Kvindeløb i Hadsund 2012 - del 2   1. del

 

Om det bliver en ny deltagerrekord til Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund, vil de næste ca. 14 dage vise. Siden tilmeldingen blev åbnet i starten af marts, er tilmeldingerne strømmet til, og på nuværende tidspunkt er der 608 tilmeldte løbere, så der er stadig et stykke vej op til sidste års rekord på 919. De sportslige arrangører fra Mariager Fjord Orienteringsklub håber derfor, at der som sidste år vil være run på tilmeldingerne i den sidste tid frem mod løbet d.3. maj. Seneste tilmelding er dog d.30/4, så der er stadig ca. 14 dages frist. Tilmelding på selve løbsdagen er derimod ikke muligt.

Ligesom de første to år, kommer der løbere fra både nær og fjern. Således er der tilmeldte fra hele Himmerlandsområdet, og dertil løbere fra Aalborg og Brønderslev i nord. Sydpå er det fra Randers, Aarhus og Silkeborg, og fra vest er der løbere fra Viborg, Skive og Holstebro. Vi er utroligt glade for den store interesse, og det må jo betyde, at vores Kvindeløb har fået et godt ry, der altså også har bredt sig ud over nærområdet ved Mariager Fjord.

 

Også i år er der mange finurlige holdnavne: Xalontrunterne, Hvornum Wild Women, Nurserne Øst, Tinghus Pigerne, Zumbaqvinderne, Rådhustøserne, Ardens Løbetøser, Byrådskvinderne og Bedstes Piger, jo fantasien fejler skam ikke noget.

 

Løbet er også blevet en del af Mariagerfjord Festuge, der som bekendt afholdes fra d.4.-13. maj, og selv om Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund afholdes dagen før, nemlig torsdag d.3. maj, er det alligevel kommet med som lidt en tyvstarter på kommunens festuge. Dette er vi som arrangører selvfølgelig glade for og ser det både som en ”blåstempling” fra festugekomiteen, og også som en profilering i et større kulturelt fællesarrangement i Mariagerfjord Kommune.

 

Løbets start og mål er som tidligere henlagt til Hadsunds havneområde ved Ristorante da Vinci. Hele stævnepladsområdet breder sig således ud her fra, og tæt på er der parkering på bl.a. den gamle ”Tømmerpladsgrund”. Der tilbydes lækre italienske retter til små priser både inde og ude på Ristorante da Vinci, Der vil være telte med udlevering af startnumre, og et stort telt med personale fra Beauté Pacifique, der uddeler de populære goodiebags. Der er selvfølgelig også førstehjælpspersonale på stævneområdet. Der vil være udlevering af lodtrækningspræmier et sted, og et andet sted vil der være præmieskamler, hvor selve præmieoverrækkelsen vil foregå. Der vil også være masser af toiletfaciliteter både inde på Ristorante da Vinci og udendørs i toiletvogne, jo der mangler ikke noget til det hastigt voksende løbearrangement, hvor vi forsøger at gøre alle glade og tilfredse.

Dermed skulle der også gerne være noget at se på og opleve for kæresten, manden, børn og andre, der kommer for at bakke op om de mange kvindelige løbere, fortæller arrangørerne.