæller, at det er gratis at deltage, og at mange af klubbens O-løbere står klar til at hjælpe på dagen.

Forhåbentligt er der mange, der bliver bidt af O-sporten, og derfor får lyst til at prøve med orienteringsløb, så derfor tilbyder Mariager Fjord OK gratis medlemskab i resten af 2017.

Info om træning mv. kan findes på www.mariagerfjordok.dk slutter Jørn Blom.