Årets tredie træningsløb


 

Lørdag d.26. marts kl.12.45 er der atter orienteringsløb i fjordområdet. Som sædvanlig er det Mariager Fjord OK, der inviterer, og denne gang er det Ravns Graner i Hadsund, der er udfordringen. To af klubbens banelæggere Kim og Jens Chr. Dalgaard står for løbet, der arrangeres som et noget specielt pointløb. Løberne kan dermed vælge mellem fem forskellige kategorier, hvor det er tiden, der er afgørende. Hurtigste gruppe A må blot bruge 50 min. på at finde de 30 pointgivende poster.  De følgende grupper fra B til E har hver især yderligere 5 min., og således må løberne i gruppe E bruge hele 70 min. i skoven. De 30 poster giver forskellige point fra 1 – 3, og således er det altså op til hver enkelt løber at prioritere, hvilke poster der skal tages først og i hvilken rækkefølge.

 

 

                

De forhåbentlig mange løbere vil dermed blive godt spredt ud over hele området, der strækker sig helt fra rundkørslen på Himmerlandsgade ud til skovområdet nord for Sandelmosevej. Start og mål bliver ved spejderhytten på Ringvejen i Hadsund, og som sædvanlig er løbet åbent for nye løbere, der har lyst til at prøve O-sportens fortræffeligheder.