Tirsdag aften afholdt Mariager Fjord OK sin ordinære generalforsamling, hvor i alt 18 medlemmer mødte op.
Formand Jørn Blom kunne berette om et fantastisk år, hvor et meget højt aktivitetsniveau i form af både O-løbsstævner og motionsløb havde præget det forgangne år. Her kunne klubbens kasserer Keld Østergaard også istemme, idet de mange arrangementer gav klubben et pænt overskud, som den samlede bestyrelse har besluttet skal komme de godt 100 medlemmer til gode, bl.a. i form af lavere kontingent og tilskud til stævner, klubture mv.
På valg var klubbens formand Jørn Blom og bestyrelsesmedlem Jens Christensen, og begge blev genvalgt. Bestyrelsen tæller der ud over klubbens kasserer Keld Østergaard og de to bestyrelsesmedlemmer, næstformand Jens Chr. Dalgaard og Jonas Munthe.
Helt nye O-løbskort så dagens lys i form af: Amerika i Hobro syd, Hørby Skoleby samt Mariager by og byskove. Dertil blev en række af klubbens øvrige kort reviderede, således de også fremstår som nye kort. Et helt nyt skovområde er åbnet for klubben, idet der er truffet aftale om at nytegne Thygeslund ved Hadsund. Håbet er, at kortet kan blive færdigt her i det nye år, og at det første løb kan indvie kortet i 2012.
Det landsdækkende projekt ”Find vej i……” er også blevet udbygget i klubben, idet hele fire områder nu er at finde. Sidste skud på stammen er Hobro Østerskov, der hermed supplerer Mosely syd for Mariager, Linddale i Hadsund samt Hadsund skole og idrætsområde.
Adskillige klubture i ind- og udland har ført mange af klubbens medlemmer rundt til nye og spændende områder, bl.a. i Grønland, Serbien, Slovenien og Sverige.
Også en del fester har præget året, hvor især den fælles sommerfest og efterårsfesten trak mange klubmedlemmer til huse.
Det nye år bliver også rig på arrangementer:
På O-løbsområdet arrangeres der fire stævner: Første stævne er d. 26/5, hvor der arrangeres Park Tour i Hørby Skoleby. D.14/8 er det divisionsmatch for 1. divisionsklubberne i Fussingø. 14/9 er det NJM-Nat i Hanehøj, og d. 5/11 er det Efterårsstafetten i Vester Lounkær. Dertil kommer 11 træningsløb spredt ud over året med start først i marts og slut sidst i oktober. Som tidligere arrangeres der også Ungdoms- og begyndertræning, hvor perioden går fra omkring 1. april til efterårsferien, og igen i år er det med fast base i Hobro Østerskov.
Klubben arrangerer også tre motionsløb: Først er det Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund d.5/5. Mariagerløbet d.9/6 og Hadsundløbet d.1/9. Spændende er det, om de omkring 1.700 løbere, der sammenlagt deltog i de tre løb i 2010, kan blive slået her i det nye år; i hvert fald har klubben en forhåbning om det, og indkøbet af helt nyt tidtagningsudstyr skal dermed stå sin prøve.