Kvindeløb 3 | |
I et flot og solskinsrigt majvejr blev årets Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund afviklet med rekorddeltagelse på hele 1.090 løbere. Arrangørerne, som er et samarbejde mellem firmaet Beauté Pacifique, Ristorante Da Vinci og Mariager Fjord Orienteringsklub, kunne dermed endnu engang konstatere, at et Kvindeløb i Hadsund er kommet for at blive, og siden starten for to år siden med 813 løbere, og sidste års 919, er arrangementets omfang støt steget. Om dette års 1.090 deltagere er toppen vil fremtiden vise, men løb bliver der med sikkerhed igen næste år. Allerede godt to timer før start begyndte de første løbere at ankomme for at hente startnumre, og pladsen ved da Vinci på havnefronten sydede af aktiviteter frem mod starten kl. 19.00.
|
|
I år havde arrangørerne valgt at splitte starten op i tre, således de hurtigste kom af sted kl.19.00, og de følgende to grupper derefter med tre min. mellemrum. Inden da blev de mange løbere varmet op under kyndig vejledning af to håndboldpiger fra Randers HK, og efter en kort instruktion til løberne af stævneleder Jens Chr. Dalgaard, gik de tre starter i fuld fart hen ad Hadsunds havnefront. Løberne kom derefter over Hadsund Broen til Hadsund syd, hvor hele strømmen af kvinder blev vendt og retur over broen igen. Derefter gik ruten ud ad Vestergade/Hobrovej og op ad den efterhånden berygtede ”Djævlebakke” ud for den gamle Skovpavillon. Efter den hårde bakke gik det så nedad den smukke Thygeslund Skov, ind ad Skovvej og endelig hen ad opløbet på havnen ved da Vinci. Således blev de 5,1 km. vel overstået, og de mange løbere kunne velfortjent nyde både frisk frugt og saftevand sponsoreret af SuperBrugsen i Hadsund.
|
|
Hvis pladsen sydede af aktiviteter før starten var det ikke mindre efter løbet. De mange røde kinder efter den friske løbetur var klart i overtal, og snakken gik lystigt. Beauté Pacifique´s spændende goodiebags til alle deltagere fik flittigt studeret sit indhold, 136 lodtrækningspræmier fra byens handlende til 136 heldige løbere blev også uddelt, og lækre italienske retter kunne købes for få penge, jo, det var et rigtigt kvindeløb med alt, hvad dertil hører, fortæller de to stævneledere Per Andersen og Jens Chr. Dalgaard fra arrangørklubben. Vinderne skulle selvfølgelig også kåres, og de syv aldersgrupper blev på skift kaldt op på præmieskamlen, hvor både nr. 1, 2 og 3 blev præmierede. Hovedpræmien til nr.1 var en flot gavekurv fra Beauté Pacifique, 2. præmien ligeledes en flot gave fra Rikki Tikki og 3. præmien lækkert sportstøj fra Sportigan Hadsund.
|
|
Årets hurtigste løber blev i øvrigt Line Schulz fra Hobro i tiden 19.07. Løbsrekorden er dog stadig hos Gitte Karlshøj med tiden 17.58. Meget tilfredse arrangører kunne dermed takke de mange løbere for den flotte deltagelse med håb om at se alle næste år igen, og hvem ved, måske lurer endnu en deltagerekord forude.
|
|
Samtlige vindere i de syv aldersgrupper: | |
-14 år: 1. Signe Holt Andersen, Mariager 23.37. 2. Anne Juel, Aalborg 24.00. 3. Kristine Eschen, Valsgård Løberne 24.14
|
|
15-19 år: 1. Line Schulz, Hobro 19.07 er årets hurtigste løber. 2. Louise Juel, Aalborg 23.13 3. Amalie Kjær, Sulsted 24.20
|
|
20-29 år: 1. Ida Jensen, Team Rosenkilde 21.40 2. Janne Pedersen, Hadsund 24.22 3. Hanne Hansen, Mariager Fjord OK 25.41
|
|
30-39 år: 1. Vibeke Houlborg, Beauté Pacifique 19.17 2. Loa Christensen, Asferg 19.21 3. Line Christensen, Randers nø 22.29
|
|
40-49 år: 1. Aino Maria Slej, Aarhus 1900 20.48 2. Lotte Eschen, Valsgård løberne 21.37 3. Merete Østergaard, GMPack 22.06
|
|
50-59 år: 1. Gitte Karlshøj, Adidas 20.26 2. Maja Boe, Aalborg Øst RRC 21.48 3. Ann Dalby, Hadsund 22.49
|
|
60 år - : 1. Marianne Gram, Cloth 4 sport 24.16 2. Bente Guldbæk, Hobro 26.18 3. Lisbeth Krogsgaard, AMOK 30.5
|