DM-nat | |
Det blev et succesfuldt stævne for
den danske elite, da Mariager Fjord Orienteringsklub natten mellem lørdag og
søndag afviklede DM i Natorientering 2016. 321 løbere fra 39 danske klubber,
og en enkelt svensk, fik sig en god og udfordrende oplevelse i Hou Skov mellem
Mariager og Assens. Da arrangørklubben jo i sagens
natur havde omkring 40 af sine egne løbere i sving som officials, var der kun
få af klubbens løbere, der kunne deltagere i selve stævnet. En af disse gjorde
det dog så godt, at han lidt efter midnat kunne kåres som dansk mester i
stævnets absolut ældste klasse H 80 år med 7 deltagere på en bane på 2.125 m.
og 7 poster. Vagn Lidegaard løb sig nemlig ind på en flot 1. plads i tiden
49.12, hvilket var hele 3.48 min. foran nr. 2 Kurt Dose fra Køge OK. I klassen
H 65 år blev Helge Poulsen fra klubben nr. 8 ud af 25 deltagere.
Medaljeoverrækkelsen stod Dansk Orienterings-Forbunds formand Walther Rahbek
for. Det udfordrende terræn og den
flere steder tætte undervegetation gav løberne sved på panden, men der var stor
tilfredshed at spore fra de erfarne løbere, når de ivrigt diskuterede deres
vejvalg efter løbet. Dermed var der også stor ros til
klubbens banelægger Nikolaj Zaar Nielsen, der havde kreeret både spændende og
udfordrende baner til de i alt 13 dameklasser og 16 herreklasser. Som
banekontrol havde Nicolai allieret sig med en anden erfaren herre, nemlig
Bjarne Hoffmann fra OK Pan i Århus. De mange løbere havde også
fornemme rammer både før og efter løbet, idet Assens Hallerne var omdannet til
et stort stævnecenter, hvor løberne havde hyggelige indendørs rammer, ofte et
ukendt begreb for orienteringsløbere. Der var til lejligheden opsat borde og
stole samt indrettet et stor kioskområde i den store hal. I den mindre hal var
der sørget for overnatning på halgulvet til nogle af løberne, da mange havde
valgt at løbe et almindeligt dag-O-løb om søndagen. Ligeså var der selvfølgelig
sørget for både bad og omklædning, hvilket igen er ren luksus i forhold til de
almindelige udendørs forhold, som orienteringsløbere møder rundt i de danske
skove. Stævnet, som var kategoriseret som et 4 stjernet A-stævne, kunne dermed sagtens leve op til kravene for denne type større stævner, og derfor var der stor tilfredshed hos klubbens to stævneledere Klaus Wolsing og Niels Jørgen Iversen, der havde stævnekontrol Torben Jørgensen fra Silkeborg til at kigge sig over skuldrene. Selv det lunefulde danske vejr var på de mange løberes og arrangørernes side, så alt i alt blev det en pragtfuld aften og nat i de mørke skove udenfor Assens, og mon ikke mange af byens borgere undrede sig en del over de mange pandelampeudstyrede natløbere. |