Nytårsløbet Thygeslund-Linddale


Traditionen tro blev det nye år for orienteringsløbere i Nordjylland skudt i gang med Nytårsløbet, der hvert år afholdes af den lokale klub Mariager Fjord Orienteringsklub.

I år skete det søndag d.3. januar i Linddale og Thygeslund i Hadsund, og det var endda med et rekordstort antal deltagere, i det hele 130 løbere fra i alt 18 klubber trodsede det råkolde med tørre vintervejr.

Hovedparten af de mange løbere kom fra de nordjyske klubber, men også løbere så langt fra som Odense og Esbjerg samt en enkelt nordmand havde fundet vej til stævnet i Hadsund.

Stævneledelsen bestående af Ole Præstgaard og Klaus Wolsing, samt banelægger Keld Østergaard og banekontrol Henrik Bach fra arrangørklubben, kunne med tilfredshed konstatere, at de mange løbere fik en god oplevelse i Hadsunds nærskove.

Henrik Bach ledte de mange løbere fra Hadsund Roklubs klubhus ad veje og stier op til den fælles start, der foregik ved spejderhytten på Markedsgade. Her overtog Keld Østergaard de mange løbere, og efter en kort instruktion, sendte han løberne afsted fordelt på tre startgrupper. Så hed udfordringen ellers de kuperede bakker i Linddale efterfulgt af et kort mellemstykke ned mod Hobrovej inden selve afslutningen i Thygeslunds også ret så storbakkede terræn.

Selve målet var placeret på roklubbens P-plads, og efter målpassage ventede et varmt bad efterfulgt af ligeså varm suppe til alle deltagere, idet Hadsund Roklub velvilligt havde udlånt deres klubhus til dages stævne.

Der blev dystet i 8 forskellige klasser, og dermed kunne 8 løbere kåres som vindere efter løbet.

Bane 1 på 8,0 km. og 42 poster havde 22 deltagere og blev vundet af Nicolai Zaar Nielsen fra Mariager Fjord OK i tiden 51.10.

Bane 2 på 6,6 km. og 39 poster havde 11 deltagere og blev vundet af Walther Rahbek fra Aalborg OK i tiden 55.28.

Bane 3.a på 5,1 km. og 34 poster havde 28 deltagere og blev vundet af Rolf Duedahl Nielsen fra OK Djurs i tiden 49.59, blot 23 sek. foran nr. 2 Helge Poulsen fra Mariager Fjord OK.

Bane 3.b på 5,1 km. og 34 poster havde 9 deltagere og blev vundet af Lajla Præstgaard fra Mariager Fjord OK i tiden 55.57, blot 7 sek. foran nr. 2 fra Silkeborg OK.

Bane 4.a på 4,1 km. og 26 poster havde 16 deltagere og blev vundet af Petter Næss fra Oppsal Orientering i Norge i tiden 36.12. Her kom Larsen Jensen fra Mariager Fjord OK ind på en 3.pl. knap 4 min. senere.

Bane 4.b på 4,1 km. og 26 poster havde 12 deltagere og blev vundet af Lisbet Nielsen fra OK Vendelboerne fra Hjørring i tiden 52.50.

Bane 5.a på 4,6 km. og 27 poster havde 14 deltagere og blev vundet af Jacob Klærke Mikkelsen fra Horsens OK i tiden 35.08. Godt 8 min. senere kom Carl Henrik Pedersen fra Mariager Fjord OK ind på 2.pl.

Bene 5.b på 4,6 km. og 27 poster havde 11 deltagere og blev vundet af tre damer fra Hadsund Roklub, Birthe Pedersen, Nina Pedersen og Inge Lise Christiansen i den fælles tid 55.37.


.