Kvindeløb i Hadsund for
6. gang |
Det blev til endnu et succesfuldt Kvindeløb i Hadsund, som de tre
samarbejdspartnere: Beauté Pacifique, Ristorante Da Vinci og Mariager Fjord OK
afviklede torsdag d.7. maj. Det blev meget tæt på en ny rekord, idet hele 1.089 løbere deltog,
hvilket blot var 88 løbere færre end sidste års rekord på 1.177 deltagere. Dermed kunne arrangørerne endnu engang med tilfredshed konstatere,
at den lille fjordby Hadsund formår at tiltrække løbere fra et geografisk meget
stort område, der dækker hele Himmerland, Aalborg og Hjørring i nord, Aarhus og
Skanderborg i syd og Holstebro og Thisted i vest. Stævneledelsen kunne også konstatere, at selv om vejrguderne også
i år var i drillehumør med regnbyger det meste af dagen, ja, så besindede de
sig trods alt omkring starttiden, og gav et hæderligt, men blæsende løbevejr,
hvor solen oven i købet fik lov til at titte igennem. Allerede tre timer før start, var der et leben på stævnepladsen,
der som sædvanlig var på Hadsunds havnefront ved Da Vinci. Omkring 20 min. før
starten kl.19, overgav de mange løbere sig til en forrygende opvarmning, der endnu
engang blev ledet af to kompetente instruktører fra motionscenteret MyHeart i
Hadsund. Præcis kl. 19.00 gik første startbølge, og med 5 min. intervaller
blev de to øvrige grupper sendt ud på den 5,1 km. lange rute. Lidt spænding ”krydderi” blev tilført års løb, idet stævneledelsen
blev kontaktet af Brovagten i Hadsund. Der var nemlig varslet gennemsejling af
flere coastere omkring løbets starttidspunkt, men ved fælleshjælp fra Brovagt
og Lods, kom det ikke til at berøre løbet.
Som tidligere år kunne de mange fremmødte tilskuere følge det imponerende
syn, da de mange løbere passerede Hadsund Broen i begge retninger efter at have
passeret vendepunktet på Hadsund Syd. Den videre tur ud ad, og ikke mindst op
ad Vestergade/Hobrovej, gav ligeledes de sædvanlige kommentarer, ”Den
Djævlebakke trækker godt nok tænder ud ”. Til gengæld gik det derefter ned
gennem den flotte passage af Thygeslunds forårs friske bøgeskov, og derefter
hen ad den sidste flade del af ruten på Skovvej, med selve opløbet på
havnefronten. Igen i år udgjorde de mange tilskuere primært de løbeglade
kvinders mænd, kærester, børn og forældre, så der manglede bestemt ikke
klapsalver, da løberne spurtede i mål, hvilket lige fik løberne til at give de
sidste kræfter. I målområdet blev der snakket og grinet alt imens de mange kvinder
kunne nyde frisk frugt og saft fra SuperBrugsen, og som noget helt nyt, små lækre
proteinbrød fra Højs Bageri. Allerede omkring kl.20 kunne arrangørerne begynde præmieoverrækkelsen,
hvor de tre første i hver af de syv aldersgrupper fik flotte præmier fra henholdsvis:
Beauté Pacifique, Rikki Tikke og Sportigan, suppleret af blomsterbuketter fra
Kirkepladsens Blomster i Mariager. |
Følgende vindere kunne kåres: -14 år: Nr.1 Kristine S. Eschen Hobro i 22.42. Nr.3 Thea Bryld
Hadsund i 22.48. Nr.3 Ida F. Blomstrand Hadsund i 24.18. 15-19 år: Nr.1 Laura Høy Mariager i 23.10. Nr.2 Elisebeth
Adamsen Mariager Efterskole i 24.20. Nr.3 Caroline Ladefoged Hadsund i 24.48. 20-29 år: Nr.1 Ida Rosenkilde Team RR i 21.36. Nr.2 Louise Larsen
Aalborg i 21.42. Nr.3 Mette M. Jensen Move Randers i 24.22. 30-39 år: Nr.1 Maibritt Daugaard Aalborg i 20.46. Nr.2 Louise
Hagh Nørager i 23.33. Nr.3 Malene B. Nielsen Hadsund i 24.24. 40-49 år: Nr.1 Lotte Eschen Hobro i 22.11. Nr.2 Jette Christensen
Mariagerløberne i 23.19. Nr.3 Heidi S. Trip Hobro i tiden 23.57. 50-59 år: Nr.1 Gitte Karlshøj Beauté Pacifique i 19.59. Nr.2
Susanne J. Jensen Støvring Løbeklub i 24.44. Nr.3 Inge Marie Jensen Vester
Hornum Løberne i 24.46. |
Ud over disse præmietagere, var der som sædvanlig de attraktive
goodiebags, som samtlige deltagere stod i kø for at få udleveret af Beauté
Pacifique´s personale. I år var værdien af hver enkelt goodiebag omkring 700
kr., og den indeholdt bl.a. et nyt produkt fra Beauté Pacifique, små saltprøver
fra Mariager Saltcenter, lækre lakrids fra Karlsens i Hadsund og syv
forskellige dameblade og aviser. Dertil kom omkring 200 lodtrækningspræmier, skænket af byens
forretninger, og her kunne heldige løbere afhente deres præmier efter løbet hos
arrangørklubben. Mange løbere benyttede i øvrigt lejligheden til at afslutte en god
oplevelse med spisning på Ristorante DaVinci. Tekst: Birgit og Jens Chr. Dalgaard |