Nytårsløb Hobro Østerskov

Mariager Fjord Orienteringsklub arrangerer nytårsløb søndag d. 4. januar 2015 i Hobro Østerskov. Det er efterhånden en gammel tradition, men i år har vi fornyelse på programmet. Vi inviterer alle løbere en tur i skoven, så i år er der også 2 lette baner på henholdsvis 2,5 km. og 5 km., som ikke stiller krav om stor erfaring i orientering. Banelægger Nicolai Nielsen har planlagt 2 ruter, hvor man som løber kommer rundt i flere dele af skoven med kort og kompas. Det giver mulighed for at prøve orienteringsløb i den lokale skov for løbere, som ikke tidligere har stiftet bekendtskab med orienteringsløb.  Hvis man møder op i god tid inden start, vil der være mulighed for en kort instruktion inden løbet. Foruden de 2 nye lette baner, så vil der for de mere erfarne orienteringsløbere være traditionelle orienteringsbaner at vælge imellem med forskellig længde og sværhedsgrad. På den måde håber vi, at mange vil få lyst til en løbetur efter julens strabadser, og måske er der også nogle, som skal have et nytårsforsæt omsat i praksis!

 

Der er start og mål ved Mariagerfjord Gymnasium. Det er også her, der er omklædning og bad. Stævneledelsen er i fuld gang med de praktiske gøremål forud for løbet, og banelæggeren er ved at finpudse de i alt 10 forskellige baner, som bliver afviklet på dagen. Og så holder vi fast i en gammel tradition: Vi har fået en håndfuld hjælpere fra klubben til at servere varm suppe efter løbet! I øjeblikket viser vinteren sig fra sin milde side, men vi løber uanset vejr og vind, og vi har erfaret, at det er rigtig hyggeligt at mødes efter løbet og få sig en hyggesnak med de øvrige løbere.

     

.