Nordjysk Nat
 

Onsdag d.26. september afholdt Mariager Fjorde OK NJM-Nat 2, det Nordjyske Mesterskab i natorienteringsløb 2. etape.


Stævneleder Erik Nielsen og banelægger Vagn Lidegaard, begge fra fjordklubben, havde gjort deres til et godt natløb, der blev afholdt i Hou Skov mellem Mariager og Hadsund. Stævneplads var i den gamle grusgrav ved Fladbjerg, og her var der både start og mål. Heldigvis forbarmede vejrguderne sig, og denne megen regn, der faldt i dagtimerne op til løbet, stilnede af, således de omkring 60 løbere fra primært de nordjyske klubber, kunne komme rundt på banerne uden regn fra oven.

 

Klubben selv deltog med 15 løbere, og flere klarede sig rigtig godt i det kuperede terræn.


Lajla Præstgaard blev nr.1 i D 35. Kristina Præstgaard blev nr. 2 i D 15-16. Christian Peter MacLassen blev ligeledes nr. 2 i H 21. I H 50 blev Ole Jensen nr.3 og i H 60 blev Helge Poulsen ligeledes nr.3. I Fri klasse 3 blev Rigmor Schou nr.1 og Hardy G. Jensen nr.2.
 

 

Allerede nu på lørdag d.29. september afholder klubben igen løb. Denne gang er det et lokalt træningsløb for alle interesserede i Alstrup Krat med start kl.13.00 fra ridebanerne i Mariager. Banelæggere er Hanne Hansen og Søren Skovrider, og de tilbyder fem forskellige finurlige baner: En let på 3,1 km, en mellemsvær på 3,8 km. og tre svære på henholdsvis 4,2 km, 5,8 km og 7 km. Dermed skulle der gerne være noget for enhver O-løbers formåen i både sværhedsgrad og distance.