Nytårsløb Hobro Østerskov |
Det blev et succesfuldt Nytårsløb,
som Mariager Fjord Orienteringsklub afviklede søndag d.4. januar. Der blev sat deltagerrekord med
hele 119 løbere fra 15 forskellige O-klubber, hvoraf de 109 var deciderede
O-løbere. Dertil kom altså 10 nybegyndere, der for første gang kom i skoven med
kort og kompas, og ud fra deres positive udtalelser i målområdet, vil der
sikkert være flere af dem, der skal prøve O-sporten igen, for det var næsten
som at se folk med julelys i øjnene. Alle løbere var enige om, at
Nytårsløbet 2015 vil blive husket for en række positive islæt. Der var de
spændende og udfordrende baner i Hobro Østerskovs kuperede terræn, som var lagt
i hænderne på Nicolai Zaar Nielsen. Der var den gode stævneplads ved
Mariagerfjord Gymnasium, hvor der både var bad og omklædning samt efterfølgende
varm suppe til alle deltagere i gymnasiets kantine. ”Ren luksus”, udtalte flere
deltagere, idet man som O-løber kun er vant til omklædning i det fri, ingen bad
før man kommer hjem, og absolut ingen indendørs hygge, før man er hjemme i sin
egen sofa. Jo, der var smil over hele linien, og de to stævneledere Ole
Præstgaard og Klaus Wolsing var meget tilfredse, også med vejrguderne, der
berigede stævnet med et flot solskin og plusgrader på termometeret. En række vindere blev det til på
de i alt 10 forskellige baner: Bane 1 blev vundet af Claus
Hallingdal Bloch fra OK Pan Aarhus. Bane 2 blev vundet af Henrik Bach fra
Mariager Fjord OK. Bane 3.a blev vundet af Poul Henning Pedersen fra OK
Vendelboerne fra Hjørring, og her besatte Klaus Wolsing og Søren Munthe fra
Mariager Fjord OK henholdsvis 2. og 3.pl. Bane 3.b blev vundet af Bettina
Gjedde, ligeledes fra Maiager Fjord OK. Bane 4.a blev vundet af Søren Bak fra
Aalborg. Bane 4.b blev vundet af Clara Bagger Hagner fra Silkeborg OK med
Rigmor Schou fra Mariager Fjord OK på en 2.pl. Bane 5.a blev vundet af Morten
Bruhn Olsen fra Aalborg OK, og her kom en begynder Søren Skou på en 2.pl. Bane
5.b blev vundet af en begynder Mia Skou-Madsen. Bane 6 blev vundet af Lone
Mølle foran manden Thorkil Mølle begge fra Mariager Fjord OK. Bane 7 blev
vundet af en begynder Rasmus Møller efterfulgt af to andre begyndere Benny Koch
og Rikke Koch på 2. og 3.pl. |
.